»Vores privatsfære er under pres«

Med forslaget om, at Arbejdstilsynet skal til at kontrollere vores bankkonti, vil regeringen udvide overvågningen af borgerne. Det truer den tillid, der får samfundet til at fungere, mener Justitia-direktør Jacob Mchangama.

Hvis offentlige myndigheder kan få adgang til al data om os, så vendes hele styrke­forholdet mellem borger og stat på hovedet, siger Jacob Mchangama. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Endnu en pæl i det bolværk, der beskytter privatsfæren mod statslig kontrol og overvågning, kan blive fjernet.

SR-regeringen vil med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i spidsen og fuldtonet støtte fra SF give Arbejdstilsynet adgang til vores private løn- og skatteoplysninger.

Formål? Bekæmpelse af social dumping – altså at udlændinge arbejder på løn- og arbejds­vilkår, som ligger under det sædvanlige danske niveau.

Det får direktøren for den nystartede, juridiske tænketank Justitia og blogger på b.dk Jacob Mchangama til endnu engang at tænde advarselslamperne. Privatlivets fred er atter under angreb, siger han.

»Igen ser vi, hvordan vi mere eller mindre automatisk underminerer privatlivets fred. Oprindeligt sagde man, at indgreb i privatlivets fred kun var tilladt, når det kom til særlig alvorlig kriminalitet samt terror og trusler mod statens sikkerhed. Og hvor man opererede med, at politiet og efterretningstjenesterne skulle have en retskendelse, før de kunne gøre noget. Men med mange små skridt på ret kort tid har vi bevæget os i en retning, hvor alle mulige andre hensyn – for eksempel kampen mod socialt bedrageri, skatteunddragelse og nu social dumping – kan retfærdiggøre indgreb i privatlivets fred. Der er ikke nogen klar definition af social dumping, og selve det, at der kommer udlændinge til Danmark og arbejder, er ikke i sig selv ulovligt, men følger bl.a. af EUs regler om arbejdskraftens fri bevægelighed. Det er dybt problematisk.«

Hvordan er retstilstanden i forhold til retten til privatliv i DK?

»Den er blevet udhulet. I dag er der så mange muligheder for offentlige myndigheder til at komme ind på privat ejendom uden retskendelse. Pensionsstyrelsen kan f.eks. troppe op i lufthavnen eller på bus­terminaler og forlange at se bordingkort for at se, om man har rejst som pensionist, ligesom der er kontrolteams i udlandet, som skal sikre, at danskere ikke gemmer oplysninger om ejendom. Vi ser kommuner lave hotlines, så borgere anonymt kan indberette hinanden. Privatsfæren er under pres, og hvis vi ikke sætter nogle hegnspæle ned, bliver det værre.«

Vi har en stor velfærdsstat, hvor vi finansierer hinandens liv – er det så ikke i orden og logisk, at vi holder lidt ekstra øje med hinandens brug af fælleskassen?

»Jeg er ikke politiker, og Justitia har ikke nogle holdninger til, hvordan velfærdssamfundets fordeling af goder skal være. Der er en bred politisk konsensus om, at vi skal have et velfærdssamfund, og når det kommer under økonomisk pres, så bliver systemet sårbart. Spørgsmålet er så, om det system skal opretholdes via højere grad af overvågning og kontrol, eller om der skal være grænser. Jeg mener så klart det sidste.«

Du vil gerne sætte hegnspæle, men er de fleste af os ikke villige til at sjakre med privatlivet, særligt når registrering og kontrol gør livet lidt lettere?

»Til dels. Men da vi havde debatten om Skats mulighed for adgang til privat ejendom uden retskendelse, viste det sig, at der var en holdningsændring på vej. Og ved det nuværende forslag om Arbejdstilsynet er der mulighed for, at regeringen kan komme i mindretal. Det er ikke, fordi det her lov­forslag går meget videre, end det, de partier, der nu råber vagt i gevær, selv har været med til at indføre. Men der er måske en erkendelse af, at man samlet set er gået for vidt. Lakmus­prøven kommer, når og hvis vi får en ny regering. Det er jo set før, at love, der er blevet gennemført, er svære at rulle tilbage, selvom man har råbt i opposition.«

Hvornår er overvågning okay i dine øjne?

»De mest intensive former for overvågning, synes jeg, alene hører til, når der er tale om alvorlig kriminalitet og terror. Og hvor der samtidig er indbygget retssikkerheds­garantier. Jeg synes ikke, at det er oplagt at give den slags muligheder, som politi og efterretningstjenester har, til myndigheder, der tager sig af socialt bedrageri eller und­dragelse af skat. Eller social dumping.«

Men hvad er det, man mister, hvis man ikke har privatlivets fred?

»Muligheden for at være sig selv. Og hvis offentlige myndigheder kan få adgang til al data om os, så vendes hele styrkeforholdet mellem borger og stat på hovedet. Så bliver borgerne et redskab i effektiviseringen af statens ageren i stedet for den anden vej rundt. Samtidig kan udhulingen af privatlivets fred true den gensidige tillid, som gør samfundet velfungerende. Der er forskere, som har sammenlignet befolkningerne fra det tidligere Øst- og Vesttyskland, og her var tilliden blandt vesttyskere større end blandt østtyskere. Og det har givetvis noget at gøre med, at overvågningen var så massiv i DDR, og at der ikke var noget, der hed privatlivets fred. Der er vi slet ikke endnu, men med den teknologiske udvikling kunne myndighederne principielt opnå det, Stasi fik gennem fysisk overvågning.«

Så for at værne om vores tillid til hinanden skal vi have en større mistro til staten?

»Ja, men det gælder også omvendt. Med en vis god grund har vi en stor tillid til de offentlige myndigheder i Danmark, og vi skal være glade for, at vi har mindre korruption, ærlige embedsmænd og et uafhængigt retsvæsen. Men hvis vi holder op med at bygge vores samfund på de retsprincipper og den magtadskillelse, som har gjort det muligt, så risikerer vi at underminere den tillid. Hvis du holder op med at se din kommune som et serviceorgan, men snarere som en offentlig myndighed, der overvåger dig eller opfordrer din nabo til at angive dig, så ryger tilliden.«

Vi bliver ofte præsenteret for spørgsmål om overvågning som et dilemma mellem frihed og sikkerhed. Er det et falsk dilemma?

»Ikke i forhold til de danskere, der rejser til Syrien for at gå i krig, og hvad man kan gøre for at få styr på, hvem der gør det. Her er der nogle dilemmaer, som er anerkendelsesværdige, og hvor der ikke er en nem løsning. Men skatteunddragelse og social dumping er bare ikke lige så alvorlig som en bombe på Nørre­port. Så hvis vi kunne tage et principielt standpunkt, hvor det kun er på alvorlige områder som terror og alvorlig kriminalitet, hvor omfattende kontrol og overvågning er tilladt og kun med indbyggede retssikkerhedsgarantier, så ville vi være kommet langt.