I det skjulte planlægger regeringstoppen en rokade på ministerholdet

Dagens overblik: En ministerrokade kan være under opsejling i Løkkes regering. Ifølge en avis gjorde Mette Frederiksen sig klar til at blive statsminister, da Thorning var i spil til et EU-topjob i 2014. Og så har Socialdemokratiet truet en nødhjælpsorganisation til at fjerne en kritisk video fra Facebook. Hele dit politiske overblik her.

Trekløverregeringen blev dannet i november 2016. Nu planlægger regeringstoppen ifølge Politiken at gennemføre udskiftninger på ministerholdet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Godmorgen og velkommen til ugens sidste morgenpost.

Det er samtidig den sidste morgenpost inden vinterferien. I næste uge må du undvære dit daglige politiske overblik, men vi vender stærkt tilbage i uge 8 – bare rolig.

Aviserne bugner af gode historier i dag, så lad os komme i gang.

Vi begynder i Politiken, der har en meget interessant historie. Avisen har talt med en række kilder, der bekræfter, at regeringstoppen pønser på at gennemføre en ministerrokade efter det seneste turbulente halvår.

Politiken har talt med flere ministre fra regeringens koordinationsudvalg, der går med »kraftige overvejelser« om at skifte ud på ministerholdet, og i øjeblikket foregår der ifølge avisen bilaterale drøftelser i partitoppene om fordele og ulemper ved at gennemføre en rokade.

»En eventuel rokade skal tilføre regeringen nyt blod, signalere en ny start og dermed give Venstre, de Konservative og Liberal Alliance et nyt afsæt frem mod næste valgkamp, lyder analysen. Der er ikke truffet en endelig beslutning – hverken om rokaden skal gennemføres eller hvornår – og i sidste ende er det formelt set alene op til Lars Løkke Rasmussen at skifte ud på ministerholdet,« lyder det i Politikens artikel.

Nogle taler for en rokade allerede til foråret, mens andre hellere ser, at man venter til sensommeren, når man er tættere på et valg.

Politiken gennemgår ikke i detaljer, hvilke navne der er i spil, men avisen skriver, at Venstre overvejer at hente kandidater udefra, mens Liberal Alliance kan benytte lejligheden til at bytte nogle af de mindre synlige ministre ud med mere profilerede folk fra folketingsgruppen.

De Konservative ventes at stå over, da partiet er ganske godt tilfreds med at kunne profilere konservativ politik i Justitsministeriet, Erhvervsministeriet og Socialministeriet.

Læs hele historien her.

Få overblikket - hver dag

Du er i gang med at læse den politiske morgenpost. Her får du dagligt det fulde overblik med de vigtigste historier, analyser og debatter i dansk politik.

Få politisk morgenpost direkte i din indbakke hver morgen ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.



Du kan også følge politiko.dk på Facebook og Twitter.

I 2014 forberedte Mette Frederiksen sig på at blive statsminister

Vi springer videre til Weekendavisen, der i dag bringer et meget læseværdigt portræt af Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen.

I portrættet, der har overskriften »Dobbeltpaneret socialdemokrat«, fremgår det, at Mette Frederiksen gjorde sig klar til at overtage statsministerposten, da Helle Thorning-Schmidt (S) i juli 2014 var i spil til et topjob i EU.

Du får indledningen her:

Sammen med sin nærmeste rådgiver, Martin Rossen, blev Mette Frederiksen kørt til en hemmelig adresse i København. Med sig havde hun en æblegrøn kjole i et klassisk snit, så hun hurtigt kunne skifte, hvis det blev nødvendigt.

Det var hendes chauffør fra Beskæftigelsesministeriet, der kørte hende, og noget talte for, at det blev den sidste tur, de kørte sammen. Hvis Mette Frederiksen blev udnævnt til statsminister den dag, ville det formentlig være en chauffør fra Statsministeriet, der kom og hentede hende på den hemmelige adresse.

Herfra kunne Frederiksen og Rossen følge med på TV 2 News og se statsminister Helle Thorning-Schmidt og de øvrige stats- og regeringsledere ankomme til EU-topmødet i Bruxelles. Det var 16. juli 2014, og et af punkterne på dagsordenen var at fordele de topposter, der skulle besættes i løbet af efteråret. Igennem mere end et år var Helle Thorning-Schmidt blevet nævnt som en mulig kandidat, senest også i internationale medier. Selv havde hun hele tiden benægtet, at hun skulle være kandidat, men på den anden side, det havde Anders Fogh Rasmussen jo også gjort, dengang han var i spil som generalsekretær for NATO.

Mens TV 2 News kørte, sad Mette Frederiksen og hendes rådgiver og arbejdede videre på det projekt, der havde været i gang i nogen tid, men som ingen måtte vide noget om: drejebøger, politiske meldinger, ministerlister og alt, hvad man skal forberede sig på, hvis man skal være statsminister i Danmark.

Portrættet er endnu ikke online, men anskaf dig en frisk udgave af Weekendavisen og læs det på side 4.

Nødhjælpsorganisation: Socialdemokratiet har truet os

Videre til en opsigtsvækkende historie om Socialdemokratiets nye udlændingeudspil.

Folkekirkens Nødhjælp skrev i går på Facebook, at Socialdemokratiet har truet organisationen til at fjerne en video fra Facebook, hvor udlændingeudspillet kritiseres.

I videoen har nødhjælpsorganisationen brugt to korte sekvenser fra en video produceret af Socialdemokratiet, hvor Mette Frederiksen fortæller om udspillet. Hendes udtalelser bliver holdt op mod organisationens udlægning af teksten, og videoen kritiserer blandt andet, at S vil tage penge fra den langsigtede udviklingsbistand for at hjælpe yderligere i nærområderne.

»Kære venner. Socialdemokratiet har kontaktet os og truet med advokat og retssager, hvis vi ikke fjernede den film, vi tidligere i dag delte her på Facebook,« skriver Folkekirkens Nødhjælp i opslaget på Facebook:

»De mener, at vi har misbrugt deres materiale. Vi kan ikke bruge de fattiges penge på retssager – selvom vi ikke mener, at vi har misbrugt noget. Derfor har vi fjernet videoen.«

Jyllands-Posten har talt med konstitueret mediechef i Folkekirkens Nødhjælp Lars Damgaard Nielsen, som siger:

»Vi slår videoen op klokken 12.15 og bliver inden for den første time flere gange kontaktet af folk fra Socialdemokratiet. Vi bliver bedt om at fjerne filmen, fordi de mener, at vi misbruger deres materiale.«

»Omkring klokken 14 får jeg en besked om, at de sender sagen til en advokat. Så fjerner vi videoen, for vi mener ikke, at penge, der skulle gå til verdens fattigste, skal gå til en retssag med Socialdemokratiet,« fortæller Lars Damgaard Nielsen.

Over for DR vurderer mediejurist ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Vibeke Borberg, at Folkekirkens Nødhjælp ikke har gjort noget forkert.

»Det tyder ikke på, at Socialdemokratiet har en god sag her,« siger hun.

Socialdemokratiet har ikke ønsket at stille op til interview om sagen hos hverken Jyllands-Posten eller DR. I stedet henviser partiets pressetjeneste til en kommentar, EU-ordfører Peter Hummelgaard har skrevet til Facebook-opslaget.

»Kære Folkekirkens Nødhjælp. Grunden til, at vi bad jer fjerne klippet, var, at I manipulerede vores video med påstande, der simpelthen ikke er rigtige,« skriver Hummelgaard.

Hele historien hos Jyllands-Posten her og hos DR her.

Socialdemokratiet roser eksperter – som partiet selv har betalt for

Og nu vi er ved Socialdemokratiets udlændingeudspil.

DR har en historie om, at S-topfolk har rost en kronik om udspillet skrevet af tre eksperter – uden at oplyse, at eksperterne siden i sommer har været betalt af partiet for at bidrage med inspiration til udlændingeplanen.

Kronikken blev bragt i Berlingske onsdag.

Blandt andre Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, har delt et billede af kronikken i avisen på Facebook og skriver:

»Jeg kan varmt anbefale at læse kronikken i dagens Berlingske skrevet af Jan Olsen og brødrene Lisborg. Som de skriver, så er lejre i Nordafrika den eneste langtidsholdbare løsning på flygtningekrisen, og det kan lade sig gøre.«

Flere andre S-politikere har ifølge DR delt kronikken, men ingen har nævnt, at eksperterne har været betalt af Socialdemokratiet.

Og det møder kritik fra flere eksperter.

»Her løber den politiske interesse af med den demokratiske anstændighed. De burde have oplyst, at de her eksperter er lønnet af Socialdemokratiet,« siger lektor i statskundskab på Aalborg Universitet Johannes Andersen til DR.

Læs hele historien og et svar fra Socialdemokratiet her.

Lokalpolitikere udsættes for chikane

Vi skal videre til noget helt andet.

Berlingske bringer i dag historien om en stor spørgeskemaundersøgelse om trusler og chikane blandt lokalpolitikere, som Økonomi- og Indenrigsministeriet, Kommunernes Landsforening (KL) og Dansk Regioner har foretaget.

Spørgeskemaet blev sendt ud til landets 2.670 kommunalbestyrelses- og regionsrådsmedlemmer kort før jul, og halvdelen har svaret. Af dem har godt 42 procent været udsat for én eller flere krænkelser.

Den hyppigste krænkelse er chikane. Hver tredje af politikerne har således oplevet falsk rygtespredning, chikanerende e-mails, SMSer, telefonopkald eller grove beskeder på Facebook.

»Man skal huske på, at en trussel, hærværk eller chikane mod vores lokale og regionale folkevalgte er et angreb på vores folkestyre. Danmark har et af verdens stærkeste demokratier, men skal vi også have det i fremtiden, kræver det, at folk har lyst til og mulighed for at gå ind i politik,« siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) til Berlingske.

Læs hele historien hos Berlingske her. Avisen har desuden talt med en lokalpolitiker, der har oplevet trusler og chikane flere gange, og den historie kan du finde her.

Berlingske har gennem den seneste tid sat fokus på prisen for at være folkevalgt anno 2018. For nylig skrev avisen på baggrund af en rundspørge til folketingsmedlemmerne, at flere har oplevet at blive truet på livet.

Fire hurtige

1. Den nye skatteaftale betyder, at danskere kan miste dagpenge i årevis, hvis de rejser uden for Europa, skriver Jyllands-Posten.

Aftalen, som regeringen og Dansk Folkeparti indgik tirsdag, betyder, at retten til dagpenge fremover bliver betinget af, at man har opholdt sig i Danmark eller et andet EU-land i syv af de seneste otte år.

Formålet er at begrænse udlændinges mulighed for at få velfærdsydelser i Danmark, men fordi det er forbudt at forskelsbehandle, vil det også gælde danske statsborgere, skriver avisen.

2. De samlede skattelettelser i finansloven, erhvervspakken og pensions- og skatteaftalen giver den største gevinst til direktøren. Det viser beregninger fra den liberale tænketank Cepos, skriver Børsen.

Ifølge Cepos' beregninger får direktøren med en årsløn på cirka 1,2 millioner kroner mest ud af de tre aftaler målt i kroner og øre. Direktøren har udsigt til en gevinst på 10.625 kroner årligt, mens en lavtlønnet HKer står til at få 6550 kroner.

Finansminister Kristian Jensen (V) mener, at beregningerne er lavet på »forkerte oplysninger«.

»Målt i disponibel indkomst så får man mest i bunden. I kroner og øre får man mest i toppen. Det har der været fuld åbenhed om hele vejen igennem,« siger finansministeren til Børsen.

3. Det er en dårlig idé, at VLAK-regeringen vil gå til valg sammen, siger Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, til Berlingske.

V-næstformand Kristian Jensen slog i weekenden fast i et større interview i Berlingske, at Trekløverregeringen går til valg i fællesskab.

Til det siger Peter Skaarup:

»Det er deres valg – det må de da gerne forsøge sig med, hvis det er det, de tror på i en valgkamp. Det betyder bare ikke, at vi synes, det er en god idé.«

4. Gamle rapporter afslører, at myndighederne i årevis har ladet F-16-kampflyene larme mere end tilladt, skriver Jyllands-Posten.

En fastsat kontrolgrænse skal beskytte borgerne omkring Flyvestation Skrydstrup mod støjgener, men i syv ud af 12 tilfælde er den grænse blevet overskredet. Overskridelserne er ifølge avisen sket, uden at de lokale beboere har fået det at vide.

Dagens debat

Finder vi i Politiken og er skrevet af den tidligere Venstre-minister Birthe Rønn Hornbech.

I den aktuelle debat om regeringens tildækningsforbud minder den mangeårige ekspolitiker om, at folketingsmedlemmer ifølge grundloven alene er bundet af deres egen overbevisning. Derfor forstår hun ikke, hvorfor Venstre ikke fritstiller partiets medlemmer, når forbuddet skal til afstemning, ligesom Liberal Alliance har gjort.

»Grundlovens bestemmelse har derfor tvunget Justitsministeriet til at fremsætte et forslag om forbud mod tildækning. Det vil naturligvis ende i, at Danmark bliver fuldstændig til grin. Det har vi fortjent, Men, hvad der er værre. Det sender det hårdtplagede politi på overarbejde. Folketinget indfører en ny forbrydelse, som politiet skal efterforske. Og vel at mærke en forbrydelse, der ikke er defineret præcist,« skriver Birthe Rønn Hornbech.

»Men det er ikke blot borgernes frihed, der indskrænkes. Minsandten er Venstres folketingsmedlemmer også undergivet tvang i et omfang, jeg aldrig har oplevet i de 27 år, jeg var medlem. Venstres gruppeformand har nemlig meddelt, at Venstres medlemmer ikke ville blive fritstillet,« skriver hun videre:

»Dertil er at svare, at gruppeformanden slet ikke har kompetence til at fritstille folketingsgruppens medlemmer. Det har grundloven nemlig allerede sørget for: Intet folketingsmedlem kan tvinges til at stemme imod sin overbevisning.«

Hele indlægget her.

Det sker i dag

08.30: Europaudvalgsmøde
Folketingets Europaudvalg mødes i dag på Christiansborg. Mødet omhandler blandt andet de kommende rådsmøder i EU for landbrug og fiskeri og uddannelse.

09.00: Rockwool Fonden sætter fokus på beskæftigelsen
Rockwool Fondens konference »Øget beskæftigelse kalder på reformer, der virker« sætter fokus på muligheden for at bringe flere ud på arbejdsmarkedet. Den mest centrale viden på området vil blive præsenteret af direktør i OECD Stefano Scarpetta, professor Torben M. Andersen og Rockwool Fondens egne forskere, og under en paneldebat vil beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), professor Nina Smith, direktør i Dansk Industsri (DI) Karsten Dybvad og direktør i AE Rådet Lars Andersen diskutere muligheder for og økonomiske potentialer i at øge arbejdsudbuddet.

09.20: Lukket ekspertmøde om Paposhvili-dommen
Udlændinge- og integrationsudvalget holder i dag lukket ekspertmøde om Paposhvili-dommen. Dommen kan få konsekvenser for behandlingen af sager vedrørende humanitært ophold, som særligt Radio24syv har beskrevet gennem den seneste tid. Udvalget har bedt Peter Vedel Kessing fra Institut for Menneskerettigheder og Louise Halleskov Storgaard fra Aarhus Universitet om at redegøre for Paposhvili-dommen og fortolkningsudfordringer ved dommen.

10.00: Møde i salen med forespørgsel om statsløshed
I dag er der møde i Folketingssalen, hvor en stribe lovforslag bliver behandlet. Desuden er der en forespørgsel til udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) fra Christian Langballe (DF) med flere om FNs konvention om begrænsning af statsløshed.

10.00: Konference om præcisionslandbrug
Landbrugsstyrelsen holder i dag konference under overskriften »Præcisionslandbrug: Kan teknologi erstatte miljøkrav?« Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) byder velkommen og indleder med et oplæg om de politiske visioner på området. I løbet af konferencen vil der både være debat mellem ministeren, Maria Reumert Gjerding (EL) og Martin Merrild fra Landbrug & Fødevarer om fremtidens landbrug og oplæg om teknologi og muligheder. Konferencen finder sted på Ledreborg Slot og begynder klokken 10.00.

10.00: Offentlig høring om interkønnedes rettigheder
Copenhagen Pride, Organisation Intersex International, Intersex Danmark og Amnesty Danmark holder i dag høring om interkøn. Temaerne til høringen er blandt andet interkøn 101, praksis i Danmark, interkønnedes behov for sundhedstilbud, forskning og en paneldebat. Minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde Karen Ellemann (V) deltager ved høringen, som finder sted i Rigsdagsgården på Christiansborg fra klokken 10.00.

LO og FTF træffer beslutning om ny hovedorganisation
I dag ventes hovedbestyrelsen i Landsorganisationen i Danmark (LO), der er en faglig hovedorganisation for 17 danske fagforbund, og forretningsudvalget i FTF, der er hovedorganisationen for 450.000 offentligt og privat ansatte, at give sin endelige anbefaling til et ja eller et nej til en eventuel ny hovedorganisation.

Det var alt fra morgenposten i denne omgang. Hav en fremragende vinterferie, hvis du er så heldig at skulle holde fri! Vi ses i uge 8.