Vestagers tavse barselskamp

Den, der tier, samtykker. Sådan kan man bedst beskrive den radikale leder Margrethe Vestagers ageren i sagen om den øremærkede barsel til fædre.

Den radikale leder har fået SF og Socialdemokraternes vrede at føle, efter at hun i Jyllands-Posten har givet Socialdemokraterne skylden for, at øremærket barsel til fædre er opgivet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Stiltiende accepterede den radikale leder Margerthe Vestager, at Socialdemokraterne krævede den øremærkede barsel til fædre skrottet på et møde i regeringens økonomiudvalg onsdag i sidste uge, trods arg modstand fra SF.

Mens beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) fik lov at tage kuglerne i medierne, fik SF lov at sende en ordfører i byen og markere deres modstand. Men Margrethe Vestager hørte ingen til. Lige indtil i går, hvor hun på forsiden af Jyllands-Posten proklamerede, at det er Socialdemokraterne, der står bag løftebruddet om fædrebarsel. Havde de ikke trukket i håndbremsen, ville der med andre ord være blevet gennemført en øremærket barsel til far, lod Vestager forstå.

Vreden ville ingen ende tage hos Socialdemokraterne og SF i går. Gang på gang har de to partier stået på mål for en politik, som, de følte, var dikteret af de Radikale. Tænk bare på afskaffelsen af efterlønnen og den forkortede dagpengeperiode. Ikke lette sager at forsvare, når man er rød. Det har både gjort ondt og kostet vælgeropbakning, og alligevel har Socialdemokraterne og SFerne stillet op for regeringskollektivet,

At Margrethe Vestager gør det modsatte – vasker hænder i sagen om fædrebarsel – ved udsigten til at skulle møde et bagland, hvor nogen er vrede, på de Radikales landsmøde i weekenden, ser man derfor ikke med milde øjne på i S og SF. Ikke blot er det uhørt, at en partileder og minister undsiger regeringens politik på den måde. Det tvang også Socialdemokraternes absolutte top – statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og finansminister Bjarne Corydon (S) – til at tage en runde i medierne om den ømtålelige sag i går.

Samtidig undrer SFerne sig. For hvis Margrethe Vestager (R) gerne ville leve op til regeringsgrundlagets løfte om øremærket fædrebarsel, kunne hun jo bare have teamet op med SF på det efterhånden berømte økonomiudvalgsmøde. Så kunne de to partier – der på lange stræk er enige i værdipolitikken – bedre have holdt stand over for en enig socialdemokratisk ledelse, der ville droppe øremærkningen af hensyn til den såkaldte »Blå Bjarne«-vælger, der ikke bryder sig om den slags indgriben i familiernes frie valg. I stedet efterlod Margrethe Vestager SFerne alene. I en situation, hvor de endnu en gang følte sig trynet af »de store« i regeringen.

Det skyldes formentlig, at øremærket fædrebarsel aldrig har været en hjertesag for Vestager, og at hendes socialliberale parti nærmest er delt lige over i for og imod. Det gælder både folketingsgruppen og baglandet. Mens den liberale fløj mener, at der er tale om unødig indblanding i familiernes frihed til selv at bestemme, så vægter den sociale fløj muligheden for at lave en kulturændring, hvor mænd tager større del i deres små børns opvækst, og de to køn får mere lige muligheder på arbejdsmarkedet.

Og måske ikke bare Margrethe Vestager, men også Socialdemokraternes top har undervurderet, hvor stærke følelser der er involveret i sidstnævnte synspunkt. Det er en ligestillingssag, som ikke mindst mange af de kvindelige S,SF og R-vælgere har kæmpet for i mange år. Og som de troede, de havde vundet, da de så løftet om fædrebarsel sort på hvidt i regeringsgrundlaget.

I regeringen havde man satset på, at lægge barselsløftet i graven lige så hurtigt, som man kan rive et plaster af et sår. Det lykkedes ikke. Kun et døgn efter at Margrethe Vestager på et regeringsseminar i Helsingør opfordrede til sammenhold partierne imellem, gik hun selv ud og skabte splid ved først og fremmest at pleje egne interesser. Og uanset hvor velovervejede hendes udtalelser til Jyllands-Posten var – eller ikke var – så viser de, at regeringspartierne nu har øjnene stift rettet mod næste valg. Og at hvert parti kæmper for sig.