Vores samfund hænger kun sammen, hvis tre ud af fire er i arbejde og betaler skat

Flygtningepres og stor indvandring af ukvalificeret indvandring kan trække lange spor i dansk økonomi og på længere sigt udfordre vores samfundsmodel, advarer forskningschef Torben Tranæs.

Illustration: Kamilla Wichmann Fold sammen
Læs mere

Set med økonomernes briller er det i grunden ikke så kompliceret. Ren matematik kunne man sige.

Danmark står over for et klart valg: et valg mellem skattefinansieret velfærd og høje sociale ydelser eller stor indvandring af mennesker uden uddannelse og ringe kvalifikationer. Begge ting kan ikke lade sig gøre – i hvert fald ikke hvis indvandringen når et vist niveau.

Det er den erkendelse, der er ved at gå op for politikere fra venstre til højre i Folketinget. Flygtningedebatten handler nok om værdier, religion og kultur.

Men når Venstre, Socialdemokraterne og selv dele af venstrefløjen er sprunget på den kontante stramme kurs over for asylansøgere, der kommer til Danmark, og når gruppeformand Henrik Sass Larsen siger, at Socialdemokraterne vil gøre alt, hvad man kan, for at begrænse flygtningestrømmen til Danmark, så er det, fordi der er økonomi og socialdemokratiske kerneværdier på spil.

Og det er det nye i disse års flygtningedebat i forhold til tidligere asylstrømme. Det handler om penge.

»Det er selve den danske samfundsmodel, der er udfordret. Jo større den andel er, der bliver forsørget af resten, desto færre ting kan man skattefinansiere. En lille ændring i tilstrømningen af ukvalificeret arbejdskraft betyder ikke noget, men jo større den er, desto mere må vi prioritere anderledes.

Det er et politisk spørgsmål, om man vil skære på velfærd, sætte skatterne op eller gennemføre reformer, som skaber et større arbejdsudbud,« siger Torben Tranæs, som er en af landets førende forskere i integration og indvandringens betydning for samfundsøkonomien. Han er forskningsdirektør på SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (tidl. Socialforskningsinstituttet, red.), og nyudpeget økonomisk vismand. Vismændene har dog ikke behandlet dette emne endnu, understreger han.

75 procent skal være i arbejde

Tidligere har Rockwoolfondens Forskningsenhed, hvor Tranæs før var chef, regnet ud, at den ikke-vestlige indvandring i 2014 kostede samfundet 16 milliarder kroner, fordi beskæftigelsen er så lav.

Udfordringen er, at samfundsøkonomien under et kun hænger sammen, hvis 75 procent af de, der er i den arbejdsdygtige alder, er i job og betaler skat frem for at være på overførselsindkomster. For indvandrere fra ikke-vestlige lande er beskæftigelsesprocenten, som den kaldes, under 50 procent.

»Når man har en model, hvor man er nødt til at have så høj en beskæftigelsesgrad på omkring 75 procent for at finansiere velfærdsordningerne, så er man sårbar over for indvandring fra et hvilken som helst sted, hvor de ikke har kvalifikationer til at klare sig på det danske arbejdsmarked,« siger Torben Tranæs.

Men kan man ikke forestille sig, at de, der nu kommer som flygtninge fra især Syrien er bedre uddannede og nemmere kan få job i Danmark?

»Det ser ikke ud til at være synligt bedre med hensyn til medbragte kvalifikationer, end det tidligere har været. Og for de, der er kommet fra Syrien – også inden for de seneste syv-otte år – har deres beskæftigelsesgrad været markant under beskæftigelsesgraden for gennemsnittet for ikke-vestlige indvandrere, også når man korrigerer for, hvor længe de har været i landet. Så beskæftigelsesmæssigt ligger de i den tunge ende,« siger Torben Tranæs og henviser til, at det kun er omkring ti procent af dem, der kommer nu, som bliver visiteret til dansk på niveau tre, hvilket svarer til, at man har en eller anden form for ungdomsuddannelse. Langt hovedparten har i bedste fald kun en almen grunduddannelse svarende til den danske folkeskole.

»Så der skal ganske betydelige forbedringer til blot for at bringe dem op gennemsnittet for ikke-vestlige indvandrere, som i forvejen ligger lavt for den type samfund, vi har,« siger Torben Tranæs.

PISA for voksne

Som det danske samfund er indrettet, skal kvalifikationerne følge med det høje sociale sikkerhedsnet og mindstelønnen, så høj løn og høje sociale ydelser ikke er en barriere for at tage et arbejde. Forskningsdirektøren henviser til endnu en undersøgelse, som viser, at der er en meget tæt sammenhæng mellem regnefærdigheder og løn. Det måler man i en række lande med den såkaldte PIAK, som er PISA for voksne. I Danmark ligger 14 procent i den laveste del. USA har eksempelvis dobbelt så mange.

»Vi har i Danmark forsøgt at sørge for, at det høje sociale sikkerhedsnet ikke har så store negative omkostninger for beskæftigelsen. Historisk er det lykkedes godt. Det er de relativt få med dårlige regne­kundskaber en indikator for. Den anden indikator er, at beskæftigelsegraden i Danmark er relativt høj.

Men i forhold til indvandring af ukvalificeret arbejdskraft er vi mere sårbare end USA og lande i Sydeuropa. Hvis man ikke kan klare sig i USA, så koster det ikke skatteyderne særligt meget,« siger Torben Tranæs og tilføjer:

»Hvis vi i Danmark havde hævet det sociale sikkerhedsnet, og det ikke var lykkedes at få kvalifikationerne til at følge med, så ville man ikke have så høj beskæftigelsesgrad. Og det er den situation, vi kan risikere at komme i.«

Men kan man så ikke sætte sin lid til, at integrationen bliver bedre? Statsminister Lars Løkke Rasmussen har sat emnet øverst på forårets politiske dagsorden og vil indkalde parterne på arbejdsmarkedet til trepartsforhandlinger om, hvordan man får flere flygtninge og indvandrere i job hurtigere.

»Man kan sikkert godt gøre systemet mere effektivt. Men det er jo ikke, fordi vi ikke har prøvet mange forskellige ting gennem årene. At tro at vi kan få de ikke vestlige indvandreres beskæftigelsesprocent op på bare 65, alene fordi jobcentrene får bedre styr på det, og kurserne bliver bedre, har jeg svært ved at forestille mig,« siger Torben Tranæs.

Pessimismen skyldes ikke mindst, at de faktorer, der bidrager til den lavere beskæftigelsesgrad for første generation af flygtninge og indvandrere ikke umiddelbart er til at gøre så meget ved. Det er kvindernes lave beskæftigelse, dårlig sundhedstilstand hos nogle flygtninge med psykiske traumer og andet, og det er de ringe kvalifikationer.

»Hvis man fjerner de tre ting fra ligningen, så er beskæftigelsen ikke så lav. Men det er også tre ting, som det er meget svært at gøre noget ved. At løfte kvalifikationerne for voksne mennesker, som er faldet bag af den teknologiske dans, er ganske vanskeligt. Det gælder også for voksne danskere, som uddannelses- og teknologitoget har efterladt på perronen, fordi fiskefilletfabrikken lukkede eller andet,« siger Torben Tranæs.

Kulturelle udfordringer bliver tydeligere

Hvis man skulle have lidt optimisme, er det i forhold til, at indvandrerpigerne er begyndt at klare sig betydeligt bedre, men det udstiller samtidig de kulturelle udfordringer, der er. For den anden generation af indvandrere med ikke-vestlig baggrund var det tilbage i 1995 sådan, at omkring 20 procent færre havde en ungdomsuddannelse. Men i dag har ikke-vestlige indvandrerpiger indhentet de danske piger, mens indvandrer­drengene ligger på samme niveau.

»Både arv og miljø er det samme – de er jo søskende med samme familie og sociale baggrund. Derfor er der kun kulturelle faktorer og traditioner til at forklare forskellen på drenge og piger. Der er sket noget, så pigerne indhenter det danske niveau, mens drengene ikke gør. De kunne have gjort det, men er løbet ind i barrierer, som kan være i deres egne hoveder, i deres forældres eller i omgivelsernes. De får ikke det ud af deres skole, som de skal,« siger Torben Tranæs.

I dag ligger mindstelønnen på arbejdsmarkedet omkring 110 kroner i timen. Hvis den nu var lavere, passede den måske bedre til indvandrernes kvalifikationer, og flere ville kunne komme i job. Men det er langt fra sikkert.

»Hvis man ser på ukrainere i Danmark, så tjener de 85-90 procent af deres indkomst ved erhvervsarbejde, mens det kun er 40 procent hos dem, der kommer fra Syrien. Ukrainerne kan heller ikke sproget og har ikke højtlønnede job. Deres indkomst ligger tæt på niveauet for de sociale ydelser. Der er altså allerede et arbejdsmarked med simple manuelle funktioner, og de bliver bestredet af nogen, der ikke kan sproget. Men forskellen er, at de er udvalgt, fordi de kan og vil.«

I debatten bliver indslusningsløn ofte fremført som en løsning senest af blandt andre finansminister Claus Hjort Frederiksen og generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Andreas Kamm. Den lavere løn til indvandrere stod til at blive en del af trepartsforhandlingerne, men lønmodtagere og arbejdsgivere er dybt imod, at regeringen blander sig i lønforhold, så finansministeren har måttet fjerne det fra dagsordenen.

Men ville det gøre en forskel med en midlertidig lavere løn til nogle udvalgte grupper?

»Hvis der var flere af den type job, hvor lønnen var lavere, så ville beskæftigelsen også være højere. Der er nogen, som helt klart ikke kan få job på de laveste mindstelønninger. De har med den lavere integrationsydelse fået et betydeligt økonomisk incitament til at tage et job. Ydelsen svarer til 45-50 kroner i timen. Så hvis de bare fandt et arbejde til 70 kroner i timen ville det være markant bedre end integrationsydelsen. Men jobbene er der stort set ikke i dag, og det har med normer og overenskomster at gøre. Det er svært at ringe på henne ved Netto og sige, at man gerne vil arbejde for 70 kroner i timen, selv om det ikke er ulovligt,« siger Torben Tranæs.

Til slut er det værd at minde om, at Danmark ikke tager imod flygtninge, for at de skal give overskud eller som i Sverige og Tyskland, at man regner med, at de kan afhjælpe fremtidig mangel på arbejdskraft, når befolkningene bliver ældre. Vi tager imod flygtninge, fordi de har brug for beskyttelse og er på flugt fra krig og forfølgelse. Men det ændrer ikke på, at Danmark ikke er gearet til det, hvis flygtningestrømmen bliver for stor.