En artikel i Ekstra Bladet fik i nat Lars Løkke til tasterne: Det er en løgnehistorie

Dagens overblik: Statsministeren forsvarede i nat sin hustru efter en kritisk historie i Ekstra Bladet. Søren Pind vil have København opdelt i flere små kommuner. Og så har et af Folketingets partier pludselig skiftet farve. Hele dit politiske overblik her.

»De aner ikke, hvad der er op og ned,« skrev statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) natten til tirsdag på Twitter på baggrund af en historie fra Ekstra Bladet, der handler om hans hustru. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen

Godmorgen og velkommen til endnu en omgang politisk morgenpost.

I dagens politiske overblik skal vi både forbi en idé fra Søren Pind om at splitte København op i flere mindre kommuner, vi skal se nærmere på forkerte beregninger fra et tungt ministerium på Slotsholmen, og så har et af Folketingets partier skiftet farve.

Men først skal vi runde en opsigtsvækkende korrespondance på det sociale medie Twitter, der fandt sted i nat.

Her indledte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nemlig en diskussion om en historie, Ekstra Bladet bringer på sin forside i dag.

Avisen skriver, at statsministerens hustru, Sólrun Løkke Rasmussen, for omkring to måneder siden var indkaldt til en alvorlig samtale hos rektoren for N. Zahles Gymnasieskole i det indre København, Anne Birgitte Klange.

Samtalen omhandlede Sólrun Løkke Rasmussens fremtid som lærer på læseskolen under Den Kongelige Ballet, der formelt hører under N. Zahles Gymnasieskole, skriver Ekstra Bladet.

Ifølge avisen tog Sólrun Løkke Rasmussen sin mand med som bisidder til samtalen, og det er en »meget usædvanlig situation«, vurderer ekspert i offentlig ledelse og professor på Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh.

»Jeg synes, at han (Lars Løkke Rasmussen, red.) sætter denne leder i en kompliceret situation, som gør det noget mere vanskeligt for hende at håndtere det. Det vil være helt naturligt, hvis hun føler sig noget presset og måske også intimideret på sit ledelsesgrundlag ved at have statsministeren siddende som bisidder. Det kan ikke undgås,« siger han til Ekstra Bladet.

Per Nikolaj Bukh understreger, at det ville være »meget mere naturligt«, hvis Sólrun Løkke Rasmussen i stedet havde taget sin tillidsmand med til samtalen.

Ekstra Bladet skriver i artiklen i dagens avis, at samtalen mundede ud i, at Sólrun Løkke Rasmussen blev afskediget fra sin stilling som følge af arbejdsvanskeligheder.

Og det er i den forbindelse, at Lars Løkke Rasmussen er gået ind i debatten. Det er ikke lykkedes Ekstra Bladet at få en kommentar fra statsministeren, men da DR-værten Signe Molde-Amelung sent i går aftes delte historien på Twitter, svarede Løkke hende kort efter midnat med følgende tweet:

Herefter spurgte en Twitter-bruger statsministeren, om han har været med til mødet eller ej, hvilket fik Løkke til at svare:

»Har der været et møde, hvor min kone blev fyret? Jeg har ikke hørt om det.«

Efterfølgende blandede en anden DR-vært, Kristoffer Eriksen fra programmet »Detektor«, sig i debatten. Du får et uddrag af samtalen mellem ham og statsministeren herunder:

Samtalen mellem de to fortsatte efterfølgende – du kan læse resten her.

Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, har også delt historien om Solrún Løkke Rasmussen på Twitter, og det førte ligeledes til et natligt tweet fra statsministeren:

Læs historien hos Ekstra Bladet her.

Søren Pinds syv-otte ideer

Vi forlader Twitter-slagsmålet og griber i stedet fat i dagens udgave af Berlingske.

Avisen har talt med uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V), der står i spidsen for Venstres såkaldte storbyudvalg, der skal komme med bud på, hvordan partiet kan standse vælgerblødningen i København.

Over for avisen lufter Pind en idé om at dele Københavns Kommune op i syv-otte mindre kommuner for at bringe magten tættere på den enkelte københavner.

»Kommunen er ikke tæt på. Jeg mener helt klart, at der er plads til at få bragt de kommunale institutioner tættere på de borgere, det vedrører – så må vi drøfte hvordan,« siger Søren Pind, der forestiller sig, at de små kommuner kan have både selvstændige byråd og selvstændig skatteudskrivning.

I et længere interview med ministeren spørger Berlingske:

Hvis du tænker den tanke videre, så får vi kommuner som Vanløse-Brønshøj og Østerbro?

»Ja. Frederiksberg gange otte, ikke?« lyder Pinds svar.

Professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Kasper Møller Hansen kan godt følge Søren Pinds pointe i, at et København inddelt i flere mindre kommuner vil få politikere og borgere tættere på hinanden.

Men der vil også være ulemper, påpeger han.

»I dag er det en mulighed at sælge et stykke af fælleden (Amager Fælled, red.) og opføre boliger et andet sted i København, men den mulighed for at prioritere på tværs af kommunen bliver langt sværere, når forskellige interesser kommer i spil,« siger Kasper Møller Hansen og nævner også metroen, en havnetunnel og Nordhavnsvej som eksempler på trafikale investeringer, der ville være sværere at føre ud i livet, hvis politikerne repræsenterede forskellige kommuner i København.

Læs hele historien hos Berlingske her og et længere interview med Søren Pind her.

Få overblikket - hver dag

Du er i gang med at læse den politiske morgenpost. Her får du dagligt det fulde overblik med de vigtigste historier, analyser og debatter i dansk politik.

Få politisk morgenpost direkte i din indbakke hver morgen ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.



Du kan også følge politiko.dk på Facebook og Twitter.

»Jeg tager det selvfølgelig alvorligt«

Vi lægger Berlingske til side og fisker i stedet Børsen frem fra bunken af aviser.

Avisen har i dag set nærmere på en analyse af effekten af kontanthjælpsloftet og den såkaldte 225-timers-regel, som Beskæftigelsesministeriet offentliggjorde i februar.

En analyse, der indeholder alvorlige fejl, vurderer cheføkonom i den borgerlig-liberale tænketank CEPOS Mads Lundby Hansen.

»Uheldigvis er analysens konklusion forkert, da ministeriet i analysen fejlfortolker sine egne resultater og laver fejl i beregningerne. Det er selvfølgelig et stort problem,« siger han til Børsen.

Fejlen består ifølge Mads Lundby Hansen i, at Beskæftigelsesministeriets regnefolk har medregnet kontanthjælpsforløb helt tilbage fra 2012. Men de forløb har intet med kontanthjælpsloftet at gøre, da det først trådte i kraft i 2016.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) erkender, at der kan være et problem med ministeriets regnemetode. Derfor sætter han nu gang i en gennemgang af, om analysens resultater er korrekte.

»Jeg tager det selvfølgelig alvorligt, når der rejses tvivl om, hvorvidt Beskæftigelsesministeriets effektanalyse underestimerer effekterne af kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen,« siger han.

Få historien hos Børsen her.

Danmarks nye grønne parti?

Som lovet skal vi også runde et parti, der har skiftet farve for en stund.

Bladrer du i enten Berlingske, Politiken, Jyllands-Posten eller Ekstra Bladet i dag, vil du blive mødt af en annonce prydet af et grønt V.

Venstre har nemlig malet partiets blå logo grønt. Hvorfor? Simpelthen for at markere partiets indsatser på klimaområdet. Og så varmer statsministerpartiet også op til det store energiudspil, klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) skal præsentere på torsdag.

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, forklarer til BT:

»Vi synes, vi har meget at være stolte af på klimaområdet. Der er ingen grund til, at vi går og taler hinanden ned i et sort hul. Man kan altid gøre det bedre, men det går faktisk ret godt.«

Socialdemokratiet giver dog ikke meget for det grønne stunt.

»Det er meget påfaldende, at man begynder med at male sit logo grønt frem for at gøre noget for naturen. Venstre vil fjerne afgiften på sprøjtegift, fjernet 23.000 hektar beskyttet natur og arbejder med begrebet »grøn realisme«, der reelt er en grøn nedskæring. Det er bare tre eksempler, der viser, at det i den grad er vildledende markedsføring, når Venstre kalder sig grønt,« siger miljøordfører Christian Rabjerg Madsen (S) til BT.

Apropos energiudspillet: Berlingske Business har i dag talt med Lars Christian Lilleholt om de kommende planer. Han fortæller blandt andet, at en af hjørnestenene i udspillet bliver 4,2 milliarder kroner i perioden 2020-2024 til blandt andet landvind og sol.

Det kan du læse mere om her.

Fire hurtige

1. Det bedste værn mod, at børn og unge begynder at ryge, er at sætte prisen på en pakke cigaretter op til 80-90 kroner.

Det konkluderer Vidensråd for Forebyggelse i en ny rapport, skriver Politiken i dag.

Rapporten kommer samme dag, som et beslutningsforslag fra Alternativet om at forhøje cigaretprisen til 65 kroner pr. pakke skal førstebehandles i Folketinget. Hverken Liberal Alliance eller Dansk Folkeparti støtter dog tanken om dyrere cigaretter.

2. De såkaldte ressourceforløb – der er et af de vigtigste tiltag i den storstilede reform af førtidspensionen, der blev vedtaget under den tidligere regering – har kun en minimal effekt. Det skriver Jyllands-Posten i dag.

Målet med reformen var, at især unge skulle hjælpes i gang med et job eller en uddannelse via ressourceforløbene. Men en omfattende evaluering fra konsulenthuset Deloitte viser, at kun 28 procent af de borgere under 40 år, der afsluttede et forløb i 2016, kom i job eller uddannelse.

3. Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) rejser i dag til Tyskland for at hente inspiration til nye udlændingestramninger, skriver Berlingske i dag.

Tyskland vil indføre et loft over antallet af familiesammenføringer for midlertidigt beskyttede flygtninge på 1.000 om måneden, og den model drømmer Inger Støjberg om at efterligne. Derfor skal hun mødes med den tyske indenrigsminister, Horst Seehofer.

»Kan man gøre det i Tyskland, så kan man også gøre det i Danmark,« siger udlændingeministeren til Berlingske.

4. Forhandlingerne om en ny overenskomst for landets offentligt ansatte fortsætter i dag klokken 10 i Forligsinstitutionen.

Forhandlerne på statens område blev i går aftes sendt hjem uden resultat.

»Det så svært ud, da vi ankom i morges. Og det ser meget svært ud nu, hvor jeg går ud ad døren. Derfor slutter vi for i dag, vi kommer simpelthen ikke videre i dag. Men vi er indkaldt i morgen (tirsdag, red.) af forligsmanden klokken 10, hvor kommunerne og regionerne som bekendt også er indkaldt,« sagde statens chefforhandler, innovationsminister Sophie Løhde (V), da hun forlod forhandlingerne i går.

Også chefforhandleren for de offentligt ansatte i staten, Flemming Vinther, delte ministerens analyse af, at det ser svært ud.

»Vurderet ud fra, hvor parterne står nu, er der ikke noget perspektiv i at fortsætte forhandlingerne. Det har vi meddelt vores modpart og forligsmanden. Det er forligsmanden enig i,« sagde Flemming Vinther.

Mere hos Ritzau her.

Dagens debat I

Finder vi i Politiken, hvor en niqabklædt studerende skoser det kommende tildækningsforbud.

»Det er kun et spørgsmål om tid, før jeg bliver straffet med bøder på op til 10.000 kroner for at færdes udenfor. Prøv at smage på den sætning,« indleder forfatteren, Lene Galia Al-Fayoumi.

»Med et tildækningsforbud fratager man mig min basale ret til at klæde mig efter egen overbevisning og tro. Tvinger mig til at klæde mig af under påskud af, at man frigør mig. Men det eneste, dette forbud bidrager til, er at ekskludere mig fra samfundet samt gøre mig vred og bitter,« skriver hun.

Hele indlægget hos Politiken her.

Dagens debat II

Vi skal også lige runde et andet debatindlæg, som er forfattet af Venstres udlændingeordfører, Marcus Knuth, og som kan findes i dagens Berlingske.

Knuth skriver om, hvordan den amerikanske præsident, Donald Trump, i hans øjne reelt er til gavn for verdensfreden. Han fremhæver Trumps kurs over for det syriske regime og hans forsøg på at optø forholdet til Nordkorea.

»Donald Trump er uden tvivl en særdeles kontroversiel person. Men som præsident har han lagt en ny kurs for dagen på en række af de vigtigste sikkerhedspolitiske områder, sideløbende med at han har styrket NATO-samarbejdet,« skriver Marcus Knuth:

»Alt sammen tiltag, der er til gavn for Vesten og for verdensfreden. Det er i sidste ende det vigtigste for mig.«

Læs indlægget her.

Det sker i dag

Grønland går til valg
Grønlænderne går i dag til valg og skal vælge medlemmer til selvstyrets parlament, Inatsisartut. Den nuværende formand for selvstyret, Kim Kielsen, har været i embedet siden september 2014, hvor han overtog fra den tidligere formand, Aleqa Hammond. Begge er fra det socialdemokratiske parti, Siumut. Ved valget i 2014 gik Siumut tilbage, men blev størst med omkring 34 procent af stemmerne. Det var dog tæt efterfulgt af Inuit Ataqatigiit (IA), der befinder sig til venstre for Siumut. Den største stemmesluger ved det sidste valg blev IAs Sara Olsvig, der også har et sæde i det danske folketing. Ved valget skal der vælges 31 medlemmer til landstinget.

10:00 Overenskomstforhandlinger fortsætter
Forhandlerne for staten, kommunerne og regionerne mødes atter i Forligsinstitutionen i det indre København for at forhandle videre om en ny overenskomst for de offentligt ansatte.

10.30: Lancering af Teknologipagten
Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), undervisningsminister Merete Riisager (LA), uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V), beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og den nye formand for TeknologipagtRådet lancerer Teknologipagten i dag på Experimentarium. Teknologipagten skal sørge for, at flere danskere får tekniske færdigheder, og den tiltrædes i dag af op mod 50 partnere og ambassadører fra dansk erhvervsliv samt undervisnings-, uddannelses- og forskningsverdenen.

13.00: Møde i salen
I dag er der møde i Folketingssalen, hvor en stribe lovforslag bliver behandlet. Heriblandt et forslag om skærpelse af straffen for grov vold og flere forslag omhandlende databeskyttelse. Desuden er der et forslag om indførelse af nummerplader med Dannebrog stillet af blandt andre Mikkel Dencker (DF).