Viden er kommet for at blive

Christian T. Ingemann: I Berlingske 2. april trækkes en gammel traver af stalden: Hvis vi vinker farvel til danske produktionsarbejdspladser, mister vi alt, hvad vi har kært. Budskabet messes efterhånden så ofte og så indtrængende, at det fremstår som en dommedagsprofeti over dansk økonomi.

Christian T. Ingemann, Direktør Dansk Erhverv Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det nytter bare ikke ret meget at græde snot over, at danske virksomheder outsourcer dele af produktionen, eller at vi må lukke et slagteri i Hjørring. Det er en helt uafvendelig del af den internationale arbejdsdeling, at job med lav værdiskabelse stille og roligt forsvinder ud af landet, og at vi i den sammenhæng bevæger os fra industri- til videnssamfund. Det vigtigste i den forbindelse er at sikre en så smidig overgang som muligt, så vi ikke taber en hel generation af blå kedeldragter på gulvet.

En smidig overgang betyder blandt andet, at vi sikrer erhvervslivet de rammevilkår, som kan gøre det muligt for de tilbageværende virksomheder og iværksætterne at skabe nye job til dem, som ikke længere skal bruges ved samlebåndet. De skal i nye job i nye virksomheder eller måske blot i andre funktioner i de produktionsvirksomheder, som fortsat har rentable aktiviteter tilbage i Danmark.

Vidensamfundet bygger nemlig også på, at vi har konkurrencedygtig produktion i Danmark. Dermed ikke sagt al slags produktion, og det er her, kæden hopper af for fremstillingsfanatikerne, som retter bager for smed, når de går i flæsket på videnssamfundsfortalerne og opstiller deres dommedagsprofetier, som vil gå i opfyldelse, hvis ikke vi får fuldt fokus på at forbedre forholdene for produktionsvirksomhederne.

Jeg køber heller ikke præmissen om, at nullerne var én stor omgang lalleglad videnssamfundssnak, hvor alt handlede om varm luft og diffuse buzz words. Enhver, som har fulgt bare en lille smule med i den praktiske virkelighed de seneste 10 år, vil vide, at den erhvervspolitiske dagsorden mere end noget andet har forgyldt landbrug og industri. Der blev rigtignok talt meget om videnssamfundet, men når finanslovsmidlerne skulle fordeles, nye erhvervsstøtteordninger etableres eller ny regulering iværksættes eller tilpasses, så skete det ofte på bekostning af service- og videnserhvervene. Og det til trods for, at hovedparten af jobskabelsen og merværditilvæksten sker inden for service­fagene.

At danske industrijobs er forsvundet i hobetal det seneste tiår er ikke udtryk for bevidst politisk prioritering til fordel for videnssamfundet. Jobtabet ville have fundet sted under alle omstændigheder, og der er absolut ingen grund til at trække pinen ud. Jo længere tid vi holder liv i det som har nået terminalfasen, jo dyrere bliver det for samfundet, og jo langsommere får vi omstillet os til den nye virkelighed.

Vi skal tænke viden og produktion sammen på nye måder, som gør vores samfundsmodel konkurrencedygtig internationalt. Vi skal stadig eksportere til både Tyskland og Sverige, men også huske resten af verden, og det er vores viden, kreativitet, design og innovation, som kommer til at afgøre, om vi får succes. For at det skal lykkes, må Christiansborg vågne op til dåd og sikre konkurrencedygtige rammevilkår, der ikke begunstiger nogen sektor eller nogle erhverv frem for andre, med mindre der er tale om store ubalancer, som der er et særligt behov for at rette op på. Og her har fortalerne for produktionsdagsordenen alt for længe fået lov til at råbe alt for højt.

Det ville i stedet være på sin plads at rose regeringens seneste erhvervspolitiske udspil, som netop forsøger at ramme en balance mellem at sikre gode rammevilkår og sektorspecifik regulering, hvor der er uhensigtsmæssige skævheder. Intelligent offentlig regulering er bestemt på sin plads, når det handler om at skabe a level playing field for erhvervslivet. Bare det ikke udarter sig til afgifter, som diskriminerer bestemte erhverv frem for andre. Tag bare den forkætrede NOX-afgift eller de øvrige energiafgifter, som betyder, at serviceerhvervene betaler 20 gange så meget for den samme enhed energi, som tilfældet er i industrien.

Lad os få debatten om, hvad Danmark skal leve af, op af skyttegraven og ud over stepperne. Falske modsætninger er ikke vejen frem. Men vi kommer ikke uden om at skulle vinke farvel til mange produk­tionsarbejdspladser. Ellers får vi ikke fremtidssikrede, rentable job i stedet, som kan betale for den velfærd, vi tager for givet.