Børneorganisationer angriber S-formand: »Mette Frederiksen pynter sig med lånte fjer«

Dagens overblik: Mette Frederiksen anklages af en række børneorganisationer for hykleri, fordi hun siger, at hun vil være børnenes statsminister. Danskernes gæld til staten vokser på ny og når nu 116 milliarder kroner. Og så vil DF stække Danmarks Naturfredningsforenings beføjelser.

S-formand Mette Frederiksen får hård kritik fra flere sider for manglende indsats over for fattige børn. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Velkommen til torsdagens politiske morgenpost.

Vi nærmer os jul, og julen er børnenes højtid. Børnene er også i centrum i dagens overblik over dansk politik, hvor vi begynder med en historie om Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, som i en husstandsomdelt annonce har meldt ud, at »jeg vil være børnenes statsminister«, som den 24 sider lange pjeces overskrift lyder.