Politikere ønsker mere gang i gaden

Det er sundt, forurener ikke og skaber mere byliv. Fodgængerne er i høj kurs i København, hvor politikerne nu har igangsat en ny fodgængerstrategi, der skal få københavnerne til at gå 20 procent mere i 2015.

Kurth Johansen fra Dansk Fodgænger Forbund på Købmagergade. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er ikke nok, at København for nylig blev kåret som verdens bedste cykelby for andet år i træk. Den skal nu også gøres endnu mere attraktiv for folket på gåben.

Politikerne på Københavns Rådhus har netop besluttet at sætte gang i udarbejdelsen af en fodgængerstrategi, hvis formål er at øge fodgængertrafikken i byen med 20 procent i 2015 i forhold til i dag.

»København har længe haft en strategi for cyklisterne, den kollektive trafik og biltrafikken. Men fodgængertrafikken har været overset, og derfor er det nu nødvendigt med en strategi, der skal få flere københavnere til at gå mere. Både fordi det er sundt at gå og ikke forurener, men også fordi det skaber mere byliv,« siger teknik- og miljøborgmester i København Bo Asmus Kjeldgaard (SF).

Han erkender, at det i sidste ende er københavnerne selv, der bestemmer, hvor meget de vil gå rundt i byen, men at det er op til kommunen at skabe de bedste rammer for fodgængerne - blandt andet gennem flere brede gader og flere grønne områder.

Skal være nemmere at gå

Indtil videre er der afsat 300.000 kroner til at udarbejde den konkrete strategi, der skal formes ved hjælp af input fra såvel konsulenter som forældreorganisationer, Københavns Ældreråd, Wonderful Copenhagen, Dansk Fodgænger Forbund o.l.

Der er dog nogle hovedområder, som man på forhånd regner med, at der skal laves konkrete strategier for. Det drejer sig først og fremmest om at forbedre forholdene for fodgængerne til og fra den kollektive trafik - så som togstationer og store busstoppesteder - og på de travle strøggader og handelsgader, hvor der er mange cafeer og meget liv.

Derudover skal der skabes flere sammenhængende ruter og genveje rundt omkring i bydelene, hvis der er huller, »missing links« eller en skummel fodgængertunnel, som ingen har lyst til at gå igennem efter mørkets frembrud.

»Det er ikke alle tiltagene, der behøver at indebære nye, store broer til 100 millioner kroner. Det kan sagtens være små konkrete forbedringer, der gør det nemmere at være fodgænger i København,« siger områdechefen i Københavns Kommunes Center for Trafik, Brian Hansen.

Ifølge teknik- og miljøborgmesteren drejer det sig i høj grad om at få indtænkt fodgængerstrategien ved nybyggerier i kommunen.

»Når vi for eksempel skal bygge Nørreport Station om, er det vigtigt at være bevidst om, at det skal være en oplevelse og nemt for fodgængerne at færdes der,« siger Bo Asmus Kjeldgaard.

Initiativer i gang i 2011

Hos HORESTA, der er hotel-, restaurant- og turisterhvervets landsdækkende brancheorganisation, glæder man sig over, at fodgængerne nu bliver sat på dagordenen i København.

»Det er dejligt at høre, at bylivet i København forbedres, og at der gives større mulighed for, at byrummene kan bruges til rekreative formål, cafeer o.l. Så håber vi bare også, at man samtidig sikrer sig, at turister kan parkere ordentligt i nærheden af bymidten, så det er nemt for dem at komme til og fra København,« siger Allan Agerholm, regionsformand for HORESTA i Region Hovedstaden.

Fodgængerstrategien forventes færdiggjort til sommer, således at de konkrete initiativer kan sættes i værk i begyndelsel af 2011.