»Det ville være alt for tidligt at putte Henrik i graven, vi har brug for ham i dansk politik«

Dagens overblik: Et gammelt Sass-citat er ifølge Socialdemokraternes finansordfører en af de vægtigste grunde til, at man ikke bør udfase efterlønnen. Du får den historie, Løkkes solstråleminister, statsministerens lange lys og et udlændinge-clinch mellem de Radikale og Inger Støjberg lige her.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Godmorgen og velkommen til en ny uge i dansk politik.

Vi starter dagens rundtur i Børsen, hvor et stort set samlet dansk erhvervsliv opfordrer statsminister Lars Løkke Rasmussen til at tage fat på efterlønnen, når han og regeringen i den kommende tid skal udarbejde den store 2025-plan, som fremlægges efter sommerferien.

En ny analyse fra Danmarks Statistik viser, at efterlønsreformen fra 2011 holder flere seniorer i beskæftigelse, skriver Børsen, hvor både DI og DA derfor opfordrer regeringen til at tage det »næste logiske skridt« og udfase den resterende del af efterlønsordningen.

Flere økonomer beskriver efterlønsordningen som »en af de lavest hængende frugter« i reformplantagen, og både K og LA erklærer sig parate til at plukke den. Finansminister Claus Hjort Frederiksen afviser at kommentere på, hvad regeringen pusler med i forhold til 2025-planen, men hos Socialdemokraterne er finansordfører Benny Engelbrecht klar i sin reaktion:

»For at sige det på godt gammeldags dansk ville det være at tage røven på folk. Det ville være helt forkert at fjerne den mulighed, fordi det handler om folk, der har gjort en stor indsats for det danske samfund,« siger Engelbrecht til Børsen og sætter en form for trumf på ved at henvise til sin partifælle Henrik Sass Larsens »det bliver over mit lig«-citat:

»Det ville være alt for tidligt at putte Henrik (Sass Larsen, red.) i graven, vi har brug for ham i dansk politik.«

Løkke indkalder til todages inspirationsgilde

Heller ikke statsminister Lars Løkke Rasmussen forholder sig i dagens Børsen til erhvervslivets efterlønsforslag. Men statsministeren gør det klart, at »dansk økonomi er udfordret«.

Derfor indkalder han til en todages økonomkonference på Marienborg 25.-26. maj, hvor 50-70 mennesker kommer til at deltage i det, der med Løkkes egne ord skal inspirere ham til 2025-planen, der er regeringens store nummer i efteråret, og som skal skabe rum til de skattelettelser, Løkke har lovet i regeringsgrundlaget, og som Liberal Alliance har hængt deres hat på.

»Der er brug for, at vi tager det lange lys på og får truffet de beslutninger, der skal til for at skabe øget holdbar vækst og få flere folk i job. Derfor inviterer jeg en række fagøkonomer, virksomhedsledere og andre folk med globalt udsyn til en økonomkonference over to dage på Marienborg. Her skal vi sammen se på dansk økonomi, og jeg skal samle inspiration til regeringens 2025-plan, som vi fremlægger efter sommer,« siger Løkke i dagens Børsen.

Regeringens værn mod hadprædikanter: Ekstremistlister

Vi lægger Børsen til side og napper i stedet Jyllands-Posten, som i dag åbner med en historie om en offentlig og en hemmelig ekstremistliste. Det er nemlig regeringens tiltag i forhold til at holde uønskede hadprædikanter ude af landet.

»Det er et drastisk skridt at tage, men vi vil ikke acceptere personer, der undergraver det danske frihedsfundament,« siger udlændingeminister Inger Støjberg til avisen.

Med de nye ekstremist-lister vil regeringen på forhånd ekskludere udenlandske imamer og andre religiøse forkyndere, der har ytret sig imod demokratiet eksempelvis i deres hjemlande.

Ifølge de Radikale er forslaget i modstrid med danske værdier, mens Dansk Folkeparti glæder sig over regeringens intentioner, som de har efterlyst i »mange år«. Ifølge jurist Jacob Mchangama fra tænketanken Justitia er forslaget »meget, meget vidtgående«.

»Det er ekstremt uklart, hvordan regeringen i praksis skal kunne afgrænse disse antidemokratiske ytringer,« siger han.

Løkkes solstrålehistorie

Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde er i al stilfærdighed blevet en af de største succeser på Lars Løkke Rasmussens ministerhold.

Det skriver Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, i dagens...ja Berlingske. Det store talent, som Løkke så, har ikke skuffet i sit første år som minister, skriver Thomas Larsen og uddyber:

»Siden sin udnævnelse har Løhde nøje styret efter pejlemærkerne i regeringsgrundlaget fra sidste sommer og har allerede været med til at forhandle tunge økonomiaftaler på plads, gennemført en stor reorganisering af Sundhedsstyrelsen, offentliggjort handlingsplaner for særlige patientgrupper, herunder kræftsyge, og her i foråret har hun indgået aftaler om medicinpriser og reelt sluttet fred med landets regioner.«

Løhde har et »knivskarpt blik for politik«, lyder rosen fra Thomas Larsen. Du kan læse hans analyse her.

Regeringen vil hjælpe demente og deres pårørende

Anledningen til Thomas Larsens analyse er i øvrigt, at regeringen ifølge Berlingske i dag præsenterer et udspil til en række indsatser. der skal forbedre hjælpen til demente og deres pårørende.

Der er nemlig stor forskel i indsatsen for demente og deres pårørende fra kommune til kommune.

En del kommuner har ligefrem forsømt at etablere de nødvendige støtteordninger, viser en rapport, der bliver fremlagt i dag, skriver Berlingske. Ifølge rapporten er det kun halvdelen af kommunerne, der har særlige træningstilbud for demensramte.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og sundhedsminister Sophie Løhde har skrevet en kronik i dagens Berlingske. Den kan du læse her.

Dagens analyse: Løkke har ældre i sigtekornet

Og så hiver vi lige Børsen frem igen. For avisens politiske kommentator, Helle Ib, skriver i dagens avise, at en total udfasning af efterlønnen er ikke det mest realistiske, når der efter sommer skal opnås flertal for en langsigtet økonomisk plan. Men at efterlønnen kommer i spil er der ikke den store tvivl om hos Ib.

»Men meget tyder på, at tilbagetrækningsalderen kommer på bordet, og der har da også været forsigtige følere fra regeringssiden til mindst et af de partier, der vil kunne bakke et indgreb op. Foreløbig er statsministeren i gang med at gøde jorden for, at der træffes store og alvorlige beslutninger. Et led i den strategi er økonomtopmødet på Marienborg senere i maj. Uanset om efterlønnen justeres, eller forhøjelsen af folkepensionsalderen rykkes frem, er det behovet for hård valuta, der har kastet Venstre ud i overvejelserne,« skriver hun.

Dagens clinch

De radikales Morten Østergaard går i dagens Ekstra Bladet i »flæsket« på udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.

Emnet er de teltlejre, regeringen har etableret i flere danske byer og som tilsammen kan huse 1.000 asylansøgere. Forståelsen de to politikere imellem er, nok engang, ikke eksisterende:

»Jeg opfatter teltlejrene som chikaneri af flygtninge. Hvis regeringen opretholder dem, så er det en tilståelsessag, at det er chikaneri af de mennesker, der kommer her. Det synes jeg ikke, man kan være bekendt. Det er mennesker på flugt,« siger Morten Østergaard, der får følgende Støjberg-reaktion:

»Det er telte, som vores egne udsendte soldater overnatter i. Så hvis Morten Østergaard mener, at det er chikane, at asylansøgere skal bo i telte, så må han jo også mene, at vi generer alt lige fra udsendte soldater til FN-udsendte i kriseområder.«

To hurtige fra Politiken

1)
Det er en menneskeret at kunne klage. Det har Justitsministeriet ifølge Politiken meddelt Skatteministeriet på baggrund af Den Europæiske Menneskeretskonvention. Yes. Og derfor er Skatteministeriet nu i fuld gang med at udtænke barrierer, som skal forhindre, at hundredtusindvis af boligejere, der de seneste år har mistet tilliden til Skats vurderinger, rent faktisk klager, når der i 2019 udsendes nye ejendomsvurderinger, skriver Politiken. Læs hele forsidehistorien her.

2)
Anders Fogh Rasmussen går alene i kamp for sit eftermæle, lyder Politikens politiske redakør, Jesper Thobo-Carlsens analyse af den tidligere statsministers søndagsinterview i Berlingske. »Både kritikken af Anders Fogh Rasmussens økonomiske linje og hans forsvar for den minder om, hvor meget der har ændret sig i de mellemliggende syv år. Man kan næsten høre historiens ekko, når han kalder økonomerne for de »såkaldte eksperter« og med en slags selvcitat konkluderer, at der ikke er noget at »komme efter«. I 00’erne kunne den sætning bremse megen kritik. I dag er det en udbredt opfattelse, at der er en del at komme efter i Foghs økonomiske politik,« skriver Jesper Thobo-Carlsen i en analyse, der ikke er lagt online endnu.

Det bedste fra weekenden: Tre store og to gange i øvrigt

Der har været gang i dansk politik, mens weekendvejret har vist sig fra sin allerbedste side, og du derfor måske ikke har brugt så meget tid på at trawle aviser og netmedier igennem.

Derfor får du her tre af de vigtigste historier fra weekenden.

1) Fogh kæmper for sit eftermæle: Der er intet at komme efter
Søndag blev dagen, hvor tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen gjorde op med års tavshed om de år, han var Danmarks magtfulde regeringschef.

Og det gjorde den tidligere Venstre-formand ved i Berlingske at afvise, at hans økonomiske politik var med til at forværre den økonomiske krise - ikke mindst det skattestop, som økonomerne aldrig har tilgivet ham.

Fogh fortæller også om, hvordan han snød sin socialdemokratiske modstander Mogens Lykketoft ved valget i 2005. Og han kigger også tilbage på de 10 teser, der krævede en mere liberal tilgang til tingene i Venstre.

Du kan læse, hvad Mogens Lykketoft mener om Foghs snyderi her. Og hvad justitsminister Søren Pind siger til kritikken af de teser, han var en af hjernerne bag, her. Og så kan du se, hvad økonomerne siger til Foghs forsvar af sin økonomiske politik her.

2) Sjakbajsen Sass' frontalangreb på Alternativet

Søndag var også dagen, hvor Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Sass Larsen, smed fløjlshandskerne og gik i fuldtonet angreb på det, han kalder bluffnummeret Alternativet.

»Det er et sted, folk er gået hen, fordi det føles rart lige for tiden, men hvis man virkelig tænker det igennem, er det jo håbløst,« sagde Sass i gårsdagens Jyllands-Posten.

Sass må sige, hvad han vil, sagde Alternativets politiske ordfører Rasmus Nordqvist, der naturligt nok ikke var enig i Sass-kritikken, til Jyllands-Posten. Den reaktion kan du læse her.

Og du kan også læse et aldeles glimrende portræt af Henrik Sass Larsen lige her.

3) Togfonden er nødlidende - mangler milliarder
Lørdag blev dagen, hvor Berlingske kunne fortælle, at Togfonden mangler 15,5 mia. kr. – mere end halvdelen af budgettet.

Det viser nye beregninger fra Finansministeriet. Den storstilede politiske aftale om togtrafikken i Danmark, som partierne i rød blok og Dansk Folkeparti i 2013 enedes om, er mere end udfordret, lød meldingen fra finansminister Claus Hjort Frederiksen.

Finansieringen af Togfonden hviler nemlig på skatteindtægter fra nordsøolien…men i de seneste år har olieprisen taget et markant dyk og taget skatteindtægterne med i faldet. Dermed er finansieringen kommet i fare.
Læs hele den historie her.

To gange i øvrigt fra fredag

I øvrigt I
Og så var det i øvrigt i fredags, at flere danske medier kunne berette, at Europa-Parlamentets præsidium i dag ventes at beslutte, at Morten Messerschmidts EU-organisation skal betale 2,9 millioner kroner tilbage til EU-kassen. Læs den historie her.

I øvrigt II
Og det var i øvrigt også fredag, at Finansministeriet udsendte en pressemeddelelse, der gik i rette med en Politiken-historie fra i torsdags.

»Politiken skriver d. 5. maj under overskriften ”Flygtninge vil gavne økonomien”, at de tusindvis flygtninge i Danmark vil give økonomisk overskud på sigt ifølge regeringens embedsmænd. Det er ikke et retvisende billede,« skriver Finansministeriet i sin pressemeddelelse.

Dagens citat

»Henrik Sass Larsen er ligegyldig. Han har en ligegyldig dagsorden, hvor det for ham gælder om at tromle os andre, fordi vi ikke agerer på samme måde som ham.«
- Alternativets Rasmus Nordqvist svarer i Ekstra Bladet på Socialdemokraternes gruppeformands søndagskritik af Alternativet i JP.

Det sker i dag

10.00 Møde i salen
Der er møde i folketingssalen i dag. Politikerne skal blandt andet debattere og behandle forslag om løn, pensionsalder og et forslag fra SF om at sænke valgretsalderen ved folketingsvalg til 16 år.

12.30 Løkke taler på DI-konference
Emnet er regeringens visioner for Danmark som produktionsland, skriver DI på sin hjemmeside. Læs mere om konferencen, Produktionens dag, her.