Whistleblower: Et kæmpe demokratisk problem

Uden en ny lovgivning vil mange sager ikke se dagens lys, mener en whistleblower, der selv blev ramt på karrieren.

Foto: David Leth Williams. Hans Bøgesvang Riis afslørede for 2 år siden massive svigt i Arbejdskadesstyrelsen.
Læs mere
Fold sammen

Jurist Hans Bøgesvang Riis satte hele sin karriere på spil – men fik en pris af Retspolitisk Forening for sit mod. For to år siden gik han i medierne og afslørede massive svigt i Arbejdsskadestyrelsen, som efterfølgende har vist sig at koste tusindvis af danskere millioner af erstatningskroner.

Han er skuffet over, at offentligt ansattes ytringsfrihed ikke beskyttes bedre i Danmark. Med de nuværende regler vil mange sager – som den han afslørede – aldrig se dagens lys, lyder vurderingen fra Hans Bøgesvang Riis, der håber, at regeringen tør tage hånd om problemet.

»Hvis man fra Folketinget og regeringen giver et signal om, at man anser problemet med, at alvorlige sager ikke kommer frem i lyset, for så stort, at man laver noget lovgivning, der beskytter dem, der står frem, så vil det uden tvivl påvirke kulturen nedad. Det vil blive meget mere naturligt for medarbejderne at gå videre end frokostbordet, hvor man sidder og snakker om problemsagerne,« siger han.

De seneste år har Folketingets Ombudsmand behandlet 33 sager, hvor embedsmænd er kommet i problemer, fordi de har ytret sig om forhold på deres arbejdsplads. I mange tilfælde risikerer embedsmænd, der ytrer sig kritisk, at blive udsat for både megen kritik og at miste deres job.

Efter at Hans Bøgesvang Riis stod frem, havde han i lang tid svært ved at finde et nyt arbejde, fordi mange kendte hans navn. Han kalder den manglende beskyttelse af offentligt ansattes ytringsfrihed et »kæmpestort demokratisk problem« og advarer mod, at mange sager aldrig vil se dagens lys, hvis man bevarer de nuværende regler.

»Hvis regeringen sendte et signal om, at det var OK at komme frem med sin kritik, og at man måske havde en lovgivning omkring whistleblowerordninger, så tror jeg, at det ad åre vil kunne påvirke kulturen,« siger han og uddyber:

»Jeg ville ønske, at man havde et system, hvor kulturen var anderledes, og hvor det var naturligt for medarbejderne at gå til deres ledelse med kritik og rejse problemer, som de synes var alvorlige.«