Du gætter aldrig, hvor mange analyser af Løkkes plan vi har fundet til dig

Dagens overblik: Eller... vi har fundet ni faktisk. Du får dem og hele dit overblik her.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterede tirsdag regeringens 2025. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er blevet dagen efter dagen i dansk politik.

I går bød på en omfattende 2025-plan fremlagt af statsministeren, et nyt forslag til en finanslov fra finansministeren og i alt seks pressemøder, hvor detaljer fra planerne blev udpenslet af regeringens topministre.

Gik du glip af det hele, kan du læse om 2025-planen her og finansloven her. Ligesom du kan få de 20 til 25 citater, vi husker bedst fra det hektiske døgn i dansk politik lige her. Berlingske Business har i øvrigt lavet en gennemgang af »vinderne og taberne« af Løkkes plan. Det finder du her.

I dag venter alle med spænding på et pressemøde med Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, som begynder klokken 14.

Her vil han for første gang fortælle, hvordan hans parti forholder sig til udspillet fra Løkke, som altså ikke helt gav den samlede topskattelettelse, som LA så stålsat har forlangt.

Det vender vi tilbage til.

Lad os først se, hvad de forskellige medier har fået ud af den politiske Super Tuesday. Og vi begynder med en overflyvning af, hvad de politiske kommentatorer, analytikere og journalister har hæftet sig ved.

1:
DRs politiske korrespondent, Uffe Tang:

»Løkke regner helt sikkert med, at tilbuddet er for godt for Liberal Alliance til at afslå. Og han vil fryde sig ved, hvis det lykkes ham at straffe Anders Samuelsen for at stille ultimative krav i en parlamentarisk svær situation. Noget partier ellers aldrig gør, hvis de gerne vil anse sig selv som ansvarlige. Selv de Konservative har aflagt sig minister-vælte-retorikken fra årets start op til efterårets besværlige forhandlinger. Men Løkke er ikke sikker på Samuelsen. Så hele planen er lagt op som et stort valgoplæg. Løkke kan sagtens se sig selv blive på landevejen, når hans planlagte turné er slut, og kæmpe for genvalg på det grundlag, han lagde frem tirsdag formiddag.«

2:
Jyllands-Postens politiske analytiker, Marchen Neel Gjertsen:

»Udspillet er naturligvis ikke tilstrækkeligt for Liberal Alliance, og der skal jo også være noget at forhandle om. Men spørgsmålet er, om det er tilstrækkeligt dårligt til at vælte en regering på? Udfordringen for Liberal Alliance bliver nemlig heller ikke først og fremmest Lars Løkke Rasmussen. Han fik allerede ved sin fremlæggelse i Spejlsalen forklaret, at han intet religiøst forhold har til, om personer med en årsindkomst på 2 mio. kr. partout skal betale 15 pct. i topskat. Døren står dermed på vid gab i forhold til yderligere LA-indrømmelser. Det gør den imidlertid ikke hos Dansk Folkeparti, som hverken ønsker skattelettelser i toppen eller en pensionsreform. Men kan Liberal Alliance straffe Løkke med et valg på baggrund af DF’s modvilje?«

3:
Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen:

»Lykkes det, kan Løkke være på vej mod en stor aftale. Men han kan også risikere at køre fast i blå blok, hvilket vil tvinge ham til at åbne et forhandlingsspor i forhold til Socialdemokraterne og de Radikale. Igen vil det blive afgørende, hvad Anders Samuelsen vil gøre. Hvis LA-lederen stiller et mistillidsvotum til Løkke, vil rød blok vælte regeringen. I den situation reduceres helhedsplanen pludselig til et valgoplæg, og Løkkes udspil vil hurtigt blive udlagt som udtryk for dumdristighed. Hvor det ender, aner ingen. Men historien viser, at det i reglen er i de mest højspændte politiske situationer, hvor alt er på spil, at man skal være mest påpasselig med at undervurdere Løkke.

4:
Ekstra Bladets politiske kommentator, Hans Engell:

»Lykkes det for Løkke? Langtfra sikkert. Tager vi den samlede profil af regeringens oplæg, ligner det mere et valgoplæg, der skal lægge kant til Socialdemokraterne, end en invitation til et forlig mellem de blå partier, der holder regeringen kørende. Måske er Løkke i virkeligheden den partileder, der mest målrettet styrer mod et valg, mens alle andre tror, at han prøver at klynge sig til magten. Den mand er fuld af overraskelser og har altid været det.
Og hvad er udsigten til et valg så? Jeg siger 40 pct. for valg og 60 pct. imod. Trods alt.«

5:
Politikens politiske redaktør, Anders Bæksgaard, og politisk reporter Carl Emil Arnfred:

»Når regeringen fredag indbyder til sættemøder forud for de komplicerede forhandlinger, er der ingen, der reelt kan forudse, hvordan det ender. Løkke har en plan med ekstra udlændingestramninger til DF, og lidt flere penge til Liberal Alliance i baghånden. Men man kan endnu ikke afskrive, at det hele ender med et valg. Lars Løkke Rasmussen har dog med sit skatteudspil svækket Liberal Alliances valggrundlag, hvis partiet vælger at trække sin støtte til statsministeren.«

6:
Politisk redaktør på Fyens Stiftstidende, Elisabet Svane:

»Analysen hos Venstre er, at LA vil få store forklaringsproblemer, hvis LA siger nej tak til lettelser for indtægter under millionen og lader det falde for at sikre de rigeste.«

7:
Informations politiske journalist Kim Kristensen:

Selv om der kan laves adskillige bogstavkombinationer med de fem partier og regeringen, er der dog tre sandsynlige udfald af forhandlingerne.
Det første - og mest sandsynlige - udfald er, at regeringen og de andre tre borgerlige partier går sammen om en aftale, der både indeholder de nødvendige skattelettelser til Liberal Alliance og De Konservative samt udlændingestramninger til Dansk Folkeparti.

8:
Politisk kommentator på Børsen, Helle Ib:

»Bundlinjen lige nu er, at det bliver sværere for Anders Samuelsen at udløse et valg, hvis langt hovedparten af landets topskatteydere ender med at få en lettelse på midst fem procentpoint, som led i en større aftale.«

9:
Politisk kommentator hos BT, Søs Marie Serup:

»Størst hovedpine må der være hos LA, som risikerer at ligne en dumstædig forsvarer af skattelettelser til velbjergede topchefer. Alle venter nu på Samuelsens stålsatte øjne, men Løkke har sat ham i en mørk krog.«

Og så er vi vist også hele vejen rundt. Lad os derfor i helt kort form se på, hvad aviserne ellers skriver om regeringens udspil.

​Hjort vil aflive skattestop på boliger

Vi begynder hos Børsen, som skriver, hvordan 2025-planen afliver skattestoppet på boliger:

Siden Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i 2001, har der været et skattestop på den ene halvdel af boligskatten, den såkaldte ejendomsværdiskat. Det er en skat af hele værdien af ens ejendom – altså både grund og hus/lejlighed – som skulle stige med værdien. Den skat fastlåste Fogh til 2011-niveau plus 5 procent, men det ser der nu ud til at blive sat en stopper for.

I regeringens nye 2025-plan er der ikke sat penge af til stoppet på ejendomsværdiskatten efter 2020, det bekræfter finansminister Claus Hjort Frederiksen overfor Børsen.

»Der kommer et forslag til et nyt ejendomsbeskatningssystem, og derfor har vi ikke taget stilling til det,« siger Claus Hjort Frederiksen.

Regeringen har i 2025-planen afsat en pulje på 24 mia. kroner til at kompensere boligejere, der har betalt for meget i grundskyld på grund af de fejlagtige vurderinger, men hvor mange af de penge, der skal gå til et nyt skattesystem for boliger, er endnu uvist, ligesom det er uvist, om regeringen vil ændre boligskatten og evt. slå de to boligskatter - ejendomsværdiskatten og grundskylden - sammen til en.

De Konservative er ikke ligefrem begejstret for de manglende penge til skattestoppet på ejendomsværdiskatten, og også Liberal Alliance »studser over Venstres zig zag-kurs«.

Du kan læse reaktioner og historien her.

»Det har jeg meget svært ved at se for mig«

Videre til Berlingske. Her viser en beregning fra den liberale tænketank CEPOS, at det vil give de 100 bedst lønnede herhjemme 1,3 mio. kr. ekstra i skattelettelse, hvis Liberal Alliance lykkes med at få sænket topskatten for alle topskatteydere sammenholdt med regeringens udspil.

For DF-gruppeformand Peter Skaarup forstærker de store tal partiets modstand mod lettelser i topskatten i almindelighed – og i særdeleshed for dem med de højeste indkomster.

»Det udstiller i den grad, at Liberal Alliance er galt afmarcheret, når man holder fast i, at nogle mennesker skal have skattelettelser for hundredtusindvis af kroner, mens andre bliver bedt om at arbejde længere.

Kan du forestille dig Dansk Folkeparti tilslutte sig en aftale, der indeholder topskattelettelser til direktører og andre med lønninger på over én million kroner?

»Det har jeg meget svært ved at se for mig,« siger han. Hele historien her.

En to-årig præmie

Jyllands-Posten skriver på sin forside, at mens Lars Løkke Rasmussen fremhæver, at 2025-planens skattelettelser er målrettet danskere med de laveste lønninger, så »fortæller regeringens egne regneeksempler en anden historie.«

Regeringen vil med sin plan indføre en såkaldt jobpræmie til langtidsledige. Den betyder, at hvis en kontanthjælpsmodtager efter et års ledighed får et job som ufaglært, skal det udløse en bonus på 2.500 kr. ekstra om måneden. Men jobpræmie-ordningen er kun sat til at eksistere i to af de ni år, som planen dækker - mens skattelettelser rækker til 2025.

Dansk Folkeparti forklarer, at partiet i de kommende forhandlinger vil have større skattelettelser til bunden end toppen. Du kan læse hele historien hos Jyllands-Posten her.

Støjbergs bremse

Sammen med regeringens plan fremlagde udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg et katalog med udlændingestramninger, der skal afholde flygtninge fra at søge til Danmark og få flere til at vende hjem.

Inspireret af Norge vil regeringen indføre en nødbremse i den danske udlændingelov, der gør det muligt at afvise asylansøgere ved grænsen, hvis der opstår en krisesituation som sidste sommer, hvor flygtningetallet eksploderede og flygtninge vandrede på de danske motorveje.

Selvom Danmark er forpligtet via Dublinforordningen til at behandle en asylansøgning, hvis personen ikke har søgt asyl i et andet EU-land, vil regeringen i en krisesituation afvise asylansøgere ved grænsen og sende dem retur til hjemlandet.

Men den nødbremse får kritik i dagens aviser

»Vi bryder os ikke om, at Danmark eller andre EU-lande forsøger at tackle flygtninge­spørgsmålet ved at finde løsninger hver for sig. Vi opfordrer også til, at den foreløbige grænsekontrol ophæves igen,« siger Anke Spoorendonk (SSV), som er justits- og europaminister i delstaten Slesvig-Holsten, til Berlingske.

I Jyllands-Posten forklarer  EU-ekspert Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen:

»Danmark kan ikke suspendere eller sætte Dublin-samarbejdet på pause. Men Danmark kan godt opsige Dublin-samarbejdet.«

Samme konklusion når grænseforsker Gerd Battrup i avisen:

»Hvis Danmark afviser flygtninge ved grænsen, vil de andre lande ganske givet betragte det som et brud på Dublin-aftalen. Det betyder, at vi ikke vil kunne sende flygtninge retur til andre lande, og Danmark kan blive en asylmagnet,« siger hun.

Jyllands-Postens artikel er endnu ikke lagt på nettet.

Dagens citat

»Jeg fortryder ikke en skid. Som helhed er jeg enormt stolt af de 20 år i Folketinget og som borgmester.«

BT har talt med tidligere Farum-borgmester Peter Brixtofte. Interviewet er endnu ikke online.

Hvad vil Samuelsen?

Og så vender vi her til slut tilbage til Anders Samuelsen.

Tirsdag ville han ikke fortælle, hvordan hans parti forholder sig til topskattelettelsen i Løkkes plan. I stedet skrev han på Facebook:

»Jeg vil i dag nøjes med at slå én ting helt fast: Lettelsen af skatten i bunden er for lille, for kompliceret og kommer ikke nok mennesker med lav indkomst til gavn. Det bør gøres bedre!«

Politiko.dk fangede kort efter Anders Samuelsen til en uddybende kommentar:

Når du siger, at der skal ske lettelser i bunden, kan man så læse det ind, at du dermed accepterer det, der er kommet på topskatten?

»Du kan ikke læse noget som helst omkring det med topskatten. Det melder jeg ud på i morgen.«

Er den her lettelse i bunden ligeså vigtigt som topskattelettelser?

»Skatten i bunden har altid været vigtig for Liberal Alliance, og det er den fortsat.«

Men stålsat-vigtig?

»Du kan ikke gå den vej ind på spørgsmålet. Det får du ikke noget ud af. Resten tager vi i morgen.«

Det sker i dag:

Liberal Alliance holder pressemøde klokken 14.