Lørdag aften lod tidligere statsminister og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen tæppet gå for præsentationen af sin længe ventede erindringsbog »Om de fleste og det meste«.

Siden har Venstre-folk over en bred kam og ikke mindst partiets folkevalgte på Christiansborg haft travlt med at lægge afstand til deres tidligere politiske leder.

Ja, selv til Løkkes bogreception mandag var den fælles afstandtagen tydelig, da blot et enkelt medlem af Venstres folketingsgruppe, Jan E. Jørgensen, angiveligt valgte at troppe op, hvilket fortørnede tidligere justitsminister Søren Pind.

Nu synes Lars Løkke Rasmussen dog at få uventet opbakning fra en af partiets sværvægtere, tidligere minister og mangeårigt folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech.

Til Politiken erklærer hun sig trist over behandlingen af Løkke, ligesom hun betoner, at den nye formand, Jakob Ellemann-Jensen, og resten af folketingsgruppen ikke har Løkkes format til at se, hvad der er bedst for Venstre.

I sin bog gør Løkke sig til talsmand for, at Venstre skal søge et regeringssamarbejde ind over midten, en tanke, han lancerede under valgkampen i fjor.

På Venstres sommergruppemøde i sidste uge fastslog Ellemann, at hvis han skal være statsminister, skal han have »90 blå mandater« bag sig, og han erklærede, at det i hans optik ikke er »realistisk at bygge et liberalt og et borgerligt projekt på de Radikales stemmer«.

I sin nye bog skriver Lars Løkke Rasmussen ellers, at de Radikale set med hans øjne er »instrumentel« i forsøget på at placere Venstre korrekt. Han betragter det således som en »umulig opgave« at genindtage Statsministeriet ved at »basere sig snævert på blå blok«.

Samtidig udelukker Løkke ikke muligheden for et comeback i dansk politik.

»Et af de største politiske selvmål«

Birthe Rønn Hornbech »deler totalt hans politiske analyse«, forklarer hun.

Senest har partiets formand for Folketingets Retsudvalg, Preben Bang Henriksen, i et nyhedsbrev til sit nordjyske bagland foreslået Løkke, at han enten må forsøge at ændre partiets politik eller melde sig ud.

Rønn Hornbech vil imidlertid ikke anbefale Løkke at stifte et nyt parti.

»Det mener jeg er en dødssejler. Men jeg ville ønske, at man kunne finde en eller anden ordning, hvor han kunne fortsætte med at udstikke de store linjer, for det er der ikke andre, der kan i øjeblikket. Når man hører de der interview ... jeg mener, hans format står langt over de andres. Han har den der evne til at kunne analysere og forudse,« siger hun til Politiken.

Den nye Venstre-ledelse anført af formand Jakob Ellemann-Jensen har slet ikke Lars Løkke Rasmussens format til at se, hvad der er bedst for Venstre, mener Birthe Rønn Hornbech.
Den nye Venstre-ledelse anført af formand Jakob Ellemann-Jensen har slet ikke Lars Løkke Rasmussens format til at se, hvad der er bedst for Venstre, mener Birthe Rønn Hornbech. Anders Debel Hansen/Ritzau Scanpix

Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, har betegnet de seneste dages dramatiske Løkke-offensiv som et af de største politiske selvmål i mange år.

»Ender hele balladen om Lars Løkke Rasmussens bogudgivelse med, at han ikke foretager sig noget, vil jeg kalde det et af de største politiske selvmål, jeg har set i mange år. De rester af goodwill, der stadig var i Venstre i forhold til Lars Løkke Rasmussen, er opbrugt. Han har lagt sig ud med hele sit parti og med selve partitoppen, og hele vejen op til Jakob Ellemann-Jensen er man dødtræt af Løkkes ageren,« lyder det fra Thomas Larsen.

Thomas Larsen har hæftet sig ved, at selv flere af Lars Løkke Rasmussens mest trofaste støtter har udtalt sig imod den tidligere formand.

To normalt tro Løkke-støtter, Troels Lund Poulsen og Lars Christian Lilleholt, har i fællesskab lagt luft til Lars Løkke Rasmussen med koordinerede udtalelser på sociale medier.

Birthe Rønn Hornbech venter ifølge Politiken fortsat på, at Løkkes nye bog skal komme med posten.