»Vi finder os ikke i det,« lyder det i Hellerup Dameroklub, når Enhedslisten vil have de rigeste til at punge ud

Mai Villadsen og Enhedslisten har henvendt sig direkte til de rigeste: I skal betale mere i skat. Berlingske tog på en tur langs Strandvejen med Enhedslistens nye reformudspil i hånden for at spørge, om ikke det er fair nok?

I Hellerup Dameroklub – verdens ældste dameroklub, forlyder det – fanger Berlingske Doris Veijby-Sørensen, der sammen med en gruppe på omkring ti er ved at pakke sammen efter en tur på vandet. Hvad siger de til Enhedslistens melding om, at de skal betale mere i skat? Mathias Svold

De rigeste skal spytte mere i fælleskassen, lyder den overordnede men utvetydige besked i et nyt reformudspil, som Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, præsenterede i Berlingske tirsdag.

Og det er ikke tilfældigt, at beskeden kommer i netop Berlingske.