Vrede over »postkasserød« sommerpakke til danskerne: »Man er i gang med at købe sig til stemmer«

Natten til mandag blev et politisk flertal enig om en særlig økonomisk sommerpakke til virksomheder og danskerne. Et vigtigt skridt ud af krisen, mener finansministeren. Men tre partier forlod forhandlingerne i skuffelse. »Det er ren og skær gaveuddeling,« lyder det fra LA-ordfører.

»Det tjener Danmark bedst, når vi står sammen,« lød det fra finansminister Nicolai Wammen (S) ved præsentationen af den milliardstore sommerpakke. Men tre partier manglede. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Der var noget ganske usædvanligt over seancen, da finansminister Nicolai Wammen (S) flankeret af et politisk flertal natten til mandag præsenterede en særlig økonomisk sommerpakke til danskerne.

Igen og igen har statsminister Mette Frederiksen (S) og regeringen under coronaepidemien henvist til, hvordan et samlet Folketing har stået sammen på tværs af partifarve i forsøget på både at dæmme op over for coronavirus og afbøde de allerværste konsekvenser af epidemien.