Corydon: Statsministeren kan gå to veje – men begge indebærer, at hun finder sin afløser

Dagens politiske overblik: I weekenden tikkede en nyhed ind, der gjorde det klart, at Mette Frederiksen formentligt ikke skal til NATO, men det betyder ikke, at statsministerens problemer er slut. Dét og meget mere kan du læse om i dagens politiske overblik.

Bjarne Corydon har kastet sit skarpe blik på den situation, som statsminister Mette Frederiksen lige nu står i, hvor det næsten er sikkert, at hun ikke skal til NATO – i hvert fald ikke i denne omgang. Asger Ladefoged

Godmorgen og velkommen til ugens første politiske morgenpost.

Christiansborgs gange er på ny befolket med politikere, der måske går rundt og føler sig en smule trætte ovenpå de seneste dages strabadser på Folkemødet. Det er dem i så fald velundt, for der var godt gang i debatterne – og for miljøminister Magnus Heunicke (S) også i danseskoene – mens timerne blev sene, før roen sænkede sig over Bornholm.