Venstre vil placere ansvar for tilbageholdt viden om IC4-tog

Transportordfører hos Venstre, Kristian Pihl Lorentzen, mener, at DSB har tilbageholdt vigtige oplysninger om IC4-togenes tilstand i en rapport bestilt af Folketinget. Han vil have svar på hvor højt oppe i DSB-ledelsen, beslutningen blev truffet.

Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen (V) er rystet over, at DSB tilsyneladende har tilbageholdt oplysninger omkring IC4-tog til brug i en rapport bestilt af Folketinget.

Jyllands-Posten skriver lørdag, at DSB i 2010 tilbageholdt informationer i forbindelse med en rapport til politikerne om, hvorvidt man fortsat skulle satse på de skandaleramte IC4-tog.

En tysk konsulentrapport havde konkluderet, at revner i IC4-togenes understel skyldtes metaltræthed, men den viden nåede aldrig konsulentvirksomheden Atkins, som året efter leverede en rapport med en vurdering af togprojektet til politikerne.

»Jeg ser med stor alvor på den sag. Vi bestilte Atkins-rapporten, fordi vi fornemmede, at IC4 var ved at køre af sporet. Derfor skulle rapporten fortælle os, om de tog kunne komme til at fungere eller ej. Så er det dybt kritisabelt, at man hos DSB har tilbageholdt oplysninger, som kunne være helt afgørende for konklusionerne,« siger Kristian Pihl Lorentzen til Berlingske Nyhedsbureau.

»Den tyske delrapport konkluderer, at der er tale om træthed som årsag til revner i aksellejerne. Den rapport har DSB holdt skjult og i stedet kommet med forklaring om, at der var tale om menneskelige fejl. Vi vil have opklaret, hvad der er op og ned i sagen, og hvem der har ansvaret for, at der har været tilbageholdt oplysninger for Folketinget,« siger Kristian Pihl Lorentzen.

»Nu var det en anden ledelse i DSB, der var på det tidspunkt, men det er væsentligt at få opklaret hvor højt oppe i hierarkiet, man har besluttet at holde sådan en vigtig rapport skjult,« siger Kristian Pihl Lorentzen.

Han hilser med tilfredshed, at transportminister Magnus Heunicke (S) ifølge Jyllands-Posten vil kræve en grundig redegørelse af DSB.

I en mail til Jyllands-Posten siger ministeren, at det er »ufatteligt«, at DSB ikke gav Atkins alle tilgængelige oplysninger, samt at det er »uforståeligt«, at man har set bort fra den rapport, man selv havde bestilt.