En speget sag udspiller sig på sociale medier: Atypisk alliance rotter sig pludselig sammen

Dagens politiske overblik: Tobaksgigant opfordrer regeringen til at hæve cigaretpriserne. Og flyafgift skal finansiere forhøjet ældrecheck. Hele dit politiske overblik her.

Theresa Scavenius støtter Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, der kritiserer Socialdemokratiet for at misbruge deres store mandattal i Klimaudvalget til at påvirke en atomkrafthøring. Asger Ladefoged

Godmorgen og velkommen til Berlingskes politiske overblik.

Det er blevet fredag og dermed tid til ugens sidste politiske morgenpost, og som altid er der rigeligt at tage fat på.

Vi starter hos regeringens forebyggelsesplan, som der endnu forhandles om med partierne på Christiansborg.

I går kunne Jyllands-Posten nemlig løfte sløret for et internt regeringsnotat, der viste, at regeringens plan kan føre til flere unge rygere.

I dag skriver Jyllands-Posten så, at en af verdens største tobaksproducenter, Philip Morris, er klar med en opsigtsvækkende kritik af regeringen. Hos tobaksgiganten mener man nemlig, at regeringen bør sætte prisen på cigaretter op, så man kan få endnu flere til at stoppe med cigaretterne.

Forebyggelsesplanen handler om unges brug af alkohol og nikotinprodukter, og der er lagt op til, at prisen på produkter som nikotinposer skal hæves.

Til gengæld fastholdes prisen på cigaretter, fordi det ifølge politikerne vil være for dyrt at hæve prisen. Det vil ifølge Skatteministeriet koste staten fem milliarder i tabte indtægter, hvis prisen på en pakke cigaretter hæves til 100 kroner.

Men det er ifølge Philip Morris' external affairs manager, Christopher Arzrouni, et »sundhedspolitisk selvmål«.

»Røgfri tobak og nikotinprodukter er ikke hovedårsagen til lungekræft og hjerte-kar-sygdomme – det er cigaretterne derimod. De ting, der brænder, er ekstremt farlige, mens de tobaks- og nikotinprodukter, man indtager uden at brænde dem, er markant mindre farlige. Det bør afgiften afspejle,« siger han til Jyllands-Posten.

I går meldte Enhedslisten og De Radikale ud i en pressemeddelelse, at de to partier forlod forhandlingerne om forebyggelsesplanen.

Ifølge de to partier vil forhandlingerne i deres øjne ikke munde ud i bedre sundhed og trivsel hos unge.

»Jeg står tilbage med den oplevelse, at man er mere optaget af de penge, staten tjener på salg af nikotin, end man er af unges sundhed,« siger De Radikales sundhedsordfører, Stinus Lindgreen, ifølge Ritzau.

Dagens Troels

Det er vist ikke nogen hemmelighed for dig, kære læser, at forsvars- og økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) nu er indstillet til at blive Venstre nye formand.

Der er nemlig ikke opstillet nogen modkandidater forud for partiets landsmøde, der løber af stablen i weekenden den 17-19. november.

Berlingske har været i gemmerne og gravet fem citater frem, der beskriver Lund Poulsens politiske karriere, der eksemplificerer hans evne til at udvise en stor grad af smidighed i det politiske arbejde – særligt når det gælder kampen om magten.

»Jeg har signaleret offentligt, at jeg bakker op om Kristian. Alt andet er dødbringende,« sagde han for eksempel i 2018 om daværende næstformand i Venstre Kristian Jensen.

Baggrunden var det formandsopgør, der havde udspillet sig i 2014, hvor Troels Lund Poulsen havde støttet formand Lars Løkke Rasmussen (V).

Men Lund Poulsen havde efterfølgende forsonet sig med Kristian Jensen. Lige indtil året efter nærværende citat, hvor Troels Lund Poulsen igen støttede Løkke i det opgør, der endte med at koste både Løkke og Jensen deres poster som formand og næstformand.

Du kan læse hele gennemgangen her.

Dagens fly- nej, ældrecheck

I går præsenterede regeringen som bekendt en flyafgift, som i gennemsnit vil koste danskerne 100 kroner per flyrejse.

Afgiften skal blandt andet gå til at hjælpe med flybranchens grønne omstilling. Det vil altså sige, at pengene, som staten skraber ind, skal føres tilbage ind til branchen og bruges til udvikling og indkøb af grønt brændstof.

Og så er alt jo meget godt. Men omtrent halvdelen af statens indtægter skal ikke føres tilbage til branchen. Tværtimod skal den finansiere en hævet ældrecheck.

Og det vækker skarp kritik fra flere partier og erhvervsorganisationer.

»Hvis regeringen mener det alvorligt med den grønne omstilling, skal den vise det ved at investere i den grønne omstilling,« siger for eksempel Samira Nawa, der er politisk ordfører for De Radikale.

Samme toner lyder fra Liberal Alliances transportordfører, Jens Meilvang, der er klar på en afgift, hvis den går til at omstille flybranchen. Han mener dog, at den bebudede flyafgift er for høj. I stedet bør afgiften ligge på 37 kroner i gennemsnit.

Også hos Dansk Industri Transport er man kritisk over for, at flyafgiften blandt andet skal finansiere en forhøjet ældrecheck.

Ifølge skatteminister Jeppe Bruus (S) skal flypassagererne både finansiere grøn omstilling af flybranchen samt forhøjelse af ældrechecken, fordi der er tale om »to gode formål«.

»Og det gør jo også, at de ældre så måske også får mulighed for at tage på en rejse en gang imellem,« sagde han på gårsdagens pressemøde.

Dagens politiske håndsrækning

Vi skal hen til det sociale medie X, hvor en speget sag udspiller sig.

På torsdag i næste uge skal der nemlig være åben høring om atomkraft i Folketingets Klimaudvalg. Men nu har Liberal Alliance og Dansk Folkeparti trukket sig fra den åbne høring, og i samme åndedrag anklager de Socialdemokratiet for at delegitimere høringen ved at udpege »folk uden ekspertise på området« til at holde oplæg.

De to partier er store tilhængere af atomkraft og mener, at Socialdemokratiet, der har klart flest medlemmer i Klimaudvalget, udpeger oplægsholdere på baggrund af, om deres holdninger flugter med Socialdemokratiets.

Det skriver klimaordfører Steffen W. Frølund (LA) på X.

Og nu er den tidligere alternativist Theresa Scavenius, der nu er løsgænger, kommet ham og Dansk Folkeparti til undsætning.

Hun deler nemlig kritikken af Socialdemokratiet og skriver i et opslag på X, at Klimaudvalgets formand, Rasmus Horn Langhoff (S), synes at repræsentere Socialdemokratiet i stedet for Klimaudvalget.

Om atomhøringen skriver hun, at Socialdemokratiet insisterede på, at der skulle være »oplæg fra en forsker, som aldrig har beskæftiget sig med atomaffald. Jeg efterspurgte en faglig begrundelse, men vi fik aldrig en«.

Afslutningsvis skriver hun i sit opslag, at »resultatet er at folketingsmedlemmers mulighed for at lave det parlamentariske arbejde, som borgerne har valgt os til, bliver hæmmet af tingets største parti«.

Og ifølge hende er løsningen, at Socialdemokratiet bliver mindre, »så de ikke kan tilrane sig magten i alle politiske rum«.

Ingen socialdemokrater har endnu svaret på kritikken. Men mon ikke det sidste punktum stadig mangler at blive sat i denne sag?

Dagens korte historier

1. Ifølge tænketanken Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) er der tale om »mikroskopiske effekter«, når man kigger på, hvordan regeringens skattelettelser påvirker antallet af varme hænder i velfærdssektoren. Det skriver Jyllands-Posten. Således vil regeringens skattelettelser ifølge AEs beregninger blot skaffe cirka 200 sosu'er, 160 sygeplejersker, 110 lærere, 100 pædagoger, 50 socialrådgivere og ti politifolk mere på landsplan.

2. Formand for Danmarksdemokraterne Inger Støjberg åbner døren på klem for en borgerlig regering med Lars Løkke Rasmussen (M) som statsminister. Det skriver Altinget. Hun er dog stadig skeptisk over for tanken og ville i så fald kræve, at Løkke ændrer sin udlændingepolitik.

3. Økonomi- og forsvarsminister Troels Lund Poulsen appellerer nu til Bruxelles om en hurtig afgørelse af, hvem der skal være chef for Den Europæiske Investeringsbank (EIB). Det skriver Altinget. Margrethe Vestager, der er Danmarks kommissær i EU, er nemlig på orlov for tiden, fordi hun er kandidat til jobbet.

»Det er uacceptabelt, at man har den her vigtige post, som ikke bliver besat. Og det er jo heller ikke særlig godt, at Danmark er uden en kommissær,« siger Troels Lund Poulsen ifølge Altinget.

Dagens program

Gruppemøder

  • 09.00-10.00 Dansk Folkeparti