Politisk korrekthed ti år for sent

Berlingske havde i mange år landets allermest kvalificerede retspolitiske dækning baseret på solid viden om temaet. Men i de sidste par år har niveauet været støt faldende, og fredag 14. december nås et nyt lavpunkt med en usædvanlig ukvalificeret artikel om etnisk bandekriminalitet. Under overskriften »Historien om et forudsigeligt mord« forsøger Berlingske at »dokumentere« den fortærskede 70er floskel om, at man »ikke kan straffe sig ud af« problemerne med etnisk kriminalitet. Men avisen formår desværre ikke at dokumentere andet end sin egen uvidenhed om de senere års retspolitik. Den opbyggelige pointe i artiklen er, at Nyrup allerede for ti år siden proklamerede, at regeringen »ikke vil finde sig i volden«, og at justitsminister Lene Espersen nu begår den samme »fejltagelse« ved at lægge op til hårdere straffe mod de mest skydegale kriminelle. Men præmisserne holder ikke en meter. For selvom Nyrup ganske rigtigt på det retoriske plan ønskede en hårdere kurs mod personfarlige forbrydelser, blev der kun tale om rent symbolske skærpelser, så længe Frank Jensen var justitsminister. Enhver der har et minimum af politisk hukommelse ved, at netop de parodisk milde straffe for personfarlige forbrydelser blev et sandt slagnummer for såvel Dansk Folkeparti som Venstre i valgkampen i 2001. Netop fordi det ikke lykkedes Nyrup at få sin justitsminister til at »komme længere frem i skoene«, hvad Nyrup i øvrigt kritiserede Frank Jensen for under S-formandsopgøret i 2005. Da VK-regeringen kom til, blev der tale om en vis skærpelse af straffene for vold og voldtægt. Men skærpelsen var af begrænset omfang, idet straffene kun blev hævet med en tredjedel fra et meget lavt niveau. Dertil kommer, at et stort folketingsflertals ønske om langt flere udvisninger af de mest afstumpede kriminelle uden dansk statsborgerskab længe blev saboteret af domstolene. Dette skete på trods af, at Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg faktisk havde accepteret en ganske hård praksis ved samfundsskadelig kriminalitet. Det er derfor fuldstændig forfejlet at fremstille det som om, at det danske samfund i årevis har forsøgt at imødegå den stigende etniske bandekriminalitet med en hård retspolitik. Det er sådan set noget af det eneste, man i praksis ikke har forsøgt. Og det på trods af, at en konsekvent udvisningspraksis reelt er det eneste, de hårdkogte kriminelle har respekt for. Det er dermed en sanktion, der kan have en vis præventiv effekt. Derimod er den modsatte model - den eftergivende - afprøvet til hudløshed. Det skete i 90erne i København, hvor formanden for bydelsrådet på Nørrebro proklamerede en »tilgivelsens pædagogik« over for de kriminelle. Med det resultat at Nørrebro kort efter eksploderede i et inferno, hvor kriminelle grupper gjorde oprør, da en hårdkogt kriminel fra Vollsmose undtagelsesvist blev idømt en udvisningsdom. Ligeledes prøvede Århus i 90erne den såkaldte »lagkage-pædagogik«, hvor »de understimulerede« unge kriminelle blev inviteret på ekskursioner og biografture - »for ligesom at stimulere dem«. Som en efterfølgende rapport konkluderede, virkede denne pædagogik stik mod hensigten, og Århus blev i disse år præget af flere rigtig grimme sager begået af helt unge etniske kriminelle. Dette er den retspolitiske virkelighed, som en artikel om emnet nødvendigvis må forholde sig til. I stedet for en overfladisk og letkøbt omgang, hvor en journalist på provinsiel vis begynder at dyrke den politiske korrekthed ti år for sent. Hvis man ikke besidder et minimum af viden om den retspolitiske historik, er det nok en god idé at finde et mindre krævende emne at skrive om.