»Endnu et borgerligt protestparti i Folketinget har presset de blå partier til at rykke sammen«

Dagens overblik: Truslen om et sammenbrud, et folketingsvalg og Nye Borgerlige får de blå partier til at rykke sammen, lyder analyse. Regeringen vil rydde skov og opføre kæmpevindmøller, Messerschmidts EU-parti har købt 70.000 kuglepenne, der er sporløst forsvundet, og så vil Løkke have Tyskland til at lede.

Foto: Jens Nørgaard Larsen

Godmorgen og velkommen til endnu en uge, hvor vi alle hverdage giver dig overblikket over dansk politik.

Lige nu samler spændingen sig i dansk politik om, hvornår og om blå blok kan blive enige om næste års husholdningsbudget, det som også kaldes for finansloven.

Det har partierne nu forhandlet intenst om i et par uger, og også i weekenden har der været aktivitet i Finansministeriet.

I går sluttede partierne dagens forhandlinger i Struensee-værelset i Finansministeriet af med biksemad og rødvin, skriver Anders Samuelsen på Facebook.

Hvor tæt de er på en aftale, er endnu ikke sluppet ud, men et godt bud fra flere analytikere har lydt, at en aftale falder på plads i denne uge.

Det holder vi selvfølgelig øje med her i morgenposten, hvor du i dag kan læse, at Nye Borgerlige presser de gamle borgerlige partier sammen, du kan læse om en stribe nye Messerschmidt-afsløringer, og om nyt fra skovloven.

Og så kan du læse om en udenrigsordfører for et stort parti, der før valget i USA mente, at det ville være »decideret skræmmende, hvis Republikanerne nominerer Trump til deres præsidentkandidat«, men i dag har et læserbrev, hvor han opfordrer danskerne til at have is i maven, inden de maler en vis fanden på væggen.

Hvem det er, kan du læse senere i morgenposten.

Men vi begynder hos Kristeligt Dagblad, hvor avisens politiske redaktør, Henrik Hoffmann-Hansen, i en analyse skriver, at stemningen mellem de borgerlige partier er blevet bedre i forhandlingerne om finansloven, PSO-afgiften og ejendomsvurderingerne - som er de forhandlinger, der nu er på bordet, efter Lars Løkke udskød forhandlingerne om 2025-planen og topskat.

Forklaringen skal blandt andet findes i truslen fra partiet Nye Borgerlige, lyder det.

»Meget tyder på, at truslen om et sammenbrud, et folketingsvalg og endnu et borgerligt protestparti i Folketinget har presset de blå partier til at rykke sammen. En total krig mellem dem kunne som i 1970'erne give Socialdemokraterne eneret til regeringsmagten mange år frem. Derfor kan de nok løse pligtopgaven med at skrue en finanslov sammen for 2017 samt muligvis lidt senere aftaler om energiafgifterne og et nyt vurderingssystem for boliger. Tilbage står stadig elefanten i rummet: Hvordan regeringen vil strikke en skattereform sammen, uden at Liberal Alliance alligevel udløser et valg efter nytår. Den knibe har end ikke Nye Borgerlige kunnet bringe regeringen ud af,« skriver han.,

Analysen kan læses her (kræver abonnement).

Minister vil fælde skov og rejse kæmpevindmøller

På forsiden af Jyllands-Posten kan man læse, at miljøminister Esben Lunde Larsen nu lægger op til at ændre skovloven.

Fremover skal det være muligt at bygge skovbørnehaver, institutioner til veteraner, en river raftingbane dybt inde i de danske fredskove - skov, der beskyttes mod rydning, forhugning, kreaturgræsning m.m.

Samtidig vil Lunde Larsen rejse 20-30 kæmpevindmøller i skovene.

Årsagen er, at ministeren vil have flere danskere ud i naturen og samtidig sikre hensyn til den grønne omstilling, siger han til avisen.

Der er bred opbakning til forslaget blandt de blå partier på Christiansborg, blandt andre fra Dansk Folkepartis miljøordfører, Pia Adelsteen.

»Det er fint at ændre skovloven, fordi fredskov ikke er det samme som fredet skov – og man godt kan ændre eksisterende skov uden at få mindre natur, bare man genplanter andre steder.«

Danmarks Naturfredningsforening er til gengæld modstander af forslaget.

Du kan læse skovlovs-historien her.

Få overblikket - hver dag

Du er i gang med at læse den politiske morgenpost. Her får du dagligt det fulde overblik med de vigtigste historier, analyser og debatter i dansk politik.

Få politisk morgenpost direkte i din indbakke hver morgen ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.



Du kan også følge politiko.dk på Facebook og Twitter.

Nye Messerschmidt-afsløringer

Videre til Ekstra Bladet, der har en række nye afsløringer i sagen om Morten Messerschmidt og mulig misbrug af EU-midler gennem det europæiske parti Meld.

Den ene går på, at Meld i 2013, hvor Morten Messerschmidt sad som vicepræsident, købte 60.000 kuglepenne til en pris på 400.000 kroner hos det polske selskab Wer.

Året efter bestiller Meld yderligere 10.000 kuglepenne til en værdi på 86.000 kroner hos et andet selskab. Men hverken Ekstra Bladet eller Newsweek, som avisen har samarbejdet med om historien, har kunnet finde frem til en eneste af kuglepennene. Heller ikke medlem af Europa-Parlamentet Rikke Karlssson - der tidligere var medlem af Dansk Folkeparti, men gik på grund af, hun ikke kunne få indsigt i Meld og Felds regnskaber - har set én eneste kuglepen fra Meld.

Mistanken er, at pengene i stedet for at gå til kuglepenne er blevet brugt kanaliseret ud til medlemmer af Meld, lyder det fra en ekspert.

Historien er endnu ikke online, men kan læses i en Ritzau-version her.

Ekstra Bladet kan ligeledes fortælle, at Meld brugte 300.000 kroner på en konference i Polen, som aldrig blev afholdt. Det kan du læse her.

Og så kan avisen i en tredje historie fortælle, at tre kontrakter fra Meld i 2014 - hvor Morten Messerschmidt som præsident skrev under på, at reglerne var blevet fulgt - endte hos firmaer, hvis direktører samme år sendte beløb svarende til godt 26 procent af pengene videre til det polske parti Solidarna Polska (SP), som landets justitsminister og tidligere Meld-medlem er formand for.

Den historie er ikke online endnu.

Dagens sammenligning

Normalt sammenligner medier ofte et pengebeløb med, hvor mange storebæltsbroer man kan få for et givent beløb.

Ekstra Bladet har på samme måde i ovennævnte historie om kuglepenne regnet ud, at 70.000 kuglepenne ville kunne tegne en blækstreg, som kunne nå fire en halv gange rundt om Jorden ved ækvator.

Nice to know.

DF og LA til ind: Drop jagt på racister

Videre til Politiken, hvor Dansk Folkeparti og Liberal Alliance opfordrer justitsminister Søren Pind til at droppe jagten på racister.

Det er ministerens planer som led i regeringens antiradikaliseringsplan om at optrappe jagten på folk, der bryder straffelovens paragraf 266b, også kendt som racismeparagraffen, som partierne er utilfredse med.

»For at undgå den gråzone, der kan være ved at definere radikaliserede miljøer på den måde, som ministeren har været inde på, så ville det nemmeste være, at man tager det helt ud«, lyder det fra DF’s retsordfører, Peter Kofod Poulsen, der vil undgå, at man »aktivistisk går ind og bruger 266b mere end man gør i dag«.

Du kan læse den historie her.

Løkke: Tyskland skal lede Europa

I går var Lars Løkke Rasmussen i Berlin og talte i parlamentet, Forbundsdagen, i anledning af den årlige tyske mindedag for ofre for krige og konflikter, Volkstrauertag.

Her sagde statsministeren, at Tyskland bør indtage en mere ledende rolle i Europa og i verden, som er presset.

»Vi står overfor angreb fra feje terrorister, som forsøger at nedbryde vores frie og demokratiske samfund. Det må ikke føre til yderligere splittelse. Tværtimod må vi stå sammen og vogte resultaterne af det europæiske samarbejde. Og Europa har brug for Tyskland til at vise vejen frem«, sagde Løkke.

Politiken har et længere uddrag af talen og et interview med statsministeren, som du kan læse her.

Fra decideret skræmmende til koldt vand i blodet

Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, sagde før valget af Donald Trump, at det ville »decideret skræmmende, hvis Republikanerne nominerer Trump til deres præsidentkandidat«.

Men nu fortæller han i et debatindlæg i dagens Jyllands-Posten, at danskerne liiige skal slå koldt vand i blodet i forhold til Trump. Vi skal lære ham at kende, lyder det nu.

»Der hviler også et ansvar på os selv. USA er en af hovedhjørnestenene i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det ville utvivlsomt alt sammen være lettere med Hillary Clinton som kommende præsident, her var intet nyt under solen – på godt og ondt. Trump er et ubeskrevet blad, men inden vi maler en vis herre på væggen, er der god grund til at slå koldt vand i blodet,« skriver Aastrup.

Således er det råd videreformidlet og kan læses i sin fulde længe her.

Du kan i øvrigt her læse en række andre danske toppolitikere, der har langet gevaldigt ud efter Donald Trump, der både er blevet kaldt »vulgær« og kugleskør«, men hvor piben nu også har fået en lidt anden lyd, efter den karismatiske forretningsmand blev valgt af amerikanerne som landets næste præsident.

Du kan læse før- og efterudtalelser fra politikerne her.

EUs præsident: Trump kender ikke Europa

»Vi vil spilde to år, mens Donald Trump turnerer rundt i en verden, han ikke kender.«

Sådan lyder det blandt andet fra EUs præsident, Jean-Claude Juncker, der i går udtalte sig om USAs næste præsident. Det kan du se i klippet herunder:

Junckers udtalelser har fået Marie Krarup (DF) til at skriver følgende på Facebook:

»Føj da. Hvor selvfed kan man blive! Og hvor er det frækt at bruge ordet "europæiske værdier" om politisk korrekthed. Politisk korrekthed har gjort de europæiske stater svage. De europæiske lande blev i sin tid stærke pga friheden i nationalstaten og pga. suverænitet, sandhedssøgen, realisme og kristendom.«

LAs Merete Riisager er heller ikke imponeret på Facebook:

»Arrogance er elitens svøbe. Hvis EU var et politisk fællesskab, hvor væksten buldrede derudaf, hvor borgerne oplevede politisk legitimitet og nærvær, og hvor der var styr på de ydre grænser, kunne Juncker med nogen ret indtage den attitude, han her lægger for dagen over for amerikanerne og USA. Selv da, ville det både være klogt og klædeligt af ham at lade være.«

Dagens analyse

Finder vi i Berlingske, hvor avisens politiske kommentator, Thomas Larsen, skriver, at et politisk opgør om DR rykker nærmere.

Han skriver, at hvis Anders Samuelsens trusler om topskat eller valg skulle føre til sidstnævnte og en mulig rød regering, vil DR blive fredet. Men:

»Fortsætter Lars Løkke Rasmussen og hans smalle V-regering derimod, vil de borgerlige partier snart være på vej med mere konkrete planer og udspil, som efter deres mening vil sikre et mere facetteret mediebillede med et knap så dominerende DR i centrum. Som det ser ud i dag, vil Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance være parate til at gå længst, mens de Konservative er på retræte i forhold til partiets tidligere mere vidtgående reformønsker for DR. De Konservatives tilbagetog skaber frustrationer hos de øvrige borgerlige partier, som øjner en historisk mulighed for at barbere DR ned i størrelse, lette licensen og få flere private aktører længere frem på banen.«

Du kan læse analysen her.

Dagens citat

»Personligt tror jeg, at politikerne skal holde op med at dukke nakken, undskylde, lefle, forklare sig. Og så skal man måske vælge helt at se bort fra Donald-Data og i stedet sige det, man ville, hvis man ikke var bange.«

BTs politiske kommentator, Søs Marie Serup, i en analyse om, at de politiske partier i Danmark analyserer, hvad de kan lære af data fra Donald Trumps sejr i USA.

Læs analysen her.

Dagens meningsmåling

Det blev så ikke lige i dag…

Dagens portræt

Finder vi hos Fyens Stiftstidende, der har skrevet et fint portræt af den fynske minister, Lars Christian Lilleholt.

Det kan du læse her.

Fik du læst?

I Berlingskes Politikos serie ’Kampen om skattelettelserne', bliver der justeret på barometeret hos to af panelets deltagere. Derfor hedder sjette akt i serien: »De blå partier ligger lige nu i skyttegravene og venter bare på det store slag«.

Det kan du læse om her.

Udenrigsminister Kristian Jensen udgav i fredags en ny bog, hvor han gør sig tanker om verdenssituationen, men han kommer også ind på flere kildne indenrigspolitiske områder.

Bl.a. kalder han Dansk Folkeparti for et protestparti på fløjen, og han fortæller, at han ser en blå firkløverregering for sig i fremtiden.

Men i Venstre vækker hans udmeldinger vrede og bliver set som en ny positionering i en mulig kommende kamp om formandsposten i Venstre, lyder det fra to politiske kommentatorer.

Læs den historie her.

Weekendens vigtigste

Jyllands-Posten havde søndag en rigtig fin historie om, at den nye politiskole, der skal ligge i Herning, skaber intern ballade i Venstre. Blandt andet fordi, flere centrale krav til den nye politiskole er blevet ændret undervejs.

Det kan du læse om her (kræver abonnement).

Staten skal fremover stå for salget af euforiserende cannabis til alvorligt syge danskere, kunne Politiken søndag fortælle. Det skal begynde fra 1. Januar 2018.

Det kan du læse mere om her.

Finansministeriet modsiger nu Liberal Alliances argument for lavere registreringsafgift, kunne Jyllands-Posten lørdag fortælle. Anders Samuelsen har ellers sagt, at sænkningen af registreringsafgiften sidste år gav plus i statskassen i stedet for et vente minus. Men det viser et notat nu ikke er korrekt.

Læs den historie her.

Det sker i dag

Der er ikke programsat noget af relevans.