Venstres popularitet styrtdykker i meningsmålingerne. Og hvis vælgerflugten fortsætter, kan det få store konsekvenser for flere af partiets profiler, som risikerer at miste deres plads i Folketinget.
Det viser en ny prognose, som professor Kasper Møller Hansen har lavet for Altinget på baggrund af data fra Kantar Gallup og Epinion.
Ifølge prognosen er Venstre hårdest ramt af nedgangen i København og Nordsjælland, hvor partiet begge steder står til at miste to ud af tre af mandater. Men også i Østjylland ser Venstre ud til at have det svært.
Det betyder, at nogle af dem, som er i størst fare for at ryge ud af Folketinget, er de tidligere ministre Claus Hjort Frederiksen og Troels Lund Poulsen samt de prominente kandidater fra København Jan E. Jørgensen og Martin Geertsen.
De fik nemlig alle færre stemmer end partiets topscorere i deres respektive kredse ved folketingsvalget i 2019.
Store fald i Jylland
Det er dog ikke kun i og nord for København, at Venstre lider i meningsmålingerne. Også i flere jyske kredse står partiet til store tab, som ikke ser ud til at være blevet mindre af den interne strid om rigsretssagen mod Inger Støjberg.
Venstre besluttede sig 14. januar for at stemme for en rigsretssag mod partiets egen tidligere næstformand og udlændinge- og integrationsminister, som to dage efter rigsretssagens vedtagelse i Folketinget meldte sig ud af partiet.
Flere jyske kandidater var dog uenige i formand Jakob Ellemann-Jensens beslutning om at støtte en rigsretssag mod Inger Støjberg, ligesom der i partiets bagland har været sået tvivl om formandens politiske linje.
Og den uenighed ser ud til at have sat sig i de jyske valgkredse i meningsmålingerne. Venstre står således ifølge Altingets prognose til at tabe halvdelen af mandaterne i både Syd- og Østjylland, hvor partiet i alt vandt 12 mandater i 2019. I »kernelandet« i Vestjylland og Nordjylland står partiet til at tabe fire ud af ti mandater.