Vestager gør dansk EU-ambassadør til sin kabinetschef

Danmarks EU-ambassadør, Kim Jørgensen, bliver ifølge Politiken Margrethe Vestagers kabinetchef.

Kim Jorgensen skal være Margrethe Vestagers nye kabinetschef, skriver Politiken. (Arkivfoto) Philippe Huguen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Margrethe Vestager henter en erfaren herre ind som kabinetchef, når hun indtager sit nye job som kommissær for konkurrence og digitalisering.

Udenrigsministeriet bekræfter over for Ritzau, at hun har ansat Danmarks EU-ambassadør, Kim Jørgensen.

»Det er en kæmpe opgave og udfordring, som jeg glæder mig meget til,« siger Kim Jørgensen til Politiken.

Han bliver dermed den tredje kabinetschef i Vestagers tid som kommissær. Alle tre har været danske.

Hendes første kabinetschef var Ditte Juul Jørgensen, der siden er blevet generaldirektør for kommissionens energidirektorat. Siden blev det Claes Bengtsson, der forlader posten for en plads som kabinetschef for konkurrencekabinettet.

Næste dansker på posten er født og opvokset i det danske embedskorps. 57-årige Kim Jørgensen fik sin første ansættelse i Udenrigsministeriet i 1990 efter en kandidatgrad i historie fra Københavns Universitet.

Op gennem 90'erne havde han ansættelse ved ministeriet og større ambassader i Paris og Berlin. Mellem 2006 og 2007 var han ambassadør i Ankara i Tyrkiet.

I 2013 blev han udnævnt til direktør i Udenrigsministeriet, inden han i 2014 blev udnævnt til dansk EU-ambassadør.

Han tog over efter Jeppe Tranholm-Mikkelsen, der skulle forflyttes til Washington.

Det droppede han dog, da han i stedet blev tilbudt den magtfulde toppost som EU-generalsekretær, hvilket han tog imod. Han leder derfor forhandlingerne, når de forskellige landes embedsmænd samles for at bakse de politiske aftaler sammen.

/ritzau/