»Det Konservative Folkeparti har bragt det borgerlige Danmark ud i en krise«

Dagens overblik: Er fødevareminister Eva Kjer Hansen stadig minister, når dagen er omme? Svaret blæser i vinden. Få hele overblikket over dagen i dansk politik her.

Foto: Jens Astrup

God-onsdag-morgen.

Her er dit overblik over dansk politik på en dag, der bestemt ikke ligner alle andre.

Vi begynder med at spole tiden tilbage.

Ingen vidste, hvad morgendagen ville bringe, da en række slukørede og ordknappe SFere en sen onsdag aften i 2014 forlod et mange timer langt krisemøde i DGI-Byen i København en råkold januar.

En efter en forlod partiets medlemmer mødet, og ingen kunne svare på det spørgsmål, som samtlige af de fremmødte journalister spurgte om igen og igen: Var SF stadig en del af Thornings regering, eller ville partileder Annette Vilhelmsen trække partiet?

Sent tirsdag aften udspillede sig en situation foran Statsministeriet, der på mange måder gav mindelser om det kaotiske SF-forløb, der som bekendt endte med, at SF trak sig fra regeringen, og Vilhelmsen gik af som formand.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen havde kaldt partierne i blå blok til krisemøde på sit kontor, efter de Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, havde udtrykt mistillid til fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) i kølvandet på et mange timer langt samråd om den omstridte landbrugspakke.

Men aftenen endte med flere spørgsmål end svar.

»Jeg kan konstatere, at vi har været igennem en meget, meget mystisk dag på Christiansborg,« lød konklusionen fra Kristian Thulesen Dahl, da han forlod mødet, mens Simon Emil Ammitzbøll (LA) lidt efter konstaterede:

»Det er sådan, at Det Konservative Folkeparti har bragt det borgerlige Danmark ud i en krise.«

De Konservatives formand holdt fast i, at partiet ikke længere har tillid til ministeren, da han gik, og partiets landbrugsordfører, Rasmus Jarlov, holdt fast i, at de Konservative vil stemme for et mistillidsvotum, hvis Eva Kjer Hansen ikke trækker sig som minister.

Hvor står vi så nu?

Nærmest det samme sted som i går aftes. Eva Kjer Hansen har fortsat et flertal i Folketinget imod sig, men hun har ikke trukket sig, sådan som ministre i den situation plejer at gøre, hvis man overhovedet kan tale om »plejer« på Christiansborg længere.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har endnu ikke meldt ud, hvad han vil gøre, selvom han forud for mødet i Statsministeriet på sociale medier skrev, at »Så må vi se om regeringen fortsat har flertal til at være regering...«

Hvad kan det ende med? Fire udlægninger:

1: Berlingskes politiske kommentator giver onsdag morgen sit bud på Berlingskes hjemmeside:

»I yderste konsekvens kan sagen ende i folketingssalen, hvor Søren Pape og den decimerede konservative folketingsgruppe kan komme til at stemme for en mistillidsdagsorden til miljø- og fødevareministeren og i sidste instans bringe Lars Løkke Rasmussen til fald, hvis han gør sagen til et kabinetsspørgsmål.« Læs hele den analyse her.

2: I Politiken skriver politisk redaktør, Jesper Thobo-Carlsen:

»Med sin overraskende mistillidserklæring går Konservative imod sin hidtidige politiske hovedstrategi om at være en troværdig samarbejdspartner i blå blok. Signalet er, at partiet trods sine kun 6 mandater ikke lader sig kue som under VK-regeringen. Dermed nærmer Konservative sig LA’s mere konfronterende stil. LA-formand Anders Samuelsen har givet Lars Løkke Rasmussen resten af året til at vedtage skattelettelser og øge den økonomiske vækst, hvis han vil bevare sit flertal. Lars Løkke Rasmussens bryske svar til Søren Pape Poulsen kan ses som et signal om, at sådan kan den smalle Venstre-regering ikke fortsætte.«

3: Brian Weichardt, politisk redaktør hos Radio 24syv, siger onsdag til Ritzau.

»Det er noget af en cliffhanger, han efterlader vælgerne og os andre med. Blå blok er i krise, og det formulerede de partier, der kom ud af Statsministeriet tirsdag aften også selv.«

»Det, der begyndte med en diskussion om grødeskæring og baselineeffekter, som ingen havde hørt om før, endte på få timer inde i Statsministeriet med en statsminister, der såede tvivl om, hvorvidt regeringen skal fortsætte.«

4: Politisk kommentator på BT, Søs Marie Serup, gav på TV 2 News onsdag morgen tre bud på, hvad der kan ske:

»Den sidste og måske mest dramatiske mulighed er, at Løkke siger, at dette er et kabinetspørgsmål, og hvis man vælter Eva Kjer Hansen, så vælter man regeringen.«

Læs hele hendes udlægning her.

Eva Kjer Hansen står fortsat til at skulle deltage i to samråd i dag på Christiansborg, men en planlagt optræden i Go' Morgen Danmark onsdag morgen blev sent i går aflyst.

Har du mistet overblikket over, hvordan sagen begyndte? Her en tidslinje over kvælstofsagen - klik på pilene eller træk i billedet:

Artiklen fortsætter under tidlinjen.

Da hele dramaet sluttede sent i Statsministeriet - og uden en kommentar fra Løkke - er det småt med nyheder om mødet i dagens medier.

Vi ser derfor her på, hvad du ellers skal vide om dansk politik i dag.

Advarsler fra EU

Landsbrugspakken står fortsat til at blive stemt igennem på torsdag.

Men i EU holder man øje med pakken.

Politiken skriver således i dag i printavisen, at regeringen løbende er blevet advaret af EU mod potentielle miljømæssige konsekvenser af den omdiskuterede pakke.

Af bl.a. en række interne notater fra embedsmænd i Miljø- og Fødevareministeriet fremgår det, at EU-Kommissionen under jævnlige møder helt tilbage fra september 2015 har udtrykt bekymring over dele af regeringens landbrugspakke, skriver avisen.

Socialdemokraternes landbrugsordfører, Simon Kollerup, mener, at de oplysninger tegner et helt andet billede end det, Eva Kjer har fortalt.

»Hun har foregivet, at det hele er i den skønneste orden, og at der var en god dialog med Kommissionen. Det er endnu en vildledning af Folketinget og er dybt kritisabelt.«

Hele historien kan du finde i dagens printavis.

Også hos Information er der fokus på landbrugspakken. Avisen skriver således, at EU-Kommissionen advarer mod at lempe gødskningsregler nu og først indføre modregulering om flere år. Læs hele den historie her.

Kritikniveauet er højt

Rigsrevisionen offentliggør onsdag eftermiddag sin beretning om milliardskandalen om udbytteskat. Og ifølge Politiken er der tale om en beretning skrevet med særdeles hård kritik.

Beretning rummer således så hård kritik, at der kan komme til at rulle hoveder i toppen af Skatteministeriet, vurderer tre kilder over for avisen.

»I denne beretning er vi oppe i et niveau, som man ikke almindeligvis ser«, siger en af de anonyme kilder med kendskab til Rigsrevisionens beretning til Politiken.

Du kan læse hele historien her.

Skud fra de Radikale

Morten Østergaard og de Radikale lancerer i dag en ny kampagne, som bl.a. går i flæsket på partierne i blå blok samt Socialdemokraterne i kølvandet på de omstridte stramninger af asylloven, som Folketinget for nyligt vedtog med et flertal bestående af netop de partier.

Til politiko.dk siger Morten Østergaard:

»Regeringen har med stort flertal gennemført en historisk smålig lovgivning, som har vakt opsigt langt uden for Danmarks grænser. Smykkediskussionen har fjernet fokus fra det, der burde have samlet interessen, nemlig hvordan vi får flygtninge hurtigst muligt i job. Vores kampagne skal understrege, at vi hellere vil bruges vores energi på, at flygtninge kan tjene deres egne penge, frem for at tømme deres lommer, når de kommer.«

Her kan du se en af de annoncer, som de Radikale sætter i søen i forbindelse med kampagnen. Artiklen fortsætter under billedet.

Som led i kampagnen vil partiet lade både kendte personer og almindelige mennesker »overtage« partiets sociale medie, ligesom der er planlagt åbne rundbordsmøder med NGO, borgergrupper, organisationer, eksperter.

»Målet med kampagnen er blandt andet, at vi ønsker at inddrage alle i at finde nye svar på, hvordan vi håndterer den store udfordring med de mange mennesker, som flygter fra krig og ødelæggelse,« siger Morten Østergaard.

Flygtningeløn

Et stort flertal af nyankomne flygtninge siger ja til at arbejde til en løn, der er lavere end deres danske kolleger. Det skriver Børsen i dag.

Avisen har i en rundspørge spurgt nyankomne flygtninge, hvad de siger til at arbejde til en løn på ca. 80 kr. i timen i stedet for mindstelønnen på ca. 110 kr.

344 flygtninge har svaret, og 70 pct. af dem siger ja til at arbejde til en lavere løn. Du kan læse hele den historie hos Børsen her.

Undergravende virksomhed

Flere tusinde folkeskoleelever i Københavns Kommune kan måske se frem til kortere skole­dage.

Et politisk flertal i kommunen vil lade skolelederne og dermed skolerne selv afgøre, om de vil ændre den omdiskuterede understøttende undervisning til lektioner, hvor der skal være to undervisere i stedet for en i såkaldte tovoksen- eller tolærertimer.

Det kan føre til kortere skoledage og dermed en undergravning af folkeskolereformen. Det kan du læse i Berlingske i dag.

Professor og skoleekspert Niels Egelund, Aarhus Universitet, siger i avisen:

»Som det er nu, er man i gang med at undergrave reformen. Som jeg ser det, er der ikke meget tilbage af de epokegørende tanker bag reformen, når man gør op med noget af det allervigtigste: en mere varieret undervisning og komme mere ud af skolen.«

Det sker i dag

08:30 Retsudvalget har kaldt justitsminister Søren Pind (V) og sundhedsminister Sophie Løhde (V) i samråd om den særlige FN-samling om narkotikapolitik, UNGASS. Retsudvalget har bedt ministrene redegøre for, hvilken stilling Danmark vil tage i de kommende drøftelser under FN-samlingen.

10:00 Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) og social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) er kaldt i samråd om efterbetaling af sygedagpenge. Ministrene skal blandt andet svare på, om de mener, det er rimeligt, at kommuner har stoppet udbetaling af sygedagpenge uden grundlag i lovgivningen.

13:00 Møde i folketingssalen, hvor der kan stilles spørgsmål til ministrene.

13:15 Statsrevisorerne holder møde.

Måske 14:45 Miljø- og Fødevareminister Eva Kjer Hansen er kaldt i samråd om Bæredygtigt Landbrugs indflydelse på ministeriets politik. Ministeren skal redegøre for, hvordan Bæredygtigt Landbrugs tekst er blevet integreret i ministeriets officielle kommissorium, og hvilke forhandlinger der har været med organisationen om grødeskæring.

Måske 16:15 Eva Kjer Hansen skal i samråd om prioriteterne i vandløbskommissoriet. Ministeren skal svare på, om kommissoriet skal forstås sådan, at der ikke skal være balance mellem miljø og afvanding, men at afvanding skal prioriteres først.

19:30 Fagforbundet FOA holder offentligt møde om regeringens omprioriteringsbidrag. Særligt konsekvenserne for Københavns Kommune skal drøftes, da overborgmester Frank Jensen deltager sammen med FOAs formand, Dennis Kristensen.