Verden ifølge Kristian Jensen

Et større Danmark i en stadig mindre verden. Det er målet for Danmarks nye udenrigs­minister, der også på andre områder – men ikke alle – lyder som et ekko af sin forgænger. Eksempelvis i holdningen til realpolitik.

Udenrigsminister Kristian Jensen i sin ministerbil på vej til møde i Statsministeriet. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kristian Jensen har ikke engang været udenrigsminister i to måneder, men han er allerede godt inde i stoffet og klar med et bud på den nye V-regerings udenrigspolitiske pejlemærke.

»Opgaven er at gøre Danmark større i en stadig mindre verden. Vi skal fylde mere værdimæssigt, sikkerhedsmæssigt og vækstmæssigt,« siger Kristian Jensen.

Det lyder som en afskrift eller omskrivning af overskriften for den tidligere regerings udenrigspolitik, men Kristian Jensen peger på en forskel: Under den tidligere regering var opgaverne i Udenrigsministeriet fordelt på to – på et tidspunkt hele fire – ministre.

»Sagen er, at når der nu kun er én minister på området, så er det muligt at samtænke de mange ting, der ligger i udenrigspolitikken. Jeg siger ikke, at Mogens Jensen og Martin Lidegaard ikke kunne arbejde sammen, men jeg skal ikke spekulere på, om jeg træder en anden minister over tæerne,« siger han.

Megafon-diplomati

Du siger, at det giver nye muligheder, at du er minister for det hele. Men vel samtidig en række problemer. I mange af verdens diktaturer kan det jo være svært på én gang at sælge danske værdier og danske varer?

»Det er da klart en udfordring. Men hvis man lægger megafon-diplomatiet lidt til side, så tror jeg på, at en ærlig og åben dialog med andre lande – herunder eksempelvis om rettighederne for bøsser og lesbiske – godt kan kombineres med, at disse lande godt kan se en interesse i vore virksomheder. Jeg tror ikke, det bliver et problem, at jeg både skal være værdi-udenrigsminister og handels-udenrigsminister.«

Du lyder som et ekko af Martin Lidegaard, når du taler for at lægge megafon-diplomatiet lidt til side. Lidegaard gjorde jo en dyd ud af, at han var realpolitiker. Det var et adelsmærke, mente han, og det blev ikke taget godt imod af din partifælle Søren Pind som Venstres udenrigsordfører. Har du – nu hvor du er udenrigsminister – fundet ud af, at Danmark er bedst tjent med realpolitikken?

»Øh, hvis man er realpolitiker på den måde, at man altid sætter merkantile interesser over de værdimæssige, så er jeg ikke realpolitiker. Vi skal klart sige, hvad vi mener – også om menneskerettighederne i Iran, og det skal jeg kunne, når jeg senere tager til Iran med en handelsdelegation. Men jeg bryder mig heller ikke om, at folk udefra kommer stormende ind og begynder at råbe op om den måde, vi har indrettet vort samfund på i Danmark,« forklarer Kristian Jensen.

Du arver en række sager fra din forgænger. Én er sagen om den mand, som politiet mistænker for overfaldet på Lars Hedegaard, og som Tyrkiet ikke vil udlevere. En anden handler om våbensmugleren Niels Holck, som medfører, at Indien lægger Danmark på diplomatisk is. Har du nye initiativer for at få disse sager ryddet af vejen?

»Vi har en kæmpe interesse i at få manden udleveret fra Tyrkiet og få ham prøvet ved de danske domstole. Og derfor er det klart, at vi vil presse på for at få ham udleveret, hvis han altså stadig opholder sig inden for Tyrkiets grænser. I sagen om Niels Holck forholder det sig omvendt. Her har Indien anmodet om at få Holck udleveret, og det har danske domstole afvist. Men når vi forventer, at Tyrkiet tager vores udleveringsbegæring alvorligt, skal vi selvfølgelig også tage en eventuel ny indisk anmodning om at få Niels Holck udleveret alvorligt.«

Opgør med FN-konventioner ?

Så er der FN-konventionerne. Den, der beskytter de statsløse, og flygtningekonventionen. Både de konservative og Dansk Folkeparti mener, at Venstre er ved at løbe fra et valgløfte om at tage et opgør med de disse konventioner?

»Det er i hvert fald et problem, at vi har en statsløse-konvention, som gør, at vi er retsligt forpligtet til at give statsborgerskab til personer, som vi mener er til skade for rigets sikkerhed. Hvorvidt man kan revidere konventionen, eller om vi er nødt til at træde ud af den, er alt for tidlig at snakke om nu. Regeringen skal have lejlighed til at vurdere mulighederne.«

Så den sag er ikke død?

»Nej, den er ikke død. Men vi kun har været i regering i under to måneder, og vi regner med at sidde her i fire år.«

Gælder det samme for FNs flygtningekonvention?

»Det primære problem for mig er statsløse-konventionen«.

Så du deler ikke Dansk Folkepartis problemer med flygtningekonventionen?

»Problemet med den konvention er vel, at den er skrevet i en anden tid, hvor flygtningestrømmene var nabolands-orienterede. Men jeg håber, at vi kan komme udenom ved at gøre noget for at bremse migrationen.

Det lyder som om, at du ikke vil bruge mange kræfter på at få ændret/træde ud af FNs flygtningekonvention?

»Der er ikke truffet nogen afgørelse. Men grundlæggende er konventioner jo en god ting, Vi har også en interesse i, at andre lande er bundet af konventionerne.«

Nogle af dine kolleger på Christiansborg noterer sig, at du har plæderet for, at Danmark også skal deltage i bombardementerne af Islamisk Stat i Syrien – altså ikke bare i Irak som i dag?

»Jeg har ikke plæderet for det. Jeg har sagt, at hvis andre lande ændrer deres bidrag, så er vi nødt til at diskutere med koalitionen, hvad det betyder for os. Og Cameron (den britiske premierminister, red.) har sagt, at briterne muligvis vil udvide til Syrien. Og så er det naturligt at undersøge, om det giver anledning til en ændring af vores indsats.«

Men du ser ikke som oppositionen folkeretlige problemer, hvis Danmark også begynder at bombe i Syrien?

»I Irak er vi inviteret af den irakiske regering. Så der er helt klart et folkeretligt grundlag. Det, som briterne diskuterer, er, om FNs princip om at beskytte civilbefolkningen – Responsibility to Protect – giver et folkeretligt grundlag for os at være i Syrien, og det synes jeg da, at vi skal tage med i betragtningerne herhjemme. Men vi har absolut intet besluttet.«

Den tidligere regering besluttede, at der skal være mindst et to tredjedelsflertal i Folketinget, hvis Danmark skal i krig. Gælder det stadig?

»Jeg har en ambition om at tilstræbe bred enighed i Folketinget, når vi sender danske troppebidrag af sted. Men det er ingen garanti for, at vi ikke gør det, hvis vi kun har 55 procent af Folketinget bag os. Eller 54 eller 53 procent. Det er ikke en garanti, jeg vil give.

Syrien: Er du enig med din forgænger i, at man må bide i det sure æble og forhandle med præsident Assad for at få afsluttet blodbadet i Syrien?

»Det er for kategorisk at sige, at det nødvendigvis skal være med Assad. Der er ingen optimal løsning i Syrien. Der er kun den mindst ringe. Det er ikke optimalt, at Assad får lov at blive. Men det er også svært at se en model uden Assad – eller folk fra regimet. I hvert fald er det en forfærdelig ikke-løsning bare at lade stå til.«

Forbedringer i Kina

Forholdet til Kina: Vil du håndtere balancegangen mellem Danmarks eksportinteresser og kritikken af styrets overgreb på menneskerettigheder anderledes end den tidligere regering? Den blev jo – blandt andet af din partifælle Søren Pind – kritiseret for at være lige lovlig ukritisk

»Jeg synes sådan set, at vi har en politik over for Kina, hvor vi fremmer vækst, handelsinteresser og er med til at skabe løsninger og derigennem også er med til at skabe et vist pres for politiske forandringer. Den forandring er ikke så meget på det partipolitiske. Kommunistpartiet sidder stadig rigtig, rigtig tungt på det og ytringsfriheden er klemt. Men i forhold til de økonomiske frihedsrettigheder – ejendomsret, investeringsmuligheder – er der i min optik sket en forbedring, og det vil på sigt give flere personlige frihedsrettigheder.«

Det har jo været mantraet i årtier. Hvornår får kineserne deres politiske frihed? Om 100 år?

»Jeg tror ikke, at man skal vente i 100 år. Se på samlingen af Øst- og Vesttyskland. Helt op til Berlinmurens fald forsvor selv kloge folk, at det kunne ske. Så ting kan ske hurtigt, selv om jeg dog ikke tror på en pludselig kæmpeforandring i Kina,« siger den nye udenrigsminister.