Yahya Hassan trækker underskrifter til Nationalpartiet

På under et døgn har Nationalpartiet fået 5.000 nye vælgererklæringer og nu tæt på at være opstillingsberettiget. Formanden tilskriver Yahya Hassan en stor del af æren.

Yahya Hassan forlader pressemødet tirsdag, hvor han blev præsenteret som kandidat for Nationalpartiet. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Leth Williams

Før Nationalpartiet tirsdag præsenterede digteren Yahya Hassan som folketingskandidat, havde partiet indsamlet 15.000 vælgererklæringer.

Onsdag morgen kan formand Kashif Ahmad glæde sig over, at yderligere 5.000 borgere har skrevet under på, at Nationalpartiet skal have en plads på stemmesedlen.

»Inden jeg tog hjemmefra i morges, så jeg, at vi var nået op på 20.400 vælgererklæringer. Dermed har vi passeret den grænse, der skal til for at blive opstillingsberettiget. Det er fantastisk, formidabelt og overvældende at møde så stor opbakning,« siger Kashif Ahmad.

Nationalpartiets formand tøver ikke med at pege på Yahya Hassans kandidatur som stor del af forklaringen på de mange nye vælgererklæringer.

»Selvfølgelig er det i høj grad Yahya Hassans fortjeneste i kraft af sin person og sin profil, at vi har fået 5.000 nye vælgererklæringer. Han er en stor stemme og en yderst velbegavet, vellidt og intelligent mand med stor opbakning i ryggen,« siger Kashif Ahmad.

Før en vælgererklæring kan bruges, skal den godkendes af underskriverens hjemkommune. Et nyt parti skal bruge 20.260 godkendte vælgererklæringer for at kunne stille op til folketingsvalg, og ifølge Kashif Ahmad har Nationalpartiet indtil videre fået godkendt knap 9.000 af de 20.400 vælgererklæringer.

De resterende godt 11.000 vælgererklæringer skal sendes frem og tilbage mellem borgerne, deres kommuner og Nationalpartiet for at blive godkendt. Den proces kan tage tid. I mange tilfælde for lang tid, hvis man spørger Kashif Ahmad.

»Det er et demokratisk problem, at vi har det, der skal til, men at bureaukratiet siger, at vi endnu ikke kan kalde os reelt opstillingsberettiget,« siger formanden.

Han håber, at kommunerne og de borgere, der har underskrevet vælgererklæringer, vil handle hurtigt, så partiet kan blive klar til det kommende valg.

»Vi har været vidne til, at godkendelserne kan tage alt fra ti dage til tre måneder. Derfor håber vi, at kommunerne arbejder hurtigt, og at borgerne vil skynde sig at få sendt vælgererklæringerne tilbage til os,« siger Kashif Ahmad.

Han fortæller, at partiet i løbet af de kommende uger vil præsentere en række nye folketingskandidater og politiske udspil.