Yahya Hassan talte i en time: Vi er borgernes parti

Den danske udenrigspolitik har også konsekvenser inden for vores grænser, mener Yayha Hassan, der tirsdag blev præsenteret som ny folketingskandidat for Nationalpartiet.

Digteren Yahya Hassan præsenterer sig som folketingskandidat for Nationalpartiet på et pressemøde i dag d. 7. april 2015. (Foto: David Leth Williams/Scanpix 2015) Fold sammen
Læs mere
Foto: David Leth Williams

Digteren Yahya Hassan revser i sin første tale om folketingskandidat for Nationalpartiet den danske udenrigspolitik og militære engagement i Irak og Afghanistan.

»Hvad vi foretager os udenrigspolitisk, det falder tilbage indenrigspolitisk. Det svarer til at forrette sin nødtørft, mens man står på hænder: Man rammer sig selv i hovedet,« siger den unge digter, der tirsdag blev officielt præsenteret som kandidat for det nye parti.

»Man kan ikke ledsage den amerikanske besættelsesmagt i Irak og Afghanistan og myrde flere hundrede tusinde civile og fordrive millioner, uden der kommer flygtninge ud af det, og uden at en marginaliseret muslim vil gøre noget ved det,« siger han.

Yayha Hassan retter i sin lange og til tider lyriske tale kritik af den nuværende danske politik på flygtninge- og indvandrerområdet. Han mener blandt andet, at Danmark kan lære en del af vores nordiske naboer, når det kommer til, hvordan vi omtaler og tager imod flygtninge og indvandrere og agerer udenrigspolitisk.

Ifølge Yayha Hassan føler »mange flygtninge og efterkommere sig fremmedgjort religiøst og etnisk« i Danmark.

»For eksempel er Sverige i modsætning til Danmark ikke del af NATO og den militære koalition, som smider bomber i hovedet på civile. De har også anerkendt Palæstina som land, og de sender et vigtigt signal og samler befolkningen ved at anerkende deres minoriteter,« siger Yayha Hassan, som i Nationalpartiet håber på at skabe en forskel i dansk politik.

»På trods og på tværs af klasser har vi til det danske sprog og nation til fælles. Derfor hedder vi Nationalpartiet. Vi er nationale parti. Vi er ikke borgerligt parti, men borgernes parti,« siger han.

»Vi er anden generation, og vi er villige til engagere os i samfundet og tage ansvaret.«

TV: Yahya Hassan: Danmark er en pubertær lillebror