Godmorgen og velkommen til ugens anden udgave af den politiske morgenpost.
Vi skal runde krisen i Ukraine, der i går aftes gik ind i en ny og farlig fase. Vi skal også forbi social- og ældreminister Astrid Krag (S), der ønsker at ændre ældreplejen markant, og vi skal forbi et lovforslag fra regeringen, der skal sikre ligelig kønsfordeling. Vi kommer selvfølgelig ikke uden om Dansk Folkeparti, der – som vanligt, fristes man næsten til at sige – er på alles læber, efter at fire af partiets folketingsmedlemmer i aftes meldte sig ud af partiet. Og skulle man tro, at de fire listede ud ad bagdøren, så tager man gevaldigt fejl.