3 terrornedslag, 2 gange nej til Tinder og 1 appel fra Heunicke

Dagens overblik: Regeringen får kritik for ikke at ville slå hul på sin sparegris, Søren Pape sætter trumf på med udspil til terrorbekæmpelse, og så siger to toppolitikere nej til dating. Få dit overblik over dagen i dansk politik her.

Foto: Simon Skipper. Pressemøde i Spejlsalen på Statsministeriet. Statsminister Helle Thorning-Schmidt, økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard, justitsminister Mette Frederiksen og forsvarsminister Nicolai Wammen præsenterer "Et stærkt værn mod terror - 12 nye tiltag mod terror".
Læs mere
Fold sammen

Der er utilfredshed i blå blok denne onsdag.

Her har man nemlig haft tid til at læse regeringens 12-punktsplan til terrorbekæmpelse, »Et stærkt værn mod terror«, nøje igennem, og konklusionen er, at regeringen skubber hovedparten af regningen for pakken til efter et kommende valg. Det skriver Jyllands-Posten i dag.

»Lige så ansvarlig regeringen er ved at prioritere terrorbekæmpelse, lige så uansvarlig er regeringen ved ikke at finde pengene til det,« siger Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen (V), til avisen.

Her er humlen:

I sit udspil, der blev præsenteret i Statsministeriet torsdag i sidste uge, lægger regeringen op til at bruge i alt 971 mio. kr. i perioden 2015 til 2020.

Men hovedparten af pengene til øgede prioriteringer af politiet og PET bliver udskudt til den nye såkaldte flerårsaftale om politiet skal forhandles på plads. Og det sker først til efteråret i forbindelse med finansloven. Og altså efter et valg.

Justitsminister Mette Frederiksen nedtoner problemet:

»Vi har skaffet pengene, hvis partierne vil være med. Længere er den ikke,« siger hun til avisen.

Men vil blå blok så modsætte sig en terrorpakke?

Nej. Lyder det i en analyse af Christine Cordsen, leder af Jyllands-Postens Christiansborg-redaktion:

»De faktiske forhold i jernindustrien er nemlig, at ingen af partierne i blå blok i det aktuelle politiske klima kan holde til at obstruere gennemførelsen af terrorpakken. Deres mission vil tværtimod være at gøre pakken endnu større, så der skal skaffes endnu flere penge.«

Og den analyse holder stik, for de Konservative kommer nemlig i dag i Berlingske med partiets bud på en terrorpakke, og volumen på den overgår regeringens.

Søren Papes parti vil således bruge i alt 3,4 milliarder kroner frem mod år 2020.

Udspillet tager også hul på et af de mest følsomme emner siden terrorangrebet i København: Beskyttelse af det jødiske mindretal i Danmark.

»Man må jo nok erkende, at meget tyder på, at man ikke har beskyttet jøderne godt nok,« siger Pape til avisen, hvor han også gør det klart, at der er brug for langt flere betjente.

Både regeringen og Venstre vil gerne afvente en udmelding fra politiet, før man tager hul på den snak.

FE og NSA og GCHQ

I Politiken påpeger eksperter, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) med regeringens terrorpakke får videre beføjelser end amerikanske NSA og britiske GCHQ.

Det er forslaget om, at FE kan aflytte danske statsborgere i udlandet uden forudgående dommerkendelse, der sikrer den danske førerposition.

»FE-forslaget synes at være svært at forene med principperne om magtens tredeling, siger lektor Anders Henriksen fra Københavns Universitet, der sammen med den juridiske tænketank Justitia i dag præsenterer en analyse af spiontjenesternes beføjelser for Folketingets Retsudvalg ved en lukket høring.

FEs udsigt til vide beføjelser giver også anledning til bølgeskvulp i det radikale bagland. Morten Østergaard siger ro på.

Heunickes appel

Transportminister Magnus Heunicke har ikke lagt sin tid som politisk ordfører for Socialdemokraterne helt bag sig. I et debatindlæg i dagens trykte udgave af Politiken langer han ud efter Søren Pind, som ifølge Heunicke har opført sig politisk upassende i kølvandet på terrorangrebet.

Det skyldes bl.a. et blogindlæg fra Pinds side, som Venstre-politikeren forfattede 15. februar, hvor han skrev, at det kun var »et spørgsmål om tid, før dette måtte ske.«

Heunicke vil »ikke stiltiende acceptere at blive gjort medskyldig for de modbydelige, udemokratiske og gemene terrorhandlinger i København.«

»Derfor en appel til Venstre: Lad være med at gøre os medskyldige for et terrorangreb. Lad være med at påstå, at man ved at stemme på jer kan undgå terror,« skriver han i Politiken.

Ida Auken og Johanne Schmidt-Nielsen siger nej tak til en date

Politikere får mange tilbud fra journalister, organisationer og TV-tilrettelæggere om at tage del i ting, der måske ikke lige flugter med deres hverv. Nogle gange siger de ja. Andre gange siger de nej med to streger under.

Det sidste gjorde Ida Auken og Johanne Schmidt-Nielsen i går, da en journalist ville oprette en falsk profil til dem på datingappen Tinder.

Brug pilene til at bladre mellem de to billeder

Corydon siger »Fagbevægelsen« til Özlem Cekic

I Ekstra Bladets trykte avis tidligere i denne måned blev en artikel med overskriften »Corydon Chokerer: McKinsey bedre end fagbevægelsen« bragt.

Den vakte interesse hos SFs Özlem Cekic, som derfor spurgte Corydon, hvad han mente. I går landede svaret i Folketingets Finansudvalg.

Her gengivet fra Twitter, hvor der også blev bidt mærke i ordlyden.

Der er dog givet kortere svar på de såkaldte paragraf 20-spørgsmål tidligere. For to år siden måtte Dansk Folkepartis Martin Henriksen nøjes med et klart »nej« fra Karen Hækkerup.

To med Alternativet:

Uffe Elbæks parti bliver det 10. parti på stemmesedlen ved folketingsvalget. I en politisk analyse i Politiken spår en anonym regeringskilde ikke partiet de store chancer.

»Alternativet taler på en frekvens, som kun de allerfineste DAB-radioer i Danmark kan modtage,« hedder det fra kilden.

Information har interviewet Alternativets leder, som også erkender, at vejen mod et valg ikke bliver gnidningsfri.

»Vi skal nok komme til at lave nogle skæverter og ramme helt uden for skiven,« siger Elbæk til avisen.

Det sker i dag:

14.00. Dan Jørgensen (S) og økobierne. I et samråd skal fødevareministeren redegøre for, hvilke initiativer han vil tage for at sikre, at danske økologiske biavlere ikke behandles ringere end økologiske biavlere i andre EU-lande.

14.30: Hvilke initiativer er der sat i gang i de seneste år for at bekæmpe æresrelateret vold? Det skal socialminister Manu Sareen (R) svare på på i et samård. Bl.a. Pernille Skipper (EL) er nysgerrig på svar.

16.00: Magnus Heunicke skal svare på spørgsmål om overflytningen af Kystdirektoratet fra Transportministeriet til Miljøministeriet. Hvem traf den beslutning, vil Enhedslistens Henning Hyllested f.eks. gerne vide.