Vi er alle bønder

Morten Messerschmidt (DF) Fold sammen
Læs mere
Foto: Pressefoto

Juleferie er for mig altid en kærkommen lejlighed til fordybelse. I år havde jeg besluttet mig for at læse Poul Duedahls i øvrigt glimrende biografi om én af dansk politiks store mænd, J. C. Christensen. I henved 30 år dominerede og prægede han dansk politik. Ingen beslutning af større rækkevidde afgjordes uden hans direkte eller indirekte medvirken. En storslået karakter, der ikke mindst i 100året for 1915-grundloven bør erindres for sin store indsats i kampen for parlamentarismens gennemførelse. Hele fire konseilspræsidenter sled han utrætteligt op, inden kongen med Deuntzer kapitulerede og accepterede parlamentarismen som et grundprincip i dansk folkestyre. Med parlamentarismens gennemførelse trængtes det Højre, der med Estrup som førerfigur reserverede magten til de få, veluddannede, udvalgte og fornemme akademikere mv., tilbage og overlod magten til de jævne bønder, som med J. C. Christensen i spidsen vel ikke havde de flotte adelsmærker og høje uddannelser, men udgjorde flertallet af landets befolkning. Og som havde en snusfornuft og vilje, der viste sig aldeles velegnet til at lede landet. Selv gennem svære tider.

Kampen om parlamentarismen var en kamp for demokrati. En kamp for folkets ret til at bestemme, hvad der skal være ret. Jeg nød til fulde Duedahls indlevende beretning og havde den i fuld erindring, da jeg lidt senere i ferien fik lejlighed til at gennemlæse en bunke af de juridiske tidsskrifter, som har det med bare at samle støv. Da var det, som om historien gentog sig for mig. Hvad skal man eksempelvis mene om følgende udsagn: ”den politiske udvikling bekræfter, at der er et reelt behov for en […] modvægt til det uhæmmede flertalsstyre”? Eller advarslen mod ”illusioner om, at Danmarks demokratiske kultur er ufejlbarlig”.

Først troede jeg, at forfatteren citerede fra provisorietiden, hvor brovtende højrefolk kunne tale sådan med tanke på de uoplyste bønder. Men nej, citaterne er skam fra vor egen tid. De stammer fra en tiltrædelsesforelæsning i forfatningsret (!) ved Københavns Universitet. Afsenderen er professor Jens Elo Rytter. Jeg skal indrømme, at artiklen har et par år på bagen. Den er skrevet i 2010. Men mit ærinde er heller ikke at martre forfatteren for hans synder, men snarere at illustrere, hvordan menneskerettighedsdyrkelsen i dag uden blusel erkender og vedstår at være i opposition til demokratiet. Det er ærligt, men det er skræmmende.

Enhver konvention er en amputation af demokratiet. Af folkestyret. Det ligger i sagens natur, at når et land forpligter sig til at gøre eller afstå fra at gøre visse ting, begrænses demokratiet, forstået som befolkningens mulighed for at gøre noget andet. Det er ukontroversielt. Ligeså længe Danmark har eksisteret som nationalstat, har vi indgået forpligtende overenskomster med andre lande. Fred være med det.

Kontroversielt bliver det imidlertid, når sådanne konventioner i generelle vendinger lader det op til en domstol at skabe den egentlige ret. Og heri ligger problemet med den europæiske menneskerettighedskonvention. Hvor ofte har vi ikke set politikere måtte afstå fra at fremsætte deres forslag, fordi det strider mod, hvad de højagtede dommere har deduceret ud af konventionens luftige indhold? Hvor ofte har vi ikke oplevet domme, der går direkte imod den folkelige følelse af retfærdighed? For menneskerettighedsdyrkerne er en sådan konstruktion garanten for vore rettigheder. Men de overser den tilfældighed, hvorved rettighederne opstår. Og de overser, at menneskerettighedskonstruktionen derved bryder med vort samfunds bærende lov-princip (rule of law) og med grundlovens magtfordelingslære (§3).

For mens grundloven sætter grænser for lovgiver, loven sætter grænser for den udøvende magt, dommerne kontrollerer loven og respekterer den lovgivende og udøvende magt, hvem sætter da grænserne for den europæiske menneskerettighedsdomstols fortolkninger? Menneskerettighederne er og bliver i den form, vi kender det fra den franske tradition, grundlæggende i strid med den demokratiske, lov-tanke. Et dommerstyre har givet mening i revolutionsplagede lande, men er og bliver en uskik i konstitutionelt afbalancerede nationer som Danmark, Storbritannien mv. Med sine generelle formuleringer (enhver har ret til retfærdig rettergang, ytringsfrihed, privatlivets fred mv.) udstikker konventionen en række smukke principper. Men principper, der sjældent er konkret anvendelige. De skal fortolkes. Og der begynder dommernes lovgivning. Der sættes magtens tredeling ud af kraft. Der erstattes ”rule of law” med ”rule of the judge”. Og hvor lovgiver er folkevalgt, således at loven kan afspejle folkets ønsker, så er dommerne netop en lille, akademisk elite, der typisk er udklækket i det samme akademiske miljø, uden videre berøring med den virkelige verden og med sikkerhed uden føling med, hvad befolkningen i de enkelte lande måtte ønske. Det gælder næppe mindre, når dommerne er udstationeret i et fælles eksil i Frankrig. Et vakuum, hvor den virkeligheden, der præger os borgere, aldrig trænger ind.

Den danske højesteret og de danske domstole er levet ud af den danske historie og er således folkeligt forankrede. De har en naturlig og respekteret plads og rolle i danske forfatningsret. Den europæiske menneskerettighedsdomstol lever i et lufttomt rum uden berøring med vore forfatningsretlige traditioner og med dommere helt uden berøring med de samfund, som berøres dybt af deres afgørelser. Det er i lyset heraf let at forstå, hvorfor menneskeretsdyrkerne har brug for at nedgøre demokratiet som retfærdiggørelse af det konventionsbårne elitestyre: de står i diametral kontrast til hinanden!

Lad os tage en konkret bestemmelse. Med 276 ord slår konventionens artikel 6 fast, at enhver har ret til retfærdig rettergang. Den danske retsplejelov beskriver det samme, men indeholder over 1000 paragraffer. Hvori består den demokratisk bedst funderede beskyttelse? Selvsagt i loven, som bid for bid beskriver borgernes rettigheder og statens forpligtelser. For sådan er det med loven. Den binder og sætter fri. Den er kendt for enhver. Og den kan ændres af borgerne, hvis de kan mønstre et flertal. Med konventionen er det lige omvendt. Her er det den lille akademiker-elite af dommere, der afgør indholdet. Det er totalt ukendt før enhver dom og ofte helt uforudsigeligt. Det kan ikke ændres af vælgerne og opstår i et tomt rum, hvor alene de udpegede deltager. Til gengæld forpligter afgørelserne både politikere og dommere.

I Danmark forpligter disse domme heldigvis ikke mere end almindelige love, thi menneskerettighedskonventionen er her til lands blot inkorporeret ved almindelige lov. Det giver mulighed for, at dommerne – og politikere – stadig kan sætte demokratiske beslutninger øverst. Men de er dog inkorporerede. Politikerne har af egen kraft besluttet at overlade væsentlige samfundsanliggender – udlændingepolitik, retssikkerhed, ytringsfriheden osv. – i hænderne på 47 dommere, hvoraf kun én er valgt af den danske regering og har kendskab til danske forhold.

I dagligdagen oplever vi borgere sjældent den store betydning af de 47 dommeres virke. Det er sjældent medierne, der naturligt nok er mest optagne af Folketingets arbejde, dækker det. Men læser man afgørelser fra de danske domstole, er det slående så ofte, der procederes på menneskerettighedsdomme. Og læser man, hvad der skrives og siges på de danske universiteter, er det skræmmende, med hvilken arrogance demokratiet nedgøres for at retfærdiggøre dommervældet. Ja, det minder slående om, hvad netop bønderne i Venstre måtte kæmpe imod for over 100 år siden.

Måske tiden da er kommet til at sige: I dag er vi alle bønder!