Venstresocialisterne er fortid

Det er slut med Venstresocialisterne som selvstændigt parti. Fremover skal alle kræfter bruges på at styrke Enhedslisten.

ARKIVFOTO. Anne Grete Holmsgaard her var medlem af Folketinget for Venstresocialisterne fra 1979 til 1986. Fold sammen
Læs mere
Foto: Knud Henrichsen

Et kapitel i dansk politik sluttede søndag, da Venstresocialisterne ved en generalforsamling valgte at nedlægge partiet og i stedet koncentrere kræfterne om arbejdet i Enhedslisten.

Venstresocialisterne (VS), som blev stiftet af udbrydere fra SF i 1967, har siden 1989 været en del af Enhedslisten, men nu skal det altså være slut med at være et parti i partiet, fortæller Per Clausen (Ø), gruppeformand for Enhedslisten og mangeårig VSer, til Modkraft.

»Vi synes ikke, at det giver mening at holde liv i en forening, hvor der alligevel ikke har været nogen aktivitet af betydning i årevis. Samtidig vil vi gerne sende et signal om, at Enhedslisten er et sted, hvor de politiske diskussioner er for alle medlemmer,« siger Per Clausen.

VS røg ud af Folketinget i 1987, og siden man stiftede Enhedslisten sammen med Danmarks Kommunistiske Parti og Socialistisk Arbejderparti, har VS primært fungeret som en intern debatklub.

»VS’ største bedrift var at være med til at danne Enhedslisten, og det er på tide, at giver stafetten videre,« siger Per Clausen til Modkraft.

Blandt de markante VSere gennem tiden kan nævnes Preben Wilhjelm, Erik Sigsgaard, Anne Grete Holmsgaard og den senere minister for både Socialdemokraterne og Venstre, Karen Jespersen.