Venstre ser vækstaftale som skulderklap til landbruget

Venstres miljøordfører glæder sig over, at regeringen har givet landmændene mere plads til at dyrke deres erhverv frem for at reservere jorden til randzoner.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Når regeringen går med til at halvere randzone-området fra 50.000 hektar til 25.000 hektar, så skal det ses som et stort klap på skulderen til landmændene og deres indsats for at skåne miljøet.

Det siger Venstres miljøordfører, Henrik Høegh (V), efter regeringen har indgået en vækstaftale for fødevareerhvervet med de fire borgerlige partier.

»Med aftalen anerkender regeringen, at dansk landbrug har gjort en stor indsats for miljøet, og at der sagtens kan lempes på miljø- og landbrugsreguleringen for at øge råvareproduktionen med flere svin, mere mælk og mere korn,« siger Henrik Høegh i en pressemeddelelse.

Aftalen blev underskrevet i Erhvervs- og Vækstministeriet, hvor husets minister, Henrik Sass Larsen (S), erkender, at de kraftigt reducerede randzoner vil have negativ indvirkning på miljøet, i hvert fald på den korte bane.

»Det er klart, at vi får en mindre reduktion i forhold til kvælstof i 2015 end ellers påtænkt, men det skal hentes hjem igen ved nye forhandlinger, for vores målsætninger om, at vi skal have orden i naturen, er intakte,« siger Henrik Sass Larsen.

Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) vælger at fokusere på, at der trods alt stadig vil være et krav om randzoner.

»Nogle havde ønsket, at randzonerne skulle helt væk. Nu sikrer vi, at vi får 25.000 hektar randzoner, som vi kan administrere. Dermed bevarer vi randzonerne, som er et effekt redskab,« siger hun.

Henrik Sass Larsen forsøgte at rette fokus væk fra de halverede randzoner ved at tale om de nye finansieringsmuligheder for landbruget, som aftalen åbner for.

»Vi får et historisk skifte i landbruget, sådan at selvejet forsvinder, og at vi får mulighed for at lave en professionel organisering af hele landbruget. Det er vi meget glade og tilfredse med. Vi giver nye finansieringsmuligheder til landbruget, så man kan komme videre,« siger Henrik Sass Larsen.

Randzonerne har været genstand for stor diskussion med landmændene, som støttet af Venstre har opfordret til, at de helt droppes.

Randzoneloven forbyder landmændene at dyrke jorden omkring vådområder og blev vedtaget, dengang Venstre selv sad i regeringen. Partiet har siden trukket i land og har opfordret Miljøministeriet til at finde en anden måde at opretholde miljøbalancen på.

Liberal Alliance holder fast i, at randzonerne skal droppes helt.