Venstre om valg-gyser: Det bliver »publikums-venligt«

Ja-partierne har mistet deres forspring op til folkeafstemningen om retsforbeholdet torsdag. Det skyldes de mange påstande, mener Venstre, der forventer en valggyser.

Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Folkeafstemningen, om hvorvidt Danmark skal beholde sit retsforbehold eller erstatte det med en såkaldt tilvalgsordning, bliver ikke for sarte sjæle.

Det mener Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen (V), efter at have set den seneste meningsmåling bragt i Berlingske lørdag.

Målingen viser, at ja-partiernes flertal er skrumpet så meget ind i løbet af de seneste måneder, at der i dag er dødt løb mellem blokkene.

»Om ikke andet så lader det til at blive en publikumsvenlig valgaften med spændingen intakt,« siger den politiske ordfører.

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) først på efteråret introducerede ja-koalitionen, havde partierne opbakning fra 58 procent af vælgerne. I dag ligger tilslutningen ifølge Gallup-målingen på 34 procent, mens 38 procent i dagens måling takker nej.

Det er en udvikling, som Venstre især tilskriver kampagnen fra det største støtteparti, Dansk Folkeparti. De to partier tilhører hver sin fløj frem mod afstemningen, og politikere fra begge partier har i skarpe vendinger kritiseret hinandens kampagner.

»Der flyver mange påstande gennem luften, og det kan være vanskeligt at navigere i. Senest har vi fra EUs side hørt, at det er vanskeligt at få parallelaftaler, hvorefter Dansk Folkeparti foreslår, at man skal genåbne hele traktatkomplekset, hvilket jo er et helt afsindigt forslag, som vil tage op imod ti år, hvis det overhovedet har gang på jord,« siger den politiske ordfører.

Tidligere har Venstres integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg (V) været ude med en særlig hård kritik af støttepartiet, da hun på Venstres landsmøde sidste weekend beskyldte Dansk Folkepartis kampagne for at være »uhæderlig« og »skabe mistillid til det politiske system«.

Et angreb, der fik støttepartiet til at slå igen og gå direkte efter de V-politikere, der har haft rod i bilagene de seneste år. Politikere som ifølge Dansk Folkeparti reelt er dem, har skabt mistilliden til politikerne.

Det gælder blandt andet formand og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og den tidligere forsvarsminister Carl Holst (V).