Hvis det Venstre, vi kender for tiden, var et træ, ville det være et af dem, man indimellem støder på langs Den Jyske Vestkyst, et ensomt sted mellem klit og plantage. Stadig oprejst, men stærkt hældende af presset fra en strid, saltet sidevind, der føles konstant på de kanter, hvor den sandede jord engang var lige så svær at dyrke, som Venstre-vælgere traditionelt har været lette at finde.
Det er tegn på evindelig blæst, når et parti to gange på halvandet år indkalder til ekstraordinært landsmøde. Men at Venstre har sit at tumle med, »kan en blind jo føle med sin stok«, som partiformand Jakob Ellemann-Jensen sagde efter nytår.
Del:
