Veteranen Frank Aaen bliver vagthund for Folketinget

Enhedslisten kan for første gang i sin levetid udpege en statsrevisor. Aaen vil have fokus på privatiseringer.

Frank Aaen fra Enhedslisten bliver nægtet adgang til generalforsamling i Nets onsdag d. 22 marts 2017 i Tivoli Kongrescenter. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen

Der er en tendens i tiden til at ville beskytte magten. Men hvis regeringspolitikerne tror, at de kan undslå sig kontrol, så kommer de til at tro om.

Sådan lyder budskabet fra Frank Aaen, der bliver Enhedslistens første statsrevisor nogensinde. Partiet blev nemlig et af de største ved seneste folketingsvalg.

Og derfor har det nu ret til at udpege en af de seks statsrevisorer, der er en uafhængig institution under Folketinget og har til opgave at overvåge, at statens penge bruges, som Folketinget har aftalt.

Frank Aaen mener, at institutionen er under pres fra regeringen.

- Der er en trend i tiden med at beskytte magten. Og den vil jeg meget gerne imødegå, siger han.

Han henviser blandt andet til, at Folketinget har besluttet, at der fremover skal være to statsrevisorer, der skal være enige om at tage en sag op, før den kan undersøges.

Hidtil har det kun krævet, at en enkelt statsrevisor ville have en undersøgelse.

- Når de tror, at de kan beskytte magten på den måde, mener jeg, at det er håbløst naivt. Hvis det er en god sag, bliver den selvfølgelig rejst, siger Aaen.

Spørgsmål: Er der nogle områder, du mener kalder på særlig opmærksomhed?

- Der, hvor vi har set de største skandaler, har været omkring privatisering. Privatisering af aktierne i Dong og af en del af Statens Seruminstitut. Der kommer hele tiden den slags sager, hvor det politiske er vigtigere end det indholdsmæssige, siger Aaen.

/ritzau/