Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det er dybt bekymrende, at antallet af ægtepar på kontanthjælp er steget støt siden december 2011, da regeringen tog et ideologisk opgør med det, de døbte »fattigdomsydelserne«.
Sådan lyder reaktionen fra Venstres Jakob Engel-Schmidt (V), der er medlem af Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik.
»Regeringens politik har en stærk social slagside, da det ikke er lykkedes at få de her kontanthjælpsmodtagere ud på arbejdsmarkedet, Det store problem er, at det ikke længere er attraktivt for et ægtepar på kontanthjælp at finde sig et job, og det må siges, at være dybt bekymrende, da det koster samfundet dyrebare ressourcer,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.
Udmeldingen kommer i kølvandet på nye tal fra Beskæftigelsesministeriet, der viser, at af ægtepar på kontanthjælp er steget med 44 procent til i alt 6.555 fra december 2011 til april 2014 – altså siden regeringen med virkning fra 1. januar 2012 afskaffede både starthjælp, kontanthjælpsloft og 225-timers regel.
Berlingske skriver fredag, at både økonomer og borgerlige partier giver den ringere tilskyndelse til at arbejde skylden for udviklingen. Det påpeges, at stigningen i antallet af ægtepar på kontanthjælp er markant større end stigningen i det generelle antal kontanthjælpsmodtagere, der er på 21 procent i den samme periode.
Det svagere økonomiske incitament for især ægtepar skyldes blandt andet, at der sker modregning, hvis den ene får et job, samt at ægtepar med børn får en række ekstraydelser som eksempelvis forsørgertillæg.
Jakob Engel-Schmidt understreger, at Venstre er klar til ændringer på området.
»Hvis Venstre kommer i regering igen, vil vi genindføre kontanthjælpsloftet. Det kan ende med at blive justeret i forhold til sidst, men den bærende idé vil være den samme som under VK-regeringen,« siger han.
Spørgsmål: Vil I også genindføre starthjælpen?
»Det har jeg svært ved at svare på nu. I første omgang synes jeg, det er interessant, at regeringens politik på området er slået fejl.«
Starthjælp var en offentlig, månedsbaseret overførselsindkomst til personer, som indvandrede til Danmark efter 1. juli 2002. Ydelsen erstattede kontanthjælpen for denne gruppe og var omkring halv så stor som den hidtidige kontanthjælp.