Vestager: Hvis du brækker benet, så sørger jeg for, at der mælk i dit køleskab

Grundloven er skrevet om, formelle rangordener afskaffet og velfærd ikke kun noget, som det offentlige står for. Du har som nabo også en del af ansvaret i det samfund, som de Radikales leder Margrethe Vestager arbejder for at gøre til virkelighed i 2050.

»Det vil betyde mere, at vi kan gøre noget for mennesker, som vi ikke har en familierelation eller et venskab med. Vi vil se os som et fællesskab, fordi vi bor ved siden af hinanden,« siger Margrethe Vestager om sit idealsamfund i 2050. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Magten til at vælge en statsminister eller vælte en regering. Så stor betydning kan få mandater i Folketinget have. Særligt stor bliver magten, når stemmerne tilhører et midterparti, som både har været allieret med rød og blå blok gennem den politiske historie. For så er udfaldet aldrig givet på forhånd. I dansk politik er der tradition for mindretalsregeringer, og her har Radikale Venstre været tungen på vægtskålen flere gange.

Selv om de Radikale i dag er med i en socialdemokratisk ledet regering, har det 108-år gamle parti også med Margrethe Vestager som partileder indgået politiske aftaler med begge sider af Folketingssalen, og frem mod sidste valg varslede hun sammen med de Konservatives leder, Lars Barfoed, et opgør med blokpolitikken i kølvandet på den efterlønsreform, som netop de Radikale indgik med den daværende VK-regering. Men hvordan ville Danmark egentlig se ud i 2050, hvis Margrethe Vestager kunne regere helt alene?

Berlingske har bedt toppolitikere fra Folketingets partier give os en rundtur i det samfund, som de ikke bare drømmer om, men også arbejder for at realisere. Bedt blandt andre Margrethe Vestager fortælle om de politiske visioner for et idealsamfund: Velkommen til »Radikalkøbing«.

Her er danskerne rykket sammen i tættere fællesskaber bundet op på små lokalsamfund, hvor der bliver stillet krav til, at hver især tager ansvar for sit eget liv. At alle gør, hvad de kan for at nå så langt, som de kan og udfolder deres personlige talent – det er ikke kun en ret, men også en pligt.

»Det er et samfund, som involverer dig. Hvor der er konkrete forventninger til, at du tager ansvar for dit, og vi tager ansvar for hinanden. Det er fundamentet for, at vi kan nå hen til et samfund, hvor der er lige muligheder for alle,« fortæller Margrethe Vestager.

Her har velfærdssamfundet skiftet karakter. Det er nemlig ikke kun ydelser, som bliver leveret fra det offentlige, der er med til at skabe velfærdssamfundet, men kan også være private tilkøb på markedsvilkår eller ydelser leveret af frivillige fællesskaber.

Det er ikke længere kun hos tandlægen eller fysioterapeuten, at danskerne skal have pungen op af lommen. Brugerbetaling har spredt sig i sundhedssystemet, men det har en social balance, så det er ikke alle, der betaler lige meget for den samme service. Derfor er det ikke vigtigt, om sygehusene er private eller offentlige, for alle har adgang til dem.

Også folkeskoler, børnehaver og vuggestuer bliver drevet på vidt forskellige måder – både af det offentlige, det private og i et samarbejde mellem de to, sådan som vi også kender det i dag. Men driften af kernevelfærdsområderne kan også hvile på andelshavere eller frivillige, der har lavet en selvbærende organisation.

Her er ingen sig selv nok. I stedet passer man på hinanden, også selvom man ikke er i familie. I Margrethe Vestagers ideelle samfund får nabohjælp en helt ny betydning. Din nabo er den, der samler dig op, hvis du har brug for det. Den, som klipper din hæk eller bærer dine tunge indkøbsposer op af trappen, hvis du ikke selv kan.

»Det vil betyde mere, at vi kan gøre noget for mennesker, som vi ikke har en familierelation eller et venskab med. Vi vil se os som i et fællesskab, fordi vi bor ved siden af hinanden. Og hvis du brækker benet, så sørger jeg for, at der er mælk i dit køleskab – hvis der altså er sådan et til den tid,« siger Margrethe Vestager.

Rundt omkring i byen ligger kirker, synagoger, moskéer og nyreligiøse kirker side om side. Her kan man tro eller lade være, så længe man er demokrat og tør diskutere og giver plads til forskellige holdninger.

»Vi holder op med at bedømme hinanden på de mest umiddelbare synlige skillelinjer, og vi accepterer dem, der er anderledes end os selv – dem, der har en anden hudfarve eller en anden religion. Det er ikke en barriere imellem os,« siger Margrethe Vestager.

Vi har indrettet vores boligform på den måde, der passer os bedst som familie eller enkeltindivider, og ingen dømmer hinanden ud fra den måde, vi vælger at leve på. Danskerne danner de familier, der med Vestagers egne ord »er relevante for dem«. Det er ikke nødvendigvis biologien, der bestemmer, hvem der er familien. Begrebet er forlængst udvidet, så der blandt andet er plads til bonusbørn, papforældre og forældre af samme køn.

»Vi bygger på, at mennesker gerne vil hinanden og vil bære for hinanden, forsørge hinanden og passe på hinanden. Vi vil ikke spredes som singler i et uendeligt forbrugersamfund. Det er ikke efterstræbelsesværdigt. Der skal være plads til nære relationer, men også rum for at folk kan forme familier, som de vil,« siger hun.

Her arbejder alle dét, de kan. Nogle hele tiden, nogle så meget, som de kan komme af sted med, og andre meget mindre i forhold til i dag.

For i »Radikalkøbing« kan man arbejde på mange forskellige måder. Og pensionsalder – er der slet ikke noget, der hedder. Enhver arbejder, så længe de kan, men det kan være, at de faser ud, når de rent fysisk ikke kan holde til det længere.

»Om man faser ud, så man løser sin sidste opgave for andre, når man står med et ben i graven eller et par år før, vil være åbent. Jeg er ikke holdt op med at arbejde i 2050, selvom jeg er et par og firs,« siger Margrethe Vestager om det fleksible arbejdsmarked i hendes idealsamfund.

Her har børnene for alvor noget at skulle have sagt. Selv om retten til at stemme følges med den alder, hvor man bliver myndig, så vil børneårene være langt mere end en forberedelse til voksenlivet. Børnene har blandt andet indflydelse på, hvilke fag der skal undervises i.

»I mit samfund vil børn i højere grad blive inddraget, og også i skolen vil man lytte til, hvad børn synes, man kunne beskæftige sig med, og hvordan ting skal tilrettelægges. Fordi det at forstå ting nogle gange forudsætter, at du er en del af det,« siger Margrethe Vestager.

Tager du en tur uden for bygrænsen, møder du straks natur og grønne vidder. Her er ingen uendelige parcelhuskvarterer, som udvisker overgangen fra land til by, men også på landet bor masser af danskere. Ikke alle arbejder, hvor de bor. Nogle pendler ind til storbyen for at komme på arbejde, men der er så stor økonomisk vækst i landområderne, at begrebet Udkantsdanmark for længst er afskaffet.

Landbruget er forandret. På hver en mark kører lugerobotter dag og nat, drevet på solenergi. De fjerner ukrudtet mellem roer og gulerødder og de andre afgrøder, som fortsat bliver groet på de danske marker. Intet sted bliver der brugt sprøjtegifte, som belaster miljøet. Den slags adfærd er hårdt afgiftsbelagt.

Skattetrykket i Danmark vil formentlig stadig være blandt de højeste i verden, men andre lande har indhentet os, fordi de også vil have en velfærdsstat a la den skandinaviske. Men skatten ligger ikke længere på din løn. Danskerne arbejder nemlig ikke nødvendigvis i Danmark, men lige der i verden, hvor de gerne vil. I stedet er skatten på det, der ikke kan flytte sig ud af landet: fast ejendom og ressourceforbrug.

»Skatteindkrævning er ikke et mål i sig selv. Det er et middel til de ting, vi gerne vil, f.eks. den grønne omstilling,« siger Margrethe Vestager.

I 2050 har to kommunalreformer tilpasset kommunegrænserne, efterhånden som borgerne i større og større udstrækning kun er i kontakt med det offentlige gennem digitale løsninger. Der er ikke brug for mange borgerservicecentre, og byrådene i 98 kommuner holder op med at være naturlige, lokale magtcentre. Men det nære demokrati forsvinder ikke. Det rykker over i en række nye konstellationer blandt andet i det nære lokalsamfund, kombineret med regionale råd i de enkelte landsdele.

»Det betyder noget, hvor jeg kommer fra, og derfor er det vigtigt, at jeg kan tage et konkret ansvar for de mennesker, jeg har en nær relation til som venner, familie eller naboer. Det vil fornyes hele tiden, også selv om de administrative grænser flytter sig. Demokrati skal gennemsyre hele samfundet, og danskerne har lyst til at deltage. Ingen læner sig tilbage,« siger Margrethe Vestager.

Også EU har fået vokseværk, så det efterhånden inkluderer hele Europa. Naturligvis sidder Tyrkiet med ved bordet, men der er fortsat nationale tilhørsforhold og klare grænser mellem landene. Al snak om Europas forenede stater er glemt. Her er stadig brug for forsvaret, for der er fortsat trusler mod det danske samfund, men forsvaret er formentlig anderledes end i dag, for det skal tilpasses nye trusler. Forsvaret bliver opbygget i fællesskaber med andre lande, fordi enhver nation vil være for lille til at klare sig selv, fortæller Vestager.

Her i det samfund, som Margrethe Vestager arbejder for at realisere, ligner meget andet sig selv, fordi forandring ikke er godt bare for forandringens skyld. Men på nogle områder er der sket store forandringer. Selv om kongefamilien stadig bor på Amalienborg og fortsat nyder stor folkelig popularitet, er der i resten af samfundet taget et opgør med nedarvede privilegier. Grundloven er skrevet om, så det står klart, at magten i Danmark som selvstændigt demokratisk retsstat kommer fra folket og ikke ligger hos kongen i et indskrænket monarki.

»Vi vil have en grundlov, der gør det tydeligt, at al magt kommer fra folket, og derfor begynder med dine rettigheder og pligter som borger. Mindre floromvundet og lettere at placere et ansvar, når der sker fejl og mangler og skandaler, for det er der formentlig også i 2050,« siger Margrethe Vestager.

Også rangs- og ordenssystemet er afskaffet, så alle på papiret er lige. Tilbage er kun den kongelige fortjenstmedalje, som gives, når en borger har gjort noget særligt anerkendelsesværdigt, for sådan er det i Vestagers »Radikalkøbing«:

»Jeg lægger stor vægt på ros og anerkendelse for det arbejde, der bliver gjort. Det er vigtigt – og det præger samfundet: Æres den, som æres bør. Uanset, hvem du er. Det er noget andet end at have en rangordning af landets borgere og den automatik, der et stykke af vejen ligger i at have et rangs- og ordensvæsen.«