Politikere kræver forklaring på politiets passivitet

Justitsministeren kræver nu en forklaring på, hvorfor politiet ikke greb ind, da op mod 400 autonome fredag nat lavede omfattende ødelæggelser i København.

Hyskenstræde tæt på Strøget i København blev hårdest ramt af de autonomes hærgen fredag nat. Især møbelbutikken Natuzzi måtte lægge facade, vinduer og inventar til de unges vilde gadefest. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt
Justitsminister Brian Mikkelsen (K) kræver nu en redegørelse for, hvorfor mellem 300 og 400 autonome natten til lørdag kunne ødelægge store dele af Hyskenstræde i Københavns indre, mens de udsendte betjente så passivt til.

Redegørelsen skal allerede ligge klar i løbet af i dag, oplyser Brian Mikkelsens pressechef, Sandy French, til Berlingske Tidende.

Brian Mikkelsen ønsker ikke selv at udtale sig om politiets manglende indgriben i urolighederne, før han har læst redegørelsen.

Politiinspektør Per Larsen fra Københavns Politi bekræfter, at redegørelsen kommer i dag.

På Christiansborg er der enighed om, at politiets passivitet, da autonome natten til lørdag smadrede butiksruder og biler, og hvor husfacader blev oversprøjtet med graffiti, bør få konsekvenser.

SF og Dansk Folkeparti har indkaldt justitsministeren til et samråd om sagen, mens den socialdemokratiske retsordfører, Karen Hækkerup, ser frem til at få en forklaring fra såvel politi som fra justitsministeren.

»Vi politikere skal ikke blande os i politiets dispositioner. Det er altid politiet selv, der skal vurdere, om sikkerheden er i orden. Men det er jo dybt kritisabelt over for de mennesker, det er gået ud over. Har man virkelig ikke mulighed for at kalde folk ind, når der pludselig udvikler sig sådan en situation. Det virker fuldstændig barokt,« siger hun.

Arrangører tager afstand
Det var en gadefest under byfestivalen »Undoing the City,» der løb løbsk i Hyskenstræde natten til lørdag og endte med 40 anmeldelser om hærværk.

På forhånd var der på hjemmesiden modkraft.dk advaret om, »at aktivister vil gøre byen til en kampzone.«

Men arrangørerne bag byfestivalen, openhagen.net, tog i går afstand fra ødelæggelserne.

»Da vi fik henvendelsen om gadefesten, tænkte vi, at det lå i tråd med festivalens idé om at »omgøre byen«. Nu kan vi selvfølgelig godt se, at det ikke var smart i lyset af, hvordan festen udviklede sig. Hvis vi havde vidst, hvordan denne fest ville forme sig, havde vi ikke sat den på vores program,« skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.

Arrangement aflyst
Søndag valgte de at aflyse det sidste arrangement på festivalens program; en happening i Københavns Havnebassin.

Københavns Kommune har støttet byfestivalen med 20.000 kroner, og ifølge kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V) har arrangørerne misbrugt kommunens tillid.

»De har sendt en fin ansøgning, som ikke indikerer, hvad der skulle ske natten til lørdag. Hvis det står til mig, får de aldrig penge igen. Ikke en øre,« siger Pia Allerslev, som samtidig understreger, at ødelæggelserne får konsekvenser.

»Desværre får vi nok et kedeligere København at se i fremtiden. Vi har hidtil givet penge til et alternativt liv i København, men med den her episode bliver det svært at opretholde den bredde af initiativer, som kommunen støtter.«

Tjekkede I ikke ansøgerne godt nok?

»Vi tjekker ikke alt. Vi tror på det bedste i folk, og vi vidste ikke, at der var planlagt uroligheder,« siger hun.

Pia Allerslev vil nu foreslå Københavns Borgerrepræsentation at få renset graffitien i Hyskenstræde ned på kommunens regning.