Det bliver fortsat Anders Winnerskjold (S), der skal lede Aarhus Kommune de næste fire år.
For den 33-årige socialdemokrat fortsætter som borgmester i landets næststørste by. Det oplyste han på et pressemøde på Aarhus Rådhus natten til onsdag.
Winnerskjold har indgået en konstitueringsaftale med alle partier bortset fra Venstre. 27 af 31 mandater i byrådet står således bag.
- Det er en kæmpe ære og stolthed, at jeg kan bevare borgmesterposten i den by, jeg er født og opvokset i, lyder det fra Winnerskjold.
Meldingen kom efter lange forhandlinger på valgnatten, hvor politikere fra forskellige partier skiftevis kom på visit på borgmesterens kontor.
Anders Winnerskjold tog over efter forgængeren, Jacob Bundsgaard, der pludselig meldte sit exit fra politik i november sidste år.
Bundsgaard efterlod flere møgsager til sin arvtager.
Blandt dem er et stadigt dyrere stadionbyggeri og Aarhus Airport, som Aarhus Kommune er medejer af, og som slås med at tiltrække passagerer og få økonomien til at hænge sammen.
Trods sagerne gik Socialdemokratiet frem med 1,9 procentpoint og fik 30,6 procent af stemmerne i kommunen.
Også SF gik frem og blev byrådets næststørste parti med fem mandater - et mandat ekstra sammenlignet med kommunalvalget i 2021.
Valgets helt store taber blev De Konservative, der skrumper fra fem til tre mandater.
Alligevel bevarer De Konservatives Nicolaj Bang posten som teknik- og miljørådmand.
Liberal Alliance blev repræsenteret i byrådet med to mandater, og partiets spidskandidat, Michael Christensen, bliver rådmand for sociale forhold og beskæftigelse.
De Radikales frontfigur, Metin Lindved Aydin, bliver rådmand for sundhed og omsorg.
Venstre står som det eneste parti uden for konstitueringsaftalen.
Anders Winnerskjold ville ved pressemødet ikke uddybe årsagen til uenigheden med Venstre.
Partiets politiske leder, Christian Budde, siger i en kommentar, at Venstre ikke følte sig tilstrækkeligt tilgodeset.
- Når man får fire mandater og bliver blå bloks største parti med over 25.000 stemmer, så forventer man at blive inviteret med til bordet.
- Det blev vi ikke. I stedet fik vi et tilbud, der ikke havde nogen forbindelse til det mandat, vælgerne har givet os. Det kunne vi ikke sige ja til, siger han.
Århus Stiftstidende har beskrevet, at Christian Budde under valgkampen bejlede til SF og sagde, at han ikke ville afvise at pege på SF'eren Thomas Medom som borgmester.
Medom gjorde det efterfølgende klart, at han ikke ville være borgmester baseret på borgerlige stemmer.
Aarhus har i over 100 år været ledet af en socialdemokrat med undtagelse af perioden mellem 2002 og 2005, hvor Venstre fik vippet Socialdemokratiet af pinden.
/ritzau/
