Venstre: Storebælt-forslag er fuldt finansieret

SF kalder forslag om rabat til storebæltspendlere for valgflæsk, men Venstres Kristian Pihl Lorentzen afviser. Forslaget er gennemtænkt og finansieret, understreger han.

Foto: Søren Bidstrup

Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen (V), har ikke noget til overs for SFs skarpe kritik af forslaget om, at det skal være 40 procent billigere for pendlere at krydse Storebælt.

Finansordfører Jonas Dahl (SF) kalder Venstres forslag for valgflæsk og lefleri for bilisterne, men det kan ikke være længere fra sandheden, mener Kristian Pihl Lorentzen.

»Det er et meget seriøst og målrettet forslag fra Venstre. Vi vil helt konkret gavne pendling på tværs af Storebælt, hvilket vil betyde meget for Vestsjælland og store dele af Fyn. Det skal skabe vækst og job i disse områder, og pendlerne er dem, der er hårdest ramt af, at vi skal betale penge for at krydse broen. Derfor er forslaget målrettet dem,« siger han.

V-ordføreren sender samtidig en stikpille tilbage mod SF.

»Det er helt komisk og grænsende til det absurde, at netop SF taler om valgflæsk i denne forbindelse. SF lovede i den seneste valgkamp, at danskerne ville få billigere offentlig transport, hvis de fik magten. Magten fik de, men prisen er til gengæld steget tre gange. Vores forslag er økonomisk ansvarligt og kan gennemføres uden huller i budgettet,« siger han.

I modsætning til SF synes de Konservative godt om Venstres pendlerrabat. Politisk ordfører Mai Mercado (K) er endda villig til at bringe forslaget videre.

Hun ser gerne, det bliver skrevet ind i regeringsgrundlaget i en kommende borgerlig regering, at man sætter billetpriserne ned for alle danskere, når samfundsøkonomien kan bære det.

Så langt er Kristian Pihl Lorentzen dog ikke klar til at gå endnu.

»Jeg er klar over, de fleste danskere gerne vil have lavere priser over Storebælt, men der må vi forholde os til de økonomiske realiteter. Der er en restgæld på Storebæltsforbindelsen på 25 milliarder kroner, og de skal betales, før vi kan love en sænkelse af den generelle takst. I takt med at gælden bliver betalt tilbage, skal vi overveje, hvordan vi kan sænke taksterne for private og erhvervslivet,« siger Venstres transportordfører.