Venstres store kampagne drejer sig højest om 1.150 familier

Det er kun en brøkdel af alle kontanthjælpsfamilier, der har ret til at modtage så meget i offentlig støtte, som Venstre turnerer med i øjeblikket. »Det er princippet, der tæller,« mener Inger Støjberg.

Foto: Kim Haugaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Seks cifre og to decimaler er fra i dag synlige på busser og togstationer: 454.215,00 kr. Et beløb, der ifølge Venstre viser, hvad der er galt med det nuværende kontanthjælpssystem.

Tallet har Venstre fra et svar fra Beskæftigelsesministeriet til rets- og udlændingeordfører Karsten Lauritzen (V). Det dækker over, hvad et forældrepar på kontanthjælp med tre børn på hhv. et, fem og 10 år samlet vil modtage i kontanthjælp, børnecheck, boligsikring og tilskud til daginstitution på et år.

Men reelt er der blot 1.150 familier i Danmark med tre børn eller derover, hvor begge forældre er på kontanthjælp, oplyser Beskæftigelsesministeriet i dag til Politiko.dk. Det er altså det maksimale antal familier, der kan modtage så stort et beløb, som Venstre turnerer med i øjeblikket.

Det svarer til omkring tre procent af alle ikke-aktiverede kontanthjælpsmodtagere over 30 år, oplyser Danmarks Statistik.

At Venstre har søsat en så storstilet kampagne for at ændre regler for en så relativt lille gruppe mennesker betyder ingenting i den større sammenhæng, mener politisk ordfører Inger Støjberg.

»Uanset hvad er det helt principelt for mig, at vi skal skabe et samfund, hvori det kan betale sig at give et nap med. Det er skævt, hvis man kan få mere ud af at gå hjemme end ved at være på arbejdsmarkedet,« siger hun til Politiko.dk og fortsætter:

»Og det principielle vedrører jo langt flere mennesker, i og med at der er omkring 18.000 mennesker, for hvem det koster penge at gå på arbejde i forhold til, hvad de kunne få i sociale ydelser.«

Beskæftigelsesministeriets tal er regnet ud fra en model med en familie, der bor i en gennemsnitlig lejebolig til 75.000 kroner om året. De 454.215 kr. er derfor ikke en standardydelse til alle kontanthjælpsfamilier med tre børn. Det samlede beløb afhænger af alt fra boligudgifter til prisen på den enkelte daginstitutionsplads. At der er 1.150 familier på kontanthjælp med tre eller flere børn, er heller ikke nødvendigvis er lig med, hvor mange der i virkeligheden modtager i omegnen af 454.000 kr. i offentlig støtte.

Det samlede regnestykke, som Venstre baserer sin kampagne på, er vist herunder.

2.000 kr. ekstra til lønmodtagerne

Socialdemokraternes finansordfører, Jesper Petersen, kalder i dagens udgave af Berlingske kampagnen for »groft vildledende«.

Han henviser til, at man ikke behøver at få kontanthjælp for at have ret til boligsikring, børnecheck og tilskud til daginstitution. De ydelser kan danskere med job, børn og lejebolig også gøre krav på. Det betyder ifølge Beskæftigelsesministeriet, at en sammenlignelig familie, hvor ægteparret begge arbejder til mindstelønnen i HK-regi, vil få 2.000 kr. mere til rådighed om måneden end familien med forældrene på kontanthjælp.

Ifølge ministeriets beregninger kan det med andre ord godt betale sig at arbejde for en familie med tre børn frem for at være på kontanthjælp. Når man lægger løn og offentlige ydelser sammen, tjener det mindstelønnede par 63.667 kr. mere om året end familien på kontanthjælp. Efter skat er det beløb mindsket til ca. 24.000 kr., viser Beskæftigelsesministeriets beregninger.

Delt med 12 måneder ender forskellen i dette regnestykke altså på 2.000 kr.

Ingen konkrete tal, men en »mærkbar forskel«

Inger Støjberg mener heller ikke, at 2.000 kr. er meget, når »man tænker på, hvor meget man kan få ved at stå uden for arbejdsmarkedet«.

»For mig er det helt afgørende, at vi skal skabe et system, der tiltrækker flere, end at man kan sætte sig ned og regne på, at det bedre kan betale sig at sidde udenfor,« siger hun.

Den politiske ordfører vil ikke sætte tal på, hvor stor gevinsten ved at tage et job bør være, »men der skal være en mærkbar forskel,« siger hun:

»Det er derfor, at det moderne kontanthjælpsloft ikke skal stå alene, men at vi skal bruge de penge, vi deraf vil spare, på at lette skatten i bunden og gøre det mere attraktivt at komme i arbejde.«

Inger Støjberg vil ikke uddybe, hvordan Venstre konkret vil skrue et nyt kontanthjælpsloft sammen, men lover, at vælgerne vil få større klarhed inden det kommende valg.

»Vi vil selvfølgelig blive mere konkrete omkring, hvordan en jobreform i det hele taget skal skrues sammen, inden valget kommer, men jeg vil ikke garantere, at alle detaljer vil være fuldstændig klarlagt,« siger hun.

LÆS MERE