Venstre vil halvere dagpenge og kontanthjælp for unge under 30

Ledige mellem 25 og 30 år skal have markant lavere kontanthjælp og dagpenge, foreslår Venstre.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ledige på op til 30 år skal klare sig for halv dagpengesats eller kraftigt nedsat kontanthjælp.

Det mener Venstre, der modsat sin hidtidige strategi om at vente på regeringen nu melder offensivt ud i forhold til forårets reformer. For mens regeringen arbejder med sit udspil til en reform af kontanthjælpen, så fremsætter Venstres arbejdsmarkedsordfører, Ulla Tørnæs, et konkret forslag:

Aldersgrænsen for, hvornår man får de nedsatte ungeydelser, skal hæves fra 25 til 30 år.

»Det vil være et centralt element, vi vil bringe med os til forhandlingerne,« siger Ulla Tørnæs, som peger på, at der er stor ledighed i netop denne aldersgruppe.

Forslaget blev oprindeligt fremsat af Arbejdsmarkedskommissionen i 2009. Det indebærer, at dagpengemodtagere mellem 25 og 30 år får halveret dagpengene, som unge under 25 år får det i dag. Kontanthjælpsmodtagere mellem 25 og 30 år vil maksimalt kunne få udbetalt 6660 kr. i kontanthjælp mod 10.335 i dag. Forsørgere og visse andre grupper er undtaget. 

Hvad mener du: Skal ledige under 30 skal sig for halv sats?

Forslaget vil ifølge Beskæftigelsesministeriet indbringe statskassen en halv milliard kroner om året og ventes at øge arbejdsudbuddet med 2000 personer. Mens Socialdemokraternes beskæftigelsesordfører, Leif Lahn Jensen, klart afviser Venstres forslag, vil regeringen ikke forholde sig til det forud for forhandlingerne.

»Jeg er først og fremmest optaget af målet om at flytte unge fra kontanthjælp til uddannelse og derefter til selvforsørgelse. Det mål er så vigtigt, at vi bliver nødt til fordomsfrit at diskutere, hvad det er for midler, der skal til. Det, jeg vil advare Venstre mod, er at tro på, at det er ydelserne, der gør det alene,« siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

Den konservative gruppeformand, Benedikte Kiær, kalder forslaget »interessant«, mens Enhedslistens gruppeformand Per Clausen ser det som »dødsstødet« til a-kasserne:

»Vi er ikke tilhængere af at sende flere ud i fattigdom.«