»Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at slå ned på de løgnagtige historier«

Regeringen gør alt, hvad den kan, for at imødegå »de fejlagtige historier« om nye regler i udenlandske medier.

Både hovedbanegården og myndighederne kom under pres, da tusindvis af flygtninge først på efteråret ankom til hovedstaden. Fremover skal myndighederne også overveje, om de tilrejsende skal have konfiskeret eventuelle værdigenstande. Fold sammen
Læs mere

Med Udenrigsministeriet i spidsen arbejder regeringen målrettet på at begrænse skaderne af den internationale omtale af det omstridte danske lovforslag om at fratage flygtninge deres smykker og penge. Det bekræfter Venstres udenrigsminister, Kristian Jensen.

»Hver eneste gang, der er fejlagtige historier om Danmark i pressen – blandt andet dem, vi så i sidste uge – så reagerer vi på dem. Og det gør vi i tæt koordination i hele regeringen for at sikre, at det billede, der tegnes af Danmark, er korrekt i forhold til de initiativer, vi tager,« siger Kristian Jensen til Berlingske.

Lovforslaget, der skal gøre det muligt at inddrage flygtningenes private værdigenstande, som så skal være med til at betale for deres ophold i Danmark, har givet anledning til mere eller mindre forargede artikler rundt om i verden. Ikke mindst i USA, hvor velanskrevne medier som Washington Post og Time Magazine har skrevet om sagen.

Derfor er Udenrigsministeriets forsøg på skadebegrænsning også især rettet mod de amerikanske myndigheder, journalister og meningsdannere, der er blevet kontaktet og har fået den danske regerings version.

Behov for præcisering

Til det formål har Udenrigsministeriet i samarbejde med Udlændinge- og Integrationsministeriet udarbejdet et såkaldt »faktaark« om lovforslaget, og det bringes også på hjemmesiden for den danske ambassade i USA.

»I langt de fleste lande er nyheder om Danmark jo ikke just på forsiden hver dag, og derfor kan der være et behov for – selv blandt veloplyste folk i andre landes regeringer – at sikre en hel klar præcisering af, hvad det rent faktisk er, Danmark har foreslået. Jeg synes jo, at det er rimeligt, at asylansøgere, der kan forsørge sig selv, også skal forsørge sig selv – på samme vilkår som danskere. Så det er klart, at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at slå ned på de løgnagtige historier, der er om inddragelse af guldtænder og vielsesringe,« fastslår Kristian Jensen.

Det er ikke mindst Udenrigsministeriets afdeling for såkaldt Public Diplomacy, der har travlt med at sprede regeringens korrektiv. Public Diplomacy-kontoret blev voldsomt styrket under krisen forårsaget af striden om Jyllands-Postens tegninger af profeten Muhammed, hvor Danmarks internationale brand også fik skrammer.

Men også tilbage i september havde Udenrigsministeriets folk travlt med at korrigere den dækning, der dengang var i udenlandske medier af den pludselige tilstrømning af flygtninge og migranter til Danmark.