Godmorgen og velkommen til den politiske morgenpost på en onsdag i maj, hvor meteorologerne atter engang har spået heldagsregn – og hvor kritikken ligeledes synes at regne ned over landets folkevalgte i mere eller mindre grad.
Den søgte sammenligning bringer os således til dagens første historie, for i både Berlingske og Jyllands-Posten retter en stribe sundhedseksperter skarp kritik af det politiske flertal, som i denne uge gik imod Sundhedsstyrelsens anbefalinger og vedtog en frivillig ordning, der skal sikre danskere mulighed for coronavaccination med de to kasserede vacciner fra henholdsvis Johnson & Johnson og AstraZeneca.