VKO er ude af forhandlingerne om forskningsreserven

Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti siger onsdag aften nej tak til en aftale med regeringen om fordelingen af forskningsreserven.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti har onsdag aften forladt forhandlingerne om fordelingen af forskningsreserven, erfarer Berlingske Nyhedsbureau.

- Vi er nu her til aften trådt ud af forhandlingerne om forskningsreserven sammen med Konservative og Dansk Folkeparti, siger Venstres forskningsordfører, Esben Lunde Larsen.

Regeringen vil fordele i alt 770 millioner kroner til forskningen fra den såkaldte forskningsreserve på Finansloven 2013. Forskningsreserven skal sikre, at der er råd til nye initiativer inden for forskning og innovation, og millionerne går blandt andet til samspillet mellem virksomheder og universiteter og til forskning i miljø, sundhed, økologi og fødevarer.

Socialdemokraterne, SF og de Radikale er gået til forhandlingerne med et forslag om at finansiere de 770 millioner kroner ved blandt andet at skære 240 millioner kroner fra Højteknologifonden, der er en erhvervsstøtte, som hjælper virksomheder og universiteter med at føre innovative idéer ud i livet. Det er det krav, der nu får Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti til at forlade forhandlingsbordet og sige nej tak til en aftale med regeringen.

- Vi er gået til forhandlingerne med det ene formål at skabe nye arbejdspladser, og det er Højteknologifonden, der for os har været det helt afgørende element, der skal skabe de arbejdspladser. Det har regeringen ikke ville imødekomme, og vi kan ikke tage ansvar for at udmønte så mange millioner, hvis ikke vi får skabt arbejdspladser med dem, siger Esben Lunde Larsen.

Han oplyser samtidig, at Liberal Alliance og Enhedslisten stadig er med i forhandlingerne.