Vi vil flytte skat fra arbejde til mursten

Foto: Steen Brogaard/Folketinget. Camilla Hersom (R)
Læs mere
Fold sammen

Vores reformer virker og Danmark er godt på vej ud af krisen. Derfor er tiden kommet til at løfte blikket og se på vores fremtidige udfordringer. Vi må ikke hvile på laurbærrene.

Radikale Venstre vil have flere i arbejde og færre på offentlig forsørgelse. Vores ambition er, at der altid er mindst 3 millioner i arbejde i Danmark. Det er godt for den enkelte, og det er godt for fæl­les­ska­bet. At få flere i arbejde er nemlig vejen til flere investeringer i bedre velfærd, uddannelse og grøn omstilling i de kommende år. Og det er vejen til at forhindre store budgetunderskud efter 2020 og nye økonomiske kriser.

Vi har derfor behov for reformer, der øger beskæftigelsen markant i de kommende ti år.

Radikale Venstre vil have flere til at blive længere på arbejdsmarkedet i takt med at vi også lever længere. Vi vil have flere dygtige udlændinge til Danmark. Og vi vil skabe nye arbejdspladser med øgede investeringer i forskning og uddannelse og flere iværksættere.

Og så vil vi sænke skatten på arbejde markant. For lavere indkomstskat er et stærkt middel til at skabe flere arbejdspladser i danske virksomheder. Vi vil lette skatten på arbejde for alle i stedet for at give flere skatterabater til danske boligejere. Vi vil kort sagt flytte skat fra arbejde til mursten.

Det er et politisk valg – og selvfølgelig skaber det debat.

Venstrefløjen reagerer instinktivt på ethvert forslag om at sænke marginalskatten. Men for os handler det om balance: Lavere marginalskat skaber flere arbejdspladser, hvilket igen skaber rum for flere investeringer i velfærd. Og vi kombinerer det med ambitioner om at lette skatten i bunden og standse yderligere skatterabatter til boligejerne. Skattestoppet på boliger er den mest ulighedsskabende politiske beslutning i flere årtier. Så vi undrer os over, at venstrefløjen ikke tør udfordre dette politiske tabu sammen med os.

Højrefløjen reagerer lige så instinktivt på ethvert forslag, der udfordrer fortsatte skattelettelser til boligejerne. Radikale Venstre vil ikke øge boligskatterne, men vi vil hæve skattestoppet efter 2020, så ejendomsværdiskatterne fremover følger prisudviklingen. Hverken mere eller mindre. Skattestoppet bidrager ikke til at få en eneste dansker i arbejde. Og der er ikke behov for at varme yderligere op under et boligmarked, der allerede i dag gør mennesker til millionærer, uden at de skal løfte en finger. Derfor bør det egentlig også være god borgerlig logik at flytte skat fra arbejde til mursten.

Heldigvis har andre – økonomer, erhvervsfolk og fagforeningsledere - budt Radikale Venstres skattemeldinger velkomne som modige og fremsynede. Vi har brug for et mere virksomt og retfærdigt skattesystem.