Ytringsfrihed på finansloven

Liberal Alliance vil afsætte penge til international konference mod islamismen. Nej, siger Dansk Folkeparti.

Naser Khader er medstifter at en islamisme-kritisk forening. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den kommende finanslov skal bevillige penge til en international konference til støtte for ytringsfriheden. Konferencen – kaldet Copenhagen Symposium – skal afholdes næste år i København og blæse til kamp mod islamismen. Det foreslår Naser Khader fra Liberal Alliance,

»Danmark skal være kendt som ytringsfrihedens land, og København skal være vært for en konference for ytringsfrihed og mod islamisme. Konferencen skal gerne afholdes hvert andet år og munde ud i en »Københavner-deklaration,« siger Naser Khader til Berlingske Tidende.

Khader oplyser samtidig, at han er medstifter af et internationalt netværk mod muslimsk fanatisme, som i al hemmelighed blev stablet på benene for halvanden måned siden. Det stiftende møde blev afholdt på et vin­slot i Frankrig ejet af en britisk rigmand, der er initiativtager til det anti-islamistiske netværk. Det har indtil videre 12-15 medstiftere, men deres navne er foreløbig hemmelige af sikkerhedsgrunde, oplyser Naser Khader, der tidligere herhjemme har stiftet foreningen Demokratiske Muslimer.

»Men der er blandt andet tale om intellektuelle, der alle er kendt for at kæmpe mod islamismen i deres hjemlande, som blandt andet er Egypten, Canada, Italien, Tunesien og Frankrig,« forklarer Naser Khader, der oplyser, at han er den eneste skandinav i kredsen.

Dansk Folkeparti siger nej

Nye medlemmer skal være på bølgelængde med netværkets grundlæggere, og det udelukker eksempelvis den hollandske, stærkt islamkritiske politiker, Geert Wilders, understreger Khader, der blandt andet peger på, Geert Wilders ikke løser problemet med islamismen, når han finder det ok at kalde profeten Muhammed for pædofil og forbyde Koranen.

Men hvis islamkritikere som Geert Wilders ikke er velkomne i det nye netværk, så skal den Københavner-konference, som Liberal Alliance foreslår, ikke finansieres over finansloven. Det fastslår Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen,

»På de vilkår vil vi ikke lade finansloven betale for Naser Khaders projekt,« siger Søren Espersen, der ellers bifalder at lade Danmark være vært for en international konference mod islamismen.

»Men ikke, hvis konferencen kun er for de politisk korrekte, der ikke for alvor tør tage et opgør med islamismen,« fastslår han.

@BM BRØD:Den tidligere chef i Politiets Efterretningstjeneste, Hans Jørgen Bonnichsen, advarer til gengæld ifølge Ritzau mod at gøre Danmark til epicentrum for kampen mod islamisk fanatisme.

»Nu ved vi ikke, hvad der kommer ud af initiativet, men det vil betyde, at den eksisterende alvorlige trussel mod Danmark vil være vedvarende, og at Danmark fortsat vil være i terroristernes sigtekorn,« siger Bonnichsen, der i det hele taget ikke er begejstret for Khaders netværk,

»Jeg synes, at hele projektet viser, hvor lidt tillid og tiltro de i bund og grund har til de vestlige værdier og vores modstandskraft. Men også hvor lidt tiltro de har til de moderate muslimers egne evner til at hamle op med islamisternes totalitære projekt,« siger Bonnichsen.

Udenrigsminister Per Stig Møller (K) ønskede i går ikke at kommentere Liberal Alliances forslag om at lade finansloven betale for en islamkritisk konference.