Venstre: Vores mål er ikke flere privathospitaler

Sidste år steg antallet af patienter, der blev sendt på privathospitaler for det offentliges regning. Ifølge Venstre er det hverken godt eller skidt - det vigtige er, at patienterne behandles hurtigt, lyder det.

Overbelægning på Holstebro Sygehus.
Foto: Morten Stricker. -Arkiv- SE RITZAU Overbelægning: Sygehus meldes til politiet BV.: Overbelægning på Holstebro Sygehus. Patienterne må ligge ude på gangen på M1
Læs mere
Fold sammen

»I Venstre har vi hverken noget mål om, at flere eller færre bliver behandlet på de private hospitaler.«

Sådan lyder kommentaren fra Venstres sundhedsordfører Sophie Løhde (V), efter nye tal fra Danske Regioner viser, at der sidste år blev behandlet over 100.000 patienter på private hospitaler. En markant stigning i forhold til året før, skriver Berlingske.

»Det, vi har et mål om, er, at flere patienter bliver behandlet hurtigt. Der har vi den grundholdning, at hvis der er lange ventetider i det offentlige, så er det bedre at få patienter behandlet hurtigt på privathospitaler, end at sende folk hjem, som må vente og være væk fra arbejdsmarkedet,« siger Sophie Løhde.

SF er bange for, at det offentlige sundhedssystem bliver udhulet, når patienter tager penge fra det offentlige med til privathospitalerne. Til spørgsmålet om, hvorvidt man ikke bør sende flere ressourcer til det offentlige, når 100.000 sidste år blev behandlet på privathospitaler, svarer Venstres sundhedsordfører:

»For os er det ikke et enten eller. Vi skal for det første investere i det offentlige sygehus, men når det ikke altid kan følge med, er det vigtigere for os, at patienterne bliver hurtigt behandlet, end at man har travlt med at bekæmpe privathospitaler.«

Venstre har får nylig skrevet en kronik i Berlingske med de tre andre borgerlige partier. Sammen garanterer de, at ventetiderne bliver forkortet yderligere, og at patienter skal have flere rettigheder, hvis de får regeringsmagten efter valget. Garantier, som tyder på, at de private hospitaler får endnu mere travlt, hvis der kommer regeringsskifte.

Tror du, privathospitaler vil blive brugt i højere grad med en blå regering?

»Vi har ikke noget mål om, at privathospitaler skal behandle flere patienter. Vi har et mål om, at flere behandles hurtigt. Der skal vi bruge det offentlige og det private, når det er bedst. Når for eksempel privathospitaler kan levere MR-scanninger til noget, der ligner det halve af prisen i forhold til taksterne i det offentlige sygehus, så er det da oplagt, at vi bruger det private. Det betyder jo i sidste ende, at der bliver flere penge til at behandle andre,« siger Sophie Løhde.

Hun mener, de røde partier har gang i den sædvanlige skræmmekampagne, når de snakker om udhuling af det offentlige sundhedsvæsen, og at Venstre vil forgylde privathospitalerne.