Ballade i DF, grønne advarsler og en millionløn for ikke at lave noget

Dagens overblik: Regeringens grønne spareplaner får kritik fra flere sider, Messerschmidt afviser alle spekulationer, og så skal Løkke til møde om den »exceptionelt lette adgang til Europa«.

Morten Messerschmidt, TV2 København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Godmorgen. Her får du torsdagens politiske overblik.

Og vi lægger ud med et grønt fokus. For regeringens planer på miljø- og klimaområdet får hug på forsiden af både Politiken og Information i dag.

Først sidstnævnte, der skriver, at regeringen nu får kritik af dens egen klimarådgiver. Formanden for Klimarådet, Peter Birch Sørensen, der er professor i økonomi og tidligere overvismand, advarer nemlig mod at svække på klimamålene, som energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt har lagt op til med planerne om en »grøn realisme«.

Det kan blive dyrt i længden, hvis man skal nå 2050-målsætningen om at gøre Danmark uafhængig af fossil energi, lyder det.

»Jeg tror ikke, man har gjort sig helt klart, hvor stor en omstilling der faktisk er tale om, hvis vi skal tage 2050-målsætningen alvorligt.Der skal laves nogle store investeringer, og hvis vi udskyder dem for længe, skal de gennemføres i et meget forceret tempo senere, og så kan det blive urealistisk at nå målet, eller det kan blive uforholdsmæssigt dyrt,« siger han til Information.

Ministeren vurderer imidlertid, at Klimarådet og regeringen ser ens på ambitionerne om at få en »så realistisk og omkostningseffektiv« grøn omstilling som muligt.

Men Klimarådets formand siger jo, at der ikke er plads til at dæmpe ambitionerne, og at vi faktisk skal skrue op for dem for at nå målet? spørger Informations journalist.

»Vi fører en meget ambitiøs klima-og energipolitik i Danmark på baggrund af brede aftaler. Danmark ligger milevidt foran de fleste,« lyder svaret fra ministeren.

Hele historien her (kræver abonnement).

Grøn besparelser rammer i yderområder

Videre til Politiken, der har lavet en gennemgang af regeringens finanslovsudspil og konkluderer, at der er lagt op til grønne besparelser for 1 mia. kroner, som rammer direkte i landdistrikterne.

Spareplanerne rammer eksempelvis skovrejsning, støtten til økologisk landbrug, støtten til jordvarmeprojekter, og det betyder også, at Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) reduceres markant.

Politiken har talt med Venstres borgmester i Skive, Peder Chr. Kirkegaard, som ærgrer sig, for kommunen står over for et stort energiprojekt, der stiler mod at opvarme halvdelen af kommunens boliger via jordvarme - men det kræver, at en nuværende forsikringsordning, som kan give sikkerhed, hvis noget skulle gå galt, fastholdes.

Venstres ordfører for energi, klima og landdistrikter, Thomas Danielsen, påpeger, at V-regeringen gør mere for landdistrikterne end nogen regering tidligere, men erkender, at der kommer nødvendige besparelser.

»Vi er nødt til at spare 5 mia. kr. hvert år frem til 2020 for at få styr på Danmarks økonomi. Og da hele Danmark er landdistrikt – bortset fra Aarhus og København – vil det selvfølgelig også ramme i landdistrikterne,« siger han til Politiken.

Flere politikere fra de røde partier har i de senere dage reageret kraftigt på regeringens miljø- og klimapolitik med harmdirrende og drillende meldinger på Twitter. Her er et uddrag:

Løkke har eksperter og penge med til Bruxelles

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mødes i dag med sine europæiske statsleder-kolleger til topmøde i Bruxelles, hvor flygtninge- og migrantkrisen er øverst på dagsordenen. Og når han tropper op bliver det med en øremærkning af noget af den ekstrabevilling på 750 mio. kroner, som han allerede har lovet til EUs håndtering af krisen. Det skriver Jyllands-Posten.

Helt konkret er det 140 mio. kroner, som statsministeren nu er klar til at sætte modtagere på. 37 mio. kroner skal gå til de kommende registreringscentre i Italien og Grækenland og 75 mio. kroner skal bruges på at forbedre flygtningenes forhold i nærområderne, »bl.a. til uddannelse og bedre erhvervsmuligheder for flygtninge i Jordan, Libanon og Tyrkiet,« skriver Løkke i en mail til avisen.

Statsministeren har også danske eksperter med til EU: 15 ekstra til EUs grænseagentur Frontex og »et antal eksperter« til EUs asylstøttekontor.

Ifølge Jyllands-Posten lægger EUs præsident Donald Tusk på dagens topmøde op til en banebrydende diskussion om et mere fælles europæisk grænsepoliti og en fælles kystbevogtning for bedre at kunne håndtere den omfattende strøm af flygtninge og migranter. Og i invitationsbrevet til de 28 europæiske stats- og regeringsleder henviser Tusk til den »exceptionelt lette adgang til Europa« som en af de største årsager til menneskestrømmen. Læs mere her (kræver Premium).

Julekort, sejlture og annoncer

Vi bliver i Bruxelles, men skifter fuldstændig emne. For balladen hos Dansk Folkeparti i Europaparlamentet fylder fortsat. I går stod DFs Jørn Dohrmann, også EP-medlem, frem og bakkede op om sin ex-kollega Rikke Karlssons historie.

Også han fortalte, hvordan han af Morten Messerschmidt er blevet afkrævet underskrifter på deltagelse i møder, som han reelt ikke har deltaget i.

»Jeg nægtede at skriver under tre gange på en enkelt dag, fordi jeg ikke ville skrive under på noget, som jeg ikke har deltaget i,« siger Jørn Dorhmann til TV2.

Over for Berlingske har Rikke Karlsson uddybet sin forklaring - og fortæller, hvordan Messerschmidts assistent i april bad hende skrive under på to papirer med ordene: »Det er det der MELD og FELD. Du skal lige skrive under på, at du har været til de møder, så vi kan få nogle penge.«

Samtidig har flere medier forsøgt at dykke ned i, hvad pengene i henholdsvis det europæiske parti Meld og dets fond Feld er blevet brugt til.

Politiken skriver, at de europæiske midler eksempelvis har været med til at betale for Morten Messerschmidts årlige julekort i 2013, og at Messerschmidts bog »Dagbog fra EU«, der handler om »EUs spild af dine penge« er udgivet af Feld, der altså finansieres med penge fra Europaparlamentet. Op til sidste lokalvalg blev der brugt penge på en sejlbåd, som DFere sejlede rundt med ude i landet. Den historie her.

Ifølge Berlingskes Nyhedsbureau har DF brugt EU-penge på en større annoncekampagne, der blev bragt i adskillige danske medier i foråret - og DR beskriver, hvordan en kampagnevideo om retsforbeholdet, hvor DF anbefaler et nej, er betalt af penge fra Meld.

Morten Messerschmidt fastholder alle steder, at alt er foregået helt efter reglerne, at Meld og Feld er underlagt både intern og ekstern revision, og at udgifter desuden bliver forhåndsgodkendt.

»Det er foreneligt med reglerne. Der er ikke noget at komme efter,« siger Morten Messerschmidt til DR.

Dagens citat

Vi dvæler et øjeblik længere ved DF-balladen, for til Politiken siger nu forhenværende DF-parlamentariker Rikke Karlsson:

»Jeg ved da godt, at min politiske karriere sikkert er ovre. Men der har jeg ikke noget valg. Vi arbejder for gennemsigtighed. Så kan det ikke være rigtigt, at i det øjeblik, det er os selv, skal jeg lukke øjnene«.

Loft hæver stadig løncheck

Den tidligere departementschef i Skatteministeiret, Peter Loft, som de fleste nok forbinder med Thornings skattesag, hæver stadig fuld løn hver måned. Det skriver Jyllands-Posten.

Peter Loft blev »hjemsendt« i forbindelse med skattesagen - altså for flere år siden - men spørgsmålet om hans videre ansættelse er fortsat uafklaret. Den tidligere SR-regering havde ellers besluttet at nedlægge hans stilling, men så kom valget, og siden da er der ikke truffet en beslutning. Og det betyder altså, at der hvert år bliver ubetalt omtrent 1,5 mio. kroner i løn til den forhenværende departementschef, uden at han foretager sig noget.

»Det er ikke mig, der ingenting laver for min løn. Det er staten, som ikke vil bruge mig til den løn, de betaler mig,« siger Peter Loft til Jyllands-Posten.

Dagens dagpengehistorie

På mandag lægger dagpengekommissionen sine længe ventede resultater frem. Og forslagene vil samlet set betyde, at der hvert år bliver »et par tusind færre« ledige, der mister deres dagpengeret, siger en kilde til Berlingske.

Men det bliver ikke enstemmige anbefalinger, og det betyder mere komplicerede kommende forhandlinger, hvilket »skaber irritation i regeringstoppen«.

Kommissionen er fælles om eksempelvis at foreslå en nedsættelse af dimittend-satsen, men det er ikke lykkedes at finde fælles fodslag om finansieringen. Som det også tidligere er blevet lækket, vil lønmodtagerorganisationerne LO og FTF ikke gå med til at indføre så mange såkaldte karensdage, som flertallet af kommissionen, og de står derfor bag en mindretalsudtalelse, der sender en regning på 600 mio. kroner videre til politikerne.

Det er i et lys, man skal læse det læserbrev, som LOs Harald Børsting, FTFs Bente Sorgenfrey og Akademikernes Finn R. Larsen har i dagens udgave af Politiken. Et uddrag her:

Men som reaktion på LO og FTFs forbehold over for finansieringen, har Dansk Arbejdsgiverforening også udarbejdet en mindretalsudtalelse, erfarer Berlingske. De vil ikke være med til den fulde ændring af genoptjeningsretten, som et flertal i kommissionen ønsker, så længe lønmodtagerne ikke vil være med til at finde pengene til at betale for det andre steder i systemet.

Hele historien her.

Dagens gode tilbud

Alternativets folketingsmedlem René Gade har sat sig selv til salg, af en slags, og på ganske gratis vis.

På Facebook har MFeren, der er kommunalordfører, freds- og forsvarsordfører smat ordfører for digitale frihedsrettigheder og IT annonceret, at han kan bookes hver mandag til politisk sparring og iværksætteri.

Book en MF'er: Hver mandag (10-13) er jeg tilgængelig for lokal sparring og politisk iværksætteri i Vestjyllands...

Posted by René Gade on Wednesday, October 14, 2015

Det sker i dag

I dag og imorgen mødes EUs 28 stats- og regeringschefer til topmøde i Bruxelles. Flygninge- og migrantpresset på EUs grænser står øverst på dagsordenen.

Politisk morgenpost skrives løbende. Senest opdateret kl. 9.00