Vestager om statsminister-tilbud: Som brev fra nigeriansk prins

Lars Løkke tilbød i 2011 at støtte Margrethe Vestager som statsminister. Hun havde aldrig i sinde at takke ja.

Margrethe Vestager gik på scenen for at give en tale under De Radikales landsmøde lørdag i Nyborg. Carsten Bundgaard/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

I 2011 kunne det måske være endt med, at De Radikales daværende leder, Margrethe Vestager, var blevet statsminister.

Vestagers tidligere rådgiver, Henrik Kjerrumgaard, siger lørdag til Altinget, at Lars Løkke Rasmussen (V) i 2011 på valgnatten tilbød at gøre Margrethe Vestager til statsminister.

»Jeg tror sådan set, det er rigtig nok, men der var ikke mandater til det,« siger Margrethe Vestager til Ritzau ved De Radikales landsmøde i Nyborg.

»Så det var lidt ligesom at få det der brev fra en nigeriansk prins, som har arvet 200 millioner, og som lige mangler en konto at sætte pengene ind på.«

»Uden nogen sammenligning mellem nigerianske prinser og Lars Løkke i øvrigt,« siger hun.

Spekulationerne om muligheden begyndte under folketingsvalget i 2011, da Vestager og De Konservatives daværende leder, Lars Barfoed, aftalte at samarbejde efter valget, uagtet om Venstre eller Socialdemokratiet tog regeringsmagten.

Om de borgerlige partier kunne samle 90 mandater bag Vestager er selvsagt uvist, da Dansk Folkeparti i givet fald også skulle støtte idéen. Helle Thorning-Schmidt (S) endte som statsminister.

Vestager understreger da også, at hun aldrig tænkte i de baner, selv om politiske kommentatorer og andre bragte emnet op under valgkampen.

»Vi tænkte på noget helt andet. Vi tænkte på at lave en regering med Socialdemokraterne, og om det kunne blive til noget,« siger Vestager.

Ud over at et ja til Lars Løkkes tilbud kunne have skabt stormvejr og splittelse hos de røde partier, så gik Vestager heller ikke selv med en drøm om at blive statsminister.

»Nej, for hvis man er Radikal, så er man opdraget til, at man ser på, hvordan indholdet kan blive. Det er helt åbenlyst vigtigt for Venstre og Socialdemokratiet at have statsministerposten, så jeg tror ikke, der er mange Radikale, som har sådan en tanke. Jeg har den i hvert fald ikke,« siger hun.

Vestager, der i dag er EU-kommissær, afviser dog ikke, at De Radikale en dag kan ende med nøglerne til Statsministeriet.

Det er over 40 år siden, at partiet sidst havde en statsminister, da Hilmar Baunsgaard sad på posten fra 1968-1971 i en regering, der også bestod af De Konservative og Venstre.

»Det er sket en gang før. Og når noget er sket før, kan det selvfølgelig ske igen. Men når jeg nu sidder og lytter til resultaterne og ser forståelsespapiret, så er jeg helt utroligt glad for, hvor Radikale er lige nu,« siger Margrethe Vestager.

Margrethe Vestager er netop blevet udpeget som ledende næstformand for kommissionen og kommissær for det digitale område og konkurrence i EU.

/ritzau/