Vestager bitter over Friis Bach-farvel

Margrethe Vestager ærgrer sig over, at Christian Friis Bach forlader posten som udviklingsminister og ser frem til resultatet af den interne undersøgelse i Udenrigsministeriet.

Foto: Jens Nørgaard Larsen

Det var en tydeligt påvirket Margrethe Vestager (R), som torsdag kommenterede Christian Friis Bachs (R) farvel som udviklingsminister.

»Det har på mange måder været en bemærkelsesværdig dag, og jeg havde hellere været den foruden. Vi har sagt farvel til Christian som minister, og nu vil vi sige goddag til ham i gruppen efter et fremragende stykke arbejde. For to døgn siden havde jeg ikke tænkt én tanke om, at det arbejde ikke skulle fortsætte,« siger den radikale formand og indenrigs- og økonomiminister, Margrethe Vestager.

Hun ser nu frem til, at en intern undersøgelse i Udenrigsministeriet, som udviklingsministeren hører under, skal kortlægge hændelsesforløbet omkring vedtagelsen af rejsereglerne i GGGIs bestyrelse i 2012 og frem til i dag. Tilsyneladende er der sket en alvorlig fejl i sagsbehandlingen, som har ført til, at der er givet forkerte oplysninger til ministeren, Folketinget og offentligheden,

»Det er nogenlunde lykkedes mig at tøjle vreden over forløbet med udsigt til, at der bliver lavet en intern undersøgelse. Det, der er kommet frem, efter Christian ringede til mig i går (onsdag, red.), er jo alvorlige fejl i både sagsbehandlingen, men også i de opfølgende mekanismer, som skal være på plads i et ministerium. Så jeg ser meget frem til undersøgelsen, og jeg håber også, at det kan gå hurtigt,« siger Margrethe Vestager.

Den radikale formand slår fast, at det var Christian Friis Bachs egen beslutning at gå af som minister. Hans beslutning var så klar, at hun slet ikke nåede til at overveje, om hun skulle lave en ministerrokade, så Friis Bach kunne komme over i et andet ministerium, mens hans eget blev undersøgt.

»Det var en meget resolut minister, som jeg først fik en SMS fra, og senere talte i telefon med. Som han har sagt i dag, så var den beslutning truffet. Christian havde truffet sin beslutning, som var meget resolut, direkte og åben,« fortæller Margrethe Vestager.