Vestager afviser regering med Søvndal

Der bliver ingen ministerposter til SF i en regering med De Radikale, fastslår Margrethe Vestager.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den radikale leder, Margrethe Vestager, lukker nu helt døren for ministerposter til SF i en midterregering efter et valg, skriver Jyllands-Posten.

»Vi arbejder ikke for en regering med SF. Vi arbejder for en midterregering, der kan gennemføre de nødvendige reformer og føre en økonomisk ansvarlig politik, og det ser vi ikke SF som del af,« siger Margrethe Vestager.

Hun punkterer dermed SF's formand Villy Søvndals ambitioner om at gøre SF til et regeringsparti i alliance med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, fordi SF ikke lever op til radikale dyder om økonomisk ansvarlighed og reformvilje.

»Hvis jeg skal være venlig og fair, er SF's politik ikke totalt ufinansieret. Der er finansiering for noget af det, men samlet set er der en årlig manko på 15 til 17 milliarder. Og som Mimi Jakobsen ville have sagt: Det gør alligevel en forskel sidst på måneden,« siger Margrethe Vestager med henvisning til en gennemgang af SF's forslag, som de radikale har foretaget.

Den viser, at SF siden valget hver måned har fremlagt forslag, der vil koste statskassen ca. to mia. kr. og kræve 18.000 flere offentligt ansatte i en situation med stor mangel på skolelærere, pædagoger og ansatte i ældreplejen.

»SF er kommet med mange gode og velmenende forslag, men vores ordførere må gå i folketingssalen og afvise at stemme for, fordi forslagene ikke er finansierede. For det andet har SF udskrevet arbejde til tusinder af offentligt ansatte. Det er fint nok, hvis SF så stillede op til at gennemføre de reformer, der skal til, for at medarbejderne er der, men der står SF af,« siger Vestager om regeringens jobplan, som de radikale står bag i modsætning til SF og Socialdemokratiet.

Kilde: Jyllands-Posten